Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Tom Jones (116 min.) Købsfilm / On Air Video
Anmeldt 16/4 2009, 22:42 af Jørgen Riber Christensen

Tom Jones – før det postmoderne blev en kliché


Tom Jones – før det postmoderne blev en kliché

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Anslaget i Tom Jones er overraskende, når man tager i betragtning, at der er tale om en filmatisering fra 1963 af en roman fra 1749. Filmens første fire minutter er udformet som en hæsblæsende stumfilm i skarpe farver med tekstskilte og med hurtig hastighed, og så er der melodramatisk underlægningsmusik og vildt overdrevet filmsprog og skuespil i denne sekvens. Det er en parodi på en stumfilm, og først 13 år senere tog Mel Brooks denne idé op med Silent Movie.

Efter en kort titelsekvens begynder filmens dramaturgiske præsentationsfase med en voice-over på lydsiden. Det er filmens fortæller, der lettere ironisk guider publikum igennem Tom Jones’ udvikling og kommenterer den, handlingens udvikling og de normer, der råder i det engelske samfund. Allerede her bliver publikum opmærksom på alle de stilistiske brud, som filmens fortælleteknik anvender. Personerne taler direkte henvendt til kameraet, og der kommer jumpcuts, freeze frames, flyoptagelser, håndholdt kamera, subjektivt kamera, mange forskellige wipes som overgange, og så er hovedparten af filmen alligevel traditionel Hollywood-continuitystil. Der er på denne måde så mange brud på en fast fortællestil, at disse brud bliver til fortællestilen. Der er mere tale om Verfremdungseffekter end om metafiktion.

En af de mange interessante og kulturhistorisk spændende aspekter ved denne film er netop, at den ikke anvender de postmoderne stiltræk, som i dag næsten er blevet til klicheer som intertekstualitet og metafiktion. Filmen er produceret lige før disse fortællemåder brød igennem, og den er fyldt med ansatser til dem. Det virker paradoksalt forfriskende på baggrund af 40 års postmoderne filmhistorie. Richardsons socialrealistiske The Loneliness of the Long Distance Runner fra året før anvender den samme fortællestil.

Ud over at være en solid og flot underholdende film giver Tony Richardsons Tom Jones sit publikum et meget sanseligt og lystigt indblik i to perioder i kulturhistorien. Der er livet omkring 1750, hvor handlingen foregår, og der er tidsånden omkring 1963, hvor filmen blev produceret. Selv om handlingen er henlagt til 1700-tallet, er det Swinging London fra 1960’erne og 1970’erne, der præger filmen med sin næsten uskyldige og naive livsglæde.

Tom Jones er en filmatisering af Henry Fieldings Historien om Tom Jones, et hittebarn fra 1749. Det er en af de allerførste romaner i historien, og måske også en af de bedste, og bedst konstruerede romaner. Her er den engelske term for roman ”novel” velanbragt, for det var en helt ny genre. Henry Fieldings Tom Jones er påvirket af den tidlige såkaldte pikareske roman, fx Cervantes Don Quixote fra 1605. Den pikareske roman har som sin handling en helt, der ikke udvikler sig, men som oplever forskellige ikke så sammenhængende episoder og eventyr. Her er Tom Jones tættere på den borgerlige roman med dens skildring af en helt eller heltindes psykologiske udvikling i et realistisk skildret miljø. Tom Jones kan ikke på noget tidspunkt sige nej til en forførerisk kvinde, som romanen og filmen vrimler med, og han er en relativ flad karakter, der ikke udvikler sig meget i løbet af fortællingen. I Tony Richardsons Tom Jones er Albert Finney som person og skuespiller rigeligt i stand til at gøre sin person så interessant, at publikums interesse forrykkes fra handlingen hen i mod karakteren.

Filmens kvaliteter beror primært netop på karaktergalleriet og i sammenhæng hermed på den sanselige fremstilling, der gives af personernes miljø. Fieldings roman er så tidlig, at den i høj grad er påvirket af teateret, især de vellystige komedier fra Restorationstiden, der blomstrede efter genåbningen af teatrene i 1660 efter 18 års puritansk regime, og som varede ved indtil omkring 1700. Disse komedier er hurtige, vittige og ekstremt vovede og fyldt med forførelsesscener og naragtige ægtemænd. Både Tom Jones og disse komedier har en fast handlingsstruktur: en ung mand og kvinde elsker hinanden, men deres kærlighed møder modstand hos et sæt af ældre, blokerende karakterer, ofte forældre, indtil en dramatisk drejning i handlingen nær slutningen muliggør, at de unge elskende får hinanden. Tom Jones overskrider imidlertid denne struktur, for de blokerende ældre figurer, er mere sanselige og lystigt overstadige, end de unge. Også Toms lærere Mr. Twackum og Mr. Square er i deres hykleriske selvfedme så satirisk fremstillede, at de bliver en fryd for øjet. Hugh Griffiths Squire Western stjæler bestandigt scenen med sin totalt uhæmmede og nærmest instinktivt sanselige adfærd. Han blokerer nok for en periode for Tom Jones lykke, men ikke for publikums fornøjelse ved sin egen livsglæde.

Den sanselighed, der er i karaktererne, understreges af filmens brug af flotte lokationer. Scenerne på landet og i naturen er altid frodige. Krolivet er detaljerigt og virker autentisk, og så får det en ekstra tand, som i den berømte forførelses/måltidsscne, hvor spisning bliver til et morsomt erotisk spil mellem Tom og en noget frimodig kvinde og kameraet og dets editering som den tredje part. Scenerne i London er tydeligt påvirket af grafikeren Hogarth, som Fielding arbejde sammen med, fx Tom Jones tur til galgen i en kærre er et tydeligt citat fra Hogarths serie om den dovne og den flittige lærling, og man genkender også Hogarths Gin Lane i et London-sceneri i filmen. Richardsons Tom Jones er både filmhistorisk og kulturhistorisk interessant; og filmen er i sin egen ret et godt alternativ til senere tiders fortælleteknik.


Forrige anmeldelse
« Djengis Khan «
Nste anmeldelse
» Gran Torino »


Filmanmeldelser