Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




En kærlighedshistorie (88 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 5/12 2007, 17:25 af Kim Toft Hansen

(K)ærlighed på film


(K)ærlighed på film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En kærlighedshistorie (2001) ser dagens lys - igen! Vi kender filmen, og vi kender dogmebaggrunden for filmen. Nu er den ude i serien Festival Series, og en værdig gæst i et prominent selskab er den da, selvom den ikke når alle de øvrige deltagere til anklerne. Filmen er i selskab med andre film som Godards Åndeløs (1959), Almodóvars Passionens labyrint (1982) og Lynchs Elefantmanden (1980), og i et sådant mesterværksbureau kan man ikke forvente, at Ole Christian Madsens dogmefilm skal gøre sig særligt bemærket. Derfor er det måske også et problematisk sammenligningsgrundlag at præmiere en film på (lidt som at sige, at Allan Olsen kan sammenlignes med Bob Dylan).

Lad os da derfor starte forfra: En kærlighedshistorie har fået overtøj på - den er blevet pakket ind i en lille papæske, der signalerer, at den udkommer i serien Festival Series, og filmen har noget at byde, det er sikkert, og det er også blandt de bedste dogmefilm, der er lavet i Danmark. Filmen handler om den nyligt udskrevne Kira, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu skal hun vende hjem til sin mand Mads, der på den ene side forsøger at gøre alt det rigtige, samtidig med han stadig (næsten) står i forhold til Kiras søster. Det viser sig dog hurtigt, at det er alt for tidligt, at Kira kommer ud/hjem, og det er her En kærlighedshistorie udmærker sig blandt dogmefilmene.

Udmærkelsen udspringer af, at filmen formår at koble de etablerede regler og formelementer til filmens fortælling (det er blandt andet dér, film som Forbrydelser (2004), Italiensk for begyndere (2000) og Elsker dig for evigt (2002) fejler, selvom de som fortællinger er udmærkede). En kærlighedshistorie eksekverer nemlig Kiras ustabilitet centralt i filmformens ustabilitet, hvor der hele tiden mægles en ekstrem usikkerhed og en gennemtrængende anspændthed. Dogmefilmens slørede billede, mudrede lyd og upåvirkede farve- og lyssætning placerer sig således deskriptivt i forhold til Kiras sind, hvorved den - for nogle lidt irriterende - forankrede dogmestil får en betydning. Det er ikke alle dogmefilmene, der formår at 'bruge' reglerne til noget, selvom der er rigtig gode danske eksempler herpå i Idioterne (1998) og The King is Alive (2000), mens Julien Donkey Boy (1999) er et godt internationalt dogmeeksempel på udnyttelse og ekstra betydningsskabelse gennem regelsættet.

Man kan sige, at forholdet mellem Allan Olsen og Bob Dylan er som forholdet mellem den nye bølge i Frankrig i 60'erne, fx Godards nævnte Åndeløs, og den danske nybølgetendens i dogmefilmene, hvor vi her har fat i En kærlighedshistorie som hovedeksempel. Den filmhistoriske vigtighed af Åndeløs kan ikke overvurderes, som Bob Dylan heller ikke kan overvurderes i musikhistorien. Allan Olsen og En kærlighedshistorie er hver især gode danske eksempler på effektuereing af nogle driftige tendenser, der er værdige at lægge mærke til, og set i dét lys er En kærlighedshistorie ganske comme il faut i en serie som Festival Series. Har du ikke allerede set, så er den et imperativ iblandt de seneste ti års danske film.


Forrige anmeldelse
« The Kingdom «
Næste anmeldelse
» "Zombi Holocaust " & "Zombi 2" »


Filmanmeldelser