Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Scarlett Letter (79 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 20/4 2009, 07:24 af Kim Toft Hansen

Wim wol. 1 – Der scharlachrote Buchstabe


Wim wol. 1 – Der scharlachrote Buchstabe

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sandrew Metronome har sat en kavalkade i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders talrige film, men centralt i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Der scharlachrote Buchstabe
, der er udgivet herhjemme under titlen The Scarlett Letter, er fra 1973, og som titlen lover, er det en filmatisering af Nathaniel Hawthornes magnus opus af samme navn fra 1850. Den forholder sig ganske vist udmærket til Hawthornes fortælling, der for sig selv – som også Wenders film er det – er en historie om synd, utroskab og ikke mindst tro. Modernistiske spor kan derfor selvfølgelig også, som lidt af en anakronisme, placeres hos Hawthorne, men modernitets- og religionskritikken er omdrejningspunktet i Wenders version af fortællingen.

Stilen i filmen er derfor interessant, og denne adskiller sig betragteligt fra Roland Joffés filmatisering fra 1995. Joffé forsøger – mindre vellykket – at lægge filmen i armene på storfilmens karakteristiske træk, mens Wenders snarere installerer en stemning og en stil, der først minder om western-genren, mens lyssætning og ekstrovert skuespil også trækker filmen i en teaterpræget udtryksmåde. Plotmæssigt er særligt western-genren da også oplagt, da Hawthornes fortælling på en måde handler om den fremmede, der kommer til byen. Musik og skriftstil i titelsekvenser er derfor, som var det en western.

Der scharlachrote Buchstabe vil dog noget andet end at fortælle om en central ener, der dukker op. Fortællingen fokuserer på hovedpersonen Hester Prynne, der er blevet kollektivt udstødt i det puritanske landsbysamfund, fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Manden, der kommer retur, er således hendes fortabte mand, som man ellers troede omkommet, men han identificerer sig her kun for Hester (vi aner en svag inspiration fra Odyséen her). Hendes mand kalder sig nu Chillingworth, og som den udefrakommende karakter kan han læse samfundet på anden vis, end samfundet ellers ser sig selv. Meget sigende er det, at han ankommer sammen med en indianer. Han er en anerkendt moderne mediciner, der dog på ingen måde foragter den indianske naturmedicin.

Det modernitetskritiske er derfor at ane fra starten, men undervejs ekstrapoleres denne til at omfatte de større sekvenser såvel som de små enkeltvise scener. Et eksempel på sidstnævnte forekommer på et tidspunkt, hvor Hesters bastarde datter besøger byens rådhus. Her dvæler hun et kort øjeblik ved et bjørneskin, der hænger på væggen, inden hun træder længere ind. Dette modstilles i filmen af en scene, hvor Chillingworth spadserer med byens præst, som han fortæller, at indianerne muligvis ved mere om naturen, end vi andre gør. Byens folk sørger for at dominere naturen, men den indianske kultur anerkendes for at leve på en helt anden måde i pagt med den.

Den store fortælling i Der scharlachrote Buchstabe er dog, hvordan det ukendte og dragende i det kvindelige hos Hester Prynne og datteren er udstødt, fordi det ikke passer ind i den systematik, som den puritanske tro forkynder. Derved bliver konflikten trukket skarpt op, hvor modernitet og ortodoks kristendom på den ene side står i modstrid til det ’naturlige’ menneske i den indianske naturfilosofi. Den problematiske modernitet kommer i denne sammenhæng til udtryk i det faktum, at mennesket – inden for den doktrinære kristne dogmatik – er hævet over naturen.

I dette spil om systematisk indpasning handler det om at udskille det upassende og fristende, der i Der scharlachrote Buchstabe er forankret i det kvindelige. Hester Prynne er en særdeles smuk kvinde, der alligevel – skal vi afsløre lidt af det centrale plot, som for de fleste, der alligevel kender Hawthornes fortælling, kender – er ganske dragende for dele af den klerikale gruppering i landsbyen. Filmens centrale – og måske lidt for oplagte – pointe er derfor, at det, der udskilles som det onde, stadig er en vigtig del af os selv. Godt og ondt er ikke modsætninger, men indbygget i hinanden.

Derfor skal det også fra starten være sagt, at det ikke er blandt Wenders bedste film, men som en opdatering af Hawthornes fortælling, der dog stadig foregår i det nye Amerika, er filmen ikke des mindre interessant. Som modernitetskritik står filmen derfor stærkere, og det er – som det generelt er karakteristisk for Wenders – filmens interessante bud på samtidskritik. Wim Wenders’ film er lidt ligesom pizza: Det er aldrig helt ringe endda.

Læs også anmeldelsen af Alice in the Cities og Wrong Move.


Forrige anmeldelse
« Gran Torino «
Næste anmeldelse
» The Grotesque »


Filmanmeldelser