Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




"Demoniacs" og "Night of the Hunted" (Hhv. 95 og 95 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/4 2008, 10:42 af Kim Toft Hansen

Hvor horror møder erotik – og intethed!


Hvor horror møder erotik – og intethed!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jean Rollin er en fransk instruktør, der kan sit genremæssige håndværk. Det kan han godt nok til, at han kan variere sine temaer, mens han ind i horroren med den anden hånd trækker andre genrer, der ligger tæt op ad gysets grundstruktur. Det drejer sig primært om surrealismen og erotikken, og her skyder de to seneste genudgivelser ikke på nogen måde ved siden af – selvom de viser to sider af Jean Rollin. Det drejer for det første sig om Les Démoniaques fra 1974, der på den danske udgivelse har fået titlen Demoniacs. Denne film viser i høj grad, hvor lavt Rollins lavpunkt er, for det er kun momentvist en seværdig film. For det andet har vi at gøre med La nuit des traquées fra 1980, med den danske titel Night of the Hunted, der omvendt for alvor viser, hvor god horror-erotik med dybde Rollin kan lave.

Døde, men nøgne piger?
Les Démoniaques handler om to piger, der efter et skibsforlis kommer i land på det mest uheldige sted. Da de udpinte og knap i live endelig finder fast grund under fødderne, støder de ind i flok pirater, der er ved at røve vraggodset fra samme forlis. Da de tror, de skal have hjælp, vælger piraterne blot at pine og voldtage pigerne, hvilket vi som seere godt var klar over, de ville gøre – for vi er blevet præsenteret for deres ondskab i introsekvensen. Men mod piraternes vilje slipper pigerne væk, og det meste af filmen går med jagt, druk og små mystiske indslag, hvor kaptajnen – der i øvrigt ikke var med til voldtægten – hjemsøges af disse piger med blod på tøjet. Det er på dette tidspunkt uklart, om pigerne i det hele taget er døde, idet vi formoder, at i hvert fald en af dem bliver slået ihjel – men det bliver aldrig helt klart.

Dette er et helt typisk Rollin-træk, idet han ofte ser stort på forklaringsmodeller og i stedet lader sig tiltrække af visuelle kompositioner. Disse kompositioner får vi da også lidt af i Les Démoniaques, da pigerne finder vej til den gamle katedral, hvor en forbandelse hviler. For ikke at give plottet væk til eventuelt interesserede, så nøjes jeg med at konstatere, at her trækker filmen i retningen af nogle mere spændende surreelle scener, der for alvor viser Rollins fornemmelse for rum og visualisering. Men det bliver aldrig helt godt, og specielt de langstrakte jagtscener med piraterne i hælene, bliver så småt kiksede og noget utilsigtet lange. Les Démoniaques er desværre i den ringe ende af Rollins spektrum.

Intetheden!
Så ser det straks helt anderledes ud med La nuit des traquées, der på den ene side fortæller en langt bedre historie, men på den anden side ser vi her Rollins til tider særligt kunstneriske stil – en stil, der også undertiden kendetegner The Shiver of Vampires fra 1971 og Lips of Blood fra 1978. La nuit des traquées handler om Elisabeth, der er faret vild ved landevejen med hukommelsestab, men ikke nok med at hun har glemt sin fortid – hun har helt mistet evnen til at huske. Hun samles her op af Robert, der til sin fortrydelse efterlader hende alene hos dig selv, mens han skal på arbejde – i øvrigt efter en af de længste sexscener, denne anmelder har oplevet (Rollin brugte pornostjerner, blandt andet hovedrolleindehaveren Brigitte Lahaie, i denne film, der ikke viger for nøgenheden). Hun bliver her hentet af en læge, der tager hende med tilbage til en lukket afdeling for folk med samme syndrom som hende.

Hermed er scenen sat for en gennemført udforskning af et psykisk udestående, og det er i disse nuancer filmen kaster sig over filosofien. Den træder dermed ind på et felt, som den franske filosof Jean Paul Sartre arbejdede med i Væren og intet, nemlig angsten. Hvad sker der, når vores væren krakelerer, spørger La nuit des traquées meget bogstaveligt, idet filmen ser på, hvordan mennesket forsvinder, når erindringen om selvet er væk. Det, der således er tilbage hos Rollin, er intetheden, den tomhed, der hos Sartre giver kvalme, fordi vi opdager verden som meningsløs.

På en særlig måde får filmen dermed også koblet det videre til horroren – det er jo en gyser. Det centrale aspekt ved gyseren er, at den arbejder med både karakterens og seerens angst. Og det, der dukker op, mener Sartre, når vi opdager, at der ingen mening med livet er (når vi opdager intetheden), er netop angsten. La nuit des traquées tager således på én gang et tag om horrorens grundelement, nemlig angsten, og kobler den til den filosofiske tanke om angst.

Men som et sidste element understreger Rollin også, at vi – blot fordi vi mister vores erindring og væren – ikke mister vores krop. En af karaktererne i La nuit des traquées siger sågar, at det eneste de har tilbage er, at røre sig selv. Med andre ord forsvinder kroppens drifter ikke, fordi hukommelsen kortslutter, og det er netop dér, Rollins film kan ses som et filosofisk supplement til diskussionen om, hvad der er tilbage, når vi opdager livets meningsløshed: Han finder erotikken. På den måde argumenterer Rollin på konsekvent vis rent tematisk for sit eget genrevalg gennem koblingen af horror og erotik, idet det er det eneste, vi står tilbage med, når vi mister os selv.

Derfor er La nuit des traquées i særdeleshed en seværdig film på mere end en måde. For det første ganske simpelt fordi det er en god horrorfilm, der viser den virkelig gode ende af Rollins spektrum. Det er her, han kan måle sig med andre gode genrefilm, fx Dario Argento og især tematisk hans The Stendal Syndrome fra 1996. For det andet er filmen gennemsyret af filosofiske strømninger, der forsøger at forklare menneskelig eksistens, hvilket for det tredje viser, at Rollin i flere aspekter bevæger sig i retningen af en kunstner – det er kunstens evne at kunne tage stilling til sådanne spørgsmål, af hvilken grund fx Sartre jo også skrev skønlitterære værker.

Desværre er der hos Rollin temmelig langt fra den ene yderlighed til den anden, og Les Démoniaques og La nuit des traquées viser med al tydelighed, at Rollin kan lave film, men også at han har bedrevet nogle produktioner, der kun skal ses af simpel fascination og genretiltrækning. Det gælder dog på ingen måde alle hans film, så næste gang du vil se en erotisk horrorfilm med filosofisk dybde, så tag La nuit des traquées med hjem under armen.


Forrige anmeldelse
« The Eye «
Næste anmeldelse
» Ann og Eve »


Filmanmeldelser