Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Sidewalks of Bangkok (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 30/5 2010, 10:15 af Kim Toft Hansen

Down these mean streets


Down these mean streets

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Flere ting kendetegner den franske kultinstruktør Jean Rollin, men mest gennemgående er hans fokus på horrorfilmens erotiske og surrealistiske komponenter. Dette finder han oftest koblet i den gotiske vampyrfortælling. I en af de få afstikkere fra denne formel, Sidewalks of Bangkok fra 1984 – med den franske titel Les trottoirs de Bangkok – er det eneste tilbageværende, velkendte element fokuseringen på det erotiske. Den første del af filmen, der foregår i Bangkok, lancerer snart sagt enhver fordom og løs association, som de fleste får ved navnet Bangkok: Handlingen starter i de mest lumre sidegader efter et mord på en mand med et videokamera.

En fransk efterretningstjeneste får fingre i den film, der var i kameraet hos den myrdede Rick, og sætter en storstilet efterforskning i gang – ikke for at finde mandens morder, men for at finde den genstand, som han var i besiddelse af: et rør med en sprængladning, der kan jævne en middelstor by med jorden. I mellemtiden opsnappes denne oplysning også af et fransk forbryderkartel, der også søsætter en eftersøgning. De stjæler filmen, og begge grupper indser – gennem filmens fokus på en ung, thailandsk prostitueret – at hun må være kilden til opklaringen af mysteriet. Hun viser sig dog at være ganske uvidende om hele dette plot, idet hun helst vil have fundet Rick igen, eftersom han vil være hendes billet ud af det prostituerede miljø i Bangkoks sidegader.

Eva, som den prostituerede kalder sig, finder nu sig selv midt i en hæsblæsende jagt på en genstand, som de fleste forventer, at hun er i besiddelse af – uden at hun selv ved det. Forbryderkartellet forsøger derfor at lokke hende til Paris, hvorved hun selv – uden de andres medvirkende – ville smugle genstanden indenrigs. Hun begiver sig af sted stadig med efterretningstjenesten, der bestemt ikke skyer brugen af urene metoder, i hælene – og stadig ganske uvis om sin egen rolle i dette store puslespil. Det er med andre ord det actionfyldte agentdrama, som Rollin her skriver sig ind, mens han samtidig lægger væsentligt mere vægt på de erotiske komponenter, end genren normalt gør.

I løbet af den første tredjedel har vi fået to langstrakte scener med dansende kvinder, herunder vores hovedperson Eva, samt en vældig lang massagescene, der ”går ud over” den en af de franske agenter. Rollin benytter her enhver undskyldning for at vise skønne kvindekroppe, der svinger ud i usigelige stillinger, mens det ellers hastige actionplot sættes på pause. Det velkendt for de fleste, der har set bare et par Rollin-film, at han er meget interesseret i den hårdfine grænse mellem sex og vold, men i Sidewalks of Bangkok bliver det snarere end lystbetonede sekvenser til tendentiøs undertvingende sadisme. På den måde mister Rollin nogle af de mere sofistikerede elementer, som findes i flere af hans bedre film.

Filmen er et charmerende studie i firsernes actionfilm med alle de tidstypiske, ikonografiske træk, der her hører sig til: Musikken er enormt kitschet, skuespillet er firkantet og stift med nogle særdeles overspillede dødsscener, frisurerne er poppede og overskægget tilpas tykt. Actionsfilmens dualistiske verdensbillede er tilsyneladende også en del af det, men det er undervejs lidt svært at finde ud af, om særligt efterretningstjenesten er så interesseret i andet end den eftersøgte sprængladning. Midt i dette morads af ondskabsfulde eftersøgninger balancerer Eva helt uvidende om sin rolle, der undervejs leder hende til – mod hendes vilje – også at slå ihjel. Der er mord drysset ud over enhver passage i en skydeglad jagt på muligheden for den helt store ødelæggelse.

Filmen er et sideprojekt for Jean Rollin, der skulle løse op på nogle besværlige produktioner, han tidligere havde været med til. Derfor er filmen præget af ikke kun at være produceret for et smalt budget, men den er også undervejs stærkt improviseret – et element, der går igen i flere af Rollins film. I stedet for at være tungsindigt gotisk lægger filmen sig derfor tættere op ad tegneseriestruktur med fokus på karikerede og lettere outrere karakterer. Tegneseriens stramme komposition ser Rollin dog ganske stort på, og mange elementer i filmen giver ganske simpelt ikke meget mening ift. det samlede plot. Det er også gennemgående lidt pudsigt, at alle i filmen – underordnet geografisk placering – snakker perfekt fransk.

Rollin udnytter i Sidewalks of Bangkok en fascination af Charles Brabins klassiker The Mask of Fu Manchu fra 1931, som løseligt svirer sig ind i plottet. Men helt fri for en inspiration fra den samtidige – og mindst ligeså tegneserieagtige – Sidewalks of New York fra 1932 kan Rollin heller ikke sige sig. Filmen er en sært fascinerende størrelse, men det er ikke, fordi det er en specielt god film. Det er mest, fordi den er så ekstremt ærlig over for sin brug af alle de klichéer, Rollin kan komme i nærheden af. På samme måde som Brabins film også smører tykt på med asiatiske fordomme, så smelter disse også fint sammen med Rollins pudsige agentdrama. Med tilpas mange mandlige fantasier om løse kvinder bliver det en film, der ikke formår sig på basis af troværdighed – den er nærmere et langstrakt opgør med netop det for at kunne vise længere jagtscener, erotik og masser af mord.


Forrige anmeldelse
« Becket «
Næste anmeldelse
» Simon & Malou »


Filmanmeldelser