Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




"The Shiver of Vampires" og "Lips of Blood" (95 og 88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/1 2008, 17:48 af Kim Toft Hansen

Rollin, rollin’ rollin’!


Rollin, rollin’ rollin’!

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

To nye gamle film fra den franske kultinstruktør Jean Rollin rammer gaden denne måned, og vi bevæger os – for dem, der kender til Rollins film – i et velkendt sindelag blandt vampyrer af ultratraditionel art. Det hele er svøbt ind i gotisk stil og mysticisme, erotiske onde kræfter, religiøse manifestationer og en basal grundfortælling, som er set mange gange før – og som vi heldigvis kommer til at se lige så mange gange igen. Vampyrfortællingen om det splittede væsen, der hverken er levende eller død, vækker nogle basale instinkter i mennesket, og derfor fortsætter film som The Shiver of Vampires (1971) og Lips of Blood (1978) stadig med at fascinere.

De basale instinkter
Vampyrfilmen – som så meget anden horror – er stærkt præget af en kristen religiøs symbolik. Specielt i vampyrtraditionen er mange grundforståelser bygget direkte over en kristen ramme, idet der tilstedeværelsen af overnaturlige væsener finder en implementering af en anden tid sted, af en evig tid. Johannes Møllehave benytter begreberne horisontal tid og vertikal tid til at forklare forholdet mellem henholdsvis vores verdslige tid og den evige tid. Den horisontale tid er vores tidsforståelse, hvor vi i livet går fra A til B, fra fødsel til død. Den er også en del af horrorfortællingen, hvilket understreges af de fleste karakterers frygt for at dø. Men den naturlige progression i tiden brydes af den vertikale tid, der er en tro på en evig guddommelig tid. Det, at der er overnaturlige væsener fra Himmel eller Helvede til stede, er selve den Himmelske konflikt, som karaktererne mødes af, idet de for kunne bekæmpe de overnaturlige væsener er nødt til at acceptere, at den naturvidenskabelige virkelighed er brudt sammen. Derfor er horrorfortællingen grundlæggende en konflikt mellem to tidsbegreber, nemlig horisontal og vertikal.

Men for at få noget ud af en horrorfilm (af den overnaturlige art), må man acceptere denne tilstedeværelse af andre fortolkninger end den umiddelbart naturvidenskabelige. Det kaldes også ofte ”suspension of disbelief” (suspendering af mistro). Det er også inkluderet i det, filosoffen og medieforskeren Noël Carroll kalder ”emotion of art-horror”, som han beskriver gennem ”tanken at Dracula er et muligt væsen”. Skal man derfor finde en tiltrækningskraft til horrorgenren, så synes den meget at ligne den tiltrækning, som religion har. Skifter vi Dracula ud i sætningen hos Carroll, får vi ”tanken at Gud er et muligt væsen”. Den overnaturlige del af horroren etableres på et metafysisk grundlag, der bekræfter troen på en mulighed for liv efter døden, ligesom religion pr. definition også gør det (i en eller anden form).

Blod på tanden
Derfor er det ikke overraskende, som det sjældent er det, at Jean Rollins to netop genudgivne vampyrfilm også skriver sig ind i en konflikt i forhold til forståelsen af det overnaturlige. De implicerede karakterer har selvfølgelig svært ved at tro, hvad de ser, men må efterhånden sande, at de må tro på en vertikal tid for at slippe ud af suppedasen. Men modsat de to tidligere Rollin-film, der er udgivet hos AWE, så udmærker disse to, The Shiver of Vampires og Lips of Blood, sig ved at bære et dybere lag – og i sandhed langt bedre fortællinger end Jomfruer og vampyrer og The Living Dead Girl.

The Shiver of Vampires, som på fransk bærer titlen Le frisson des vampires, tager eksempelvis et temmelig grundigt tag om nogle mere ontologiske forklaringsmodeller for vampyrens handlinger og eksistens, hvilket hæver dialogen til et temmelig fornuftigt niveau. Desuden kæles der mere for de stilistiske sider af filmen, i hvert fald end Jomfruer og vampyrer, hvilket specielt gælder kameraføringen, der til tider er så velkonstrueret, at man kunne påstå, at Rollin luer Dreyer i bedene. Kameragang og klipning lader sig mere end ofte dvæle ved en tilsyneladende ligegyldig detalje, der derved opnår en vis værdighed. Dejlig kameraføring, dejlige kvinder! For det er også en detalje, der går igen hos Rollin: kvinderne. De er klædt ofte meget ens, når de først er udklækket som vampyrer – og ofte benytter han sig af Marie Pierre Castel som en af dem. Men mest af alt – som musikken i øvrigt også er et nævneværdigt træk ved Jomfruer og vampyrer og The Living Dead Girl – er amatørgruppen Acanthus’ musik heri eminent. Det er til tider så kontrapunktisk progressivt, at filmen kommer til at stile mod det absurde. Og mest af alt så vinder filmen noget af sin troværdighed gennem det specielle møde mellem de ærkegotiske tangenter og de 70’erstiliserede tøjstile, så man er ved at tro, man træder ind i et Led Zeppelin-album – introsekvensensen i The Shiver of Vampires er ydermere værdig en King Diamond-video.

Har du fået blod på tanden, var det også meningen, for The Shiver of Vampires er et yderst genrebundet men – ud fra budgettet at bedømme – en velplaceret, stiliseret vampyrfortælling med en tilpas mængde lesbiske undertoner, bloddryppende tandpleje og bemærkelsesværdige cinematografier.

Meget af det samme kan man også sige om Lips of Blood, som har titlen Lévres de sang på fransk. Her er der også en fascination rytmisk kameragang, af lange klip, og af sekvenser uden megen tale. Eksempelvis viser Rollin her i begge films lange introsekvenser sin evne til at fortælle med kun billedet, idet der går relativt længe, inden der tales. Dog er Lips of Blood en mere Dario Argento-lignende horrorfortælling, der spiller langt mere på en menneskelig ontologi og forståelse i et større metafysisk perspektiv. Godt nok har jeg ovenstående påpeget, at dette er kendetegnet for horrorgenren, men det langt mere tematiseret i Lips of Blood, der danser på grænsen til det surreelle. Det handler derfor mere – i hvert den første time af filmen – om menneskelige reaktionsmønstre, mere end det handler om vampyrer, hvilket er et behageligt træk, når man har set en smule Rollin. Det viser netop den opprioriterede dybsindighed, der netop indirekte får diskuteret denne splittelse mellem horisontal og vertikal tid. Desuden viser Rollin også her en mere ludisk, intertekstuel side af sin filmkunst, nemlig ved at antyde filmens gang ved – i en biografsekvens – at vise en bestemt sekvens fra The Shivers of Vampires. Dette højner et ellers i forvejen ganske sammentømret plot.

The Shivers of Vampires og Lips of Blood er lavbudgetterede genreværker – det skal være sagt med det samme. Har man fået nok af den velkendte fortælling om vampyrens ondskab, der vækkes til live og skal slås ned igen, er Jean Rollin ikke en filmskaber, der bør berøres. Men finder man derimod samme fascination som mange andre i denne fortællings banale grundstruktur, åbner det pludselig muligheder, hvor en genreleg med ét bliver et fortøjende underholdningselement. Er man til dødserotikkens kamp mod livets fornuft eller til menneskets mere firkantede kamp mod det onde, så er disse to Rollin-film lige sagen.


Forrige anmeldelse
« Cassandra's Dream «
Nste anmeldelse
» Åndeløs »


Filmanmeldelser