Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Changeling (141 min.) Købsfilm / Universal Pictures
Anmeldt 19/1 2009, 15:23 af Torben Rølmer Bille

Frygt og savn


Frygt og savn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er alle forældres værste mareridt. Man bliver ringet op fra sit arbejde og kan næsten ikke være bekendt at sige andet end; ”jeg kommer om et øjeblik”. Så lader man sin 9-årige søn være alene hjemme en enkelt eftermiddag. Efter endt arbejde kommer man hjem til et tomt hus. Sandwichen i køleskabet er ikke spist. Man leder alle rummene igennem. Man går rundt i nabolaget, kalder og kalder - men uden at få svar. Sønnen er væk, og ingen ved, hvor han er blevet af. Det er udgangspunktet for Clint Eastwoods nye film Changeling.

Filmen er baseret på virkelige hændelser fra 1920ernes Los Angeles og har fornuftigt nok placeret synsvinklen hos Christine, moderen til det forsvundne barn. Efter William har været væk i nogle måneder sker der heldigvis et gennembrud i sagen. Politiet dukker op på Christines arbejde og fortæller, at sønnen er på vej hjem. Men da Christine konfronteres med barnet, ser hun straks, at det ikke er hendes søn, som ordensmagten forsøger at pådutte hende. Efter politichefen har forsikret hende om, at det blot er chokket ved gensynet, og at de fem måneder væk fra hjemmet naturligvis har sat sine præg på barnet, tager hun alligevel modvilligt knægten med sig.

Christines bekræftes i sine antagelser, da hun opdager, at barnet både er betydeligt lavere end hendes søn, og at han tillige er omskåret. Da hun aflægger politiet endnu et besøg, bliver den ellers imødekommende stemning pludselig ubehagelig. At mor og søn er blevet genforenet, er nemlig en solstrålehistorie, som giver LAPD et tiltrængt løft i den offentlige opinion, for politistyrken er næsten lige så lovløs, som de forbrydere, de jager. Alle, der har set LA Confidential, ved, at der på dette tidspunkt herskede udbredt korruption og magtmisbrug blandt politifolkene i Los Angeles, og at de ofte var mere interesserede i hurtige penge end i at arrestere forbrydere.

Efter at have diskuteret hendes sag med en lokal præst, som sympatiserer med hende og kender til problemerne med den lokale ordensmagt, vælger Christine, der stadig er overbevist om at hendes William godt kan findes i live, at begynde at indsamle beviser, der med sikkerhed kan fastslå, at det barn hun har modtaget (og som endog har frækheden at kalde hende for mor) ikke er hendes eget. Det er langt fra ufarligt, for politiet er, skal det vise sig, langt mere korrupt og skrupelløse, end man først skulle tro.

Den fortvivlede mor Christine spilles af Angelina Jolie, som undertegnede ikke har set lige så god siden Girl, Interrupted. Det er på høje tid, at Jolie får en bærende hovedrolle, hvor hun kan få lov til at spille med mere end blot sine fysisk smukke muskler, som hun er udstyret med fra naturens hånd. Jolie spiller med en intensitet, følsomhed og et nærvær, der forhåbentlig kan sikre hende et par velfortjente filmpriser til kaminhylden, og hun formår i rollen som Christina at overbevise selv den mest kyniske tilskuer om den desperat ulykkelige situation, som hun er havnet midt i.

Eastwoods film er, som mange af de andre han har lavet, teknisk fejlfri - flot filmet, godt klippet, har en god lydside, er stramt instrueret, har udelukkende gode skuespillerpræstationer, og så er filmens tempo helt præcist afstemt. Selv om 141 minutter måske kan lyde som en meget lang film om en moders desperate jagt på en forsvunden søn, så handler filmen i lige så høj grad om LAPDs beskidte fortid, om embedsmisbrug, om at være enlig forsørger og ikke mindst er der placeret en kriminalgåde som filmens drivende kerne – for hvad skete der med William, og hvem er den dreng, der nu bor hjemme hos Christine? Alle disse elementer sørger hele tiden for at fastholde seeren i et ubehageligt jerngreb. Ubehageligt er det, for det er bestemt hverken nogen rar eller rosenrød Hollywoodhistorie, der udfolder sig.

Selv om det uden tvivl er Angelina Jolie, der stjæler billedet, så fortjener Jason Butler Harner i rollen som Gordon Northcott også et par ord med på vejen. Det er langt tid siden, at man har set magen til ubehagelig karakter på film. At filmen er baseret på virkelige hændelser gør ikke sagen meget bedre, for Northcott er en af disse forbrydere, som man, uanset hvor meget man studerer kriminalgåder, aldrig kan blive klog på. Dertil ligger hans verden heldigvis alt for langt fra vores egne forståelsesrammer. Hans handlinger går over enhver forstand, logik og medfølelse, og Harners skildring af denne triste karakter er væmmeligt imponerende, sølle og modbydelig på en og samme tid.

Changeling er en virkelig god film. Der er ingen grund til at pakke dette faktum ind. Det alment menneskelige i at ville beskytte sine nærmeste er et tema som alle forældre kender til, og samtidig er filmens subtekster om håb, tro og kampen mod uretfærdighed med til at gøre filmens interne univers en anelse mere kompleks end mange andre generiske Hollywood-dramaer. Endelig er Changeling ikke en forløsende film, og måske er det netop det, der gør at den bliver siddende længe i kroppen, efter den er slut.


Forrige anmeldelse
« Apartment 1303 «
Næste anmeldelse
» Cold Eyes of Fear »


Filmanmeldelser