Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Les Misérables (158 min.) Biografversion / Universal Pictures
Anmeldt 5/6 2013, 20:57 af Teddy Tofte

De elendige synger


De elendige synger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Bøger og teaterstykker er udfordrende at oversætte til filmmediet, og selvom Les Misérables er en af de bedste film, der blev lavet i 2012, kan den desværre ikke helt leve op til teaterstykket af samme navn. Men derfor er den stadig en fantastisk oplevelse og filmen er en glimrende fortolkning af en af de bedste musicals, der nogensinde er lavet.

I mere end 150 år har folk været fascineret af historien om ”De Elendige” i 1800-tallets Frankrig, og det er utroligt, at bogens figurer og fortællingen stadig er lige så relevant i dag, som den var dengang, den blev udgivet. Den var elsket af befolkningen, men kritiseret af anmeldere. ”De Elendige” er en 1400 siders mastodont af en roman, som er ladet med menneskelig lidelse, vulgaritet, medynk, vrede, revolution, tilbedelse og selvopofrelse. Den er et modstykke til mange romaner, der blev udgivet på det tidspunkt, hvor andre kendte romantikere vældede sig i nihilisme. Victor Hugo, derimod, søgte at slå et slag for livet.

Hugo, som vi også kender som forfatteren til ”Klokkeren fra Notre Dame”, ville med romanen udsende et politisk signal om empati. Han ville sætte fokus på de fattigste i samfundet, især kvinder og forældreløse børn, der virkede ”som om de var på en planet, der var længere væk fra solen end vores”. Men hovedformålet med ”De Elendige” var at påvise eksistensen af et ophøjet liv, hvoraf livet her på Jorden blot er en flygtig del. Hugo så ikke sig selv som ortodoks, og da slet ikke som en ortodoks kristen, men hans fantastiske værk er en levende beskrivelse af, hvordan kristne værdier som tilgivelse kan gøre underværker.

Filmen, ligesom bogen, spænder over flere årtier. Jean Valjean (Hugh Jackman) er en hård mand, der har været i fængsel i 19 år for at stjæle et brød. Han bliver løsladt, men kan ikke komme af med de usynlige lænker. Da han bliver vist nåde, tager han beslutningen om at blive et godt menneske. Men det viser sig svært at løbe fra fortidens synder.

Gennem årene bliver han jagtet af den kolde og strømlinet politimand, Javert (Russell Crowe), som følger loven til punkt og prikke. På sin rejse møder Valjean også en ung kvinde, Fantine (Anne Hathaway), der på grund af desperate omstændigheder bliver tvunget ud i virkelighedens hårde og voldsomme betingelser. Uden at afsløre for meget støder vi også ind i Fantines datter, Cosette (Amanda Seyfried), og hendes store kærlighed, den unge revolutionær Marius (Eddie Redmayne).

Musicalen er heldigvis ufattelig tro mod Hugos originale værk. Men på grund af den intimitet, som de skrå brædder kan tilbyde et publikum, er det svært at lave en filmatisering af musicalen, der har samme påvirkning og emotionelle slagkraft som teaterstykket. Filmatiseringen bliver bredere og mere episk i sine rammer. Hvilket passer fint til de scener, hvor de revolutionære studenter sætter barrikader op, griber deres våben og proklamerer opstand i gaderne. Men det passer knap så godt til de scener, hvor karaktererne går alene og synger om deres livs kærlighed eller når der bliver sunget om livets hårde prøvelser. Les Misérables har et overflod af disse stille og kraftfulde sange. Sange som er passende i teatret, men som mister en smule af deres slagkraft i filmmediet.

Men der er dog forløsning. Hvor sange på film normalt bliver indspillet i et studie og senere dubbet ind i filmen, har filmskaberne denne gang valgt at optage sangene direkte, mens skuespillerne er i rollen og i de filmiske omgivelser. Dette, mere end noget andet, løfter Les Misérables op til betagende højder. Skuespillerne og skuespilinderne synger ikke bare – de viser følelser, kanaliserer glæde og kærlighed og sorg i det, der må have været pinefulde optagelser. Her er det, at filmmediet er i sit rette element og kan noget, som teateret ikke er egnet til. Vi kommer helt tæt på skuespillernes forpinte ansigter og blodsprunget øjne. Højdepunkterne inkluderer Anne Hathaways hæsblæsende version af ”I Dreamed A Dream” og Hugh Jackmans version af ”What Have I Done”. Eddie Redmayne bør også nævnes med hans fortolkning af ”Empty Chairs At Empty Tables”. Det er svært at beskrive, hvilken forskel dette valg har af betydning for filmen. Men jeg kan garantere, at du ikke har set noget lignende før, og alle fremtidige musicals har meget at leve op til, hvis de skal nå Les Misérables til sokkeholderne.

Les Misérables har en storslået, dynamisk historie, som instruktør Tom Hooper (The Damned United) formår at indkapsle i filmens univers. Hans instruktion af filmen er derfor passende episk og smuk, og han fremmaner 1800-tallets Frankrig på samme måde, han gjorde det med England under Anden Verdenskrig i den Oscar-vindende Kongens store tale. Produktionsdesignet og kostumerne i Les Misérables er upåklagelige, og mange genkendelige kulisser fra det prisvindende teaterstykke bliver bragt til live i så levende nye dimensioner, at du vil føle, du ser historien igen for allerførste gang. Visse sekvenser er direkte mesterlige (slaget ved barrikaden), mens andre scener er uforglemmelige bevægelige kunstværker (f.eks. åbnings- og slutscenerne).

Hooper foretager et par dristige valg hvad angår castingen og kameraføringen. Den lille knægt, der spiller Gavroche går mig virkelig på nerverne, mens Helena Bonham Carter føles en anelse typecastet i rollen som værtshusindehaver. Synet af Russell Crowe i en musical vil få dig til at krumme tæer, for sådan en som ham kan vel ikke finde ud af at synge? Men selvfølgelig kan han det, manden udgav jo sin første plade i 1981. Du vænner dig til, at hans sangstemme lyder mere voldsom og brusk end de andre skuespillere, men det stemmer overens med rollen som Javert, den kolde og hårde politimand. Desuden bliver der foretaget ukonventionelle valg med skæve kameravinkler. Du kan komme ud for, at fokusset er på en mørk og ucharmerende væg, mens en af karaktererne synger for fuld kraft nede i hjørnet af skærmen. Men det er den stil, Tom Hooper bruger i sine film, og i Les Misérables fungerer det de fleste gange. Karaktererne, altså de elendige, bliver opslugt af miljøet og baggrundene, mens det samtidig skaber en følelse af realisme for os som publikum.

Les Misérables er næsten tre timer lang (hvori 95 procent af dialogen bliver sunget), så filmen er bestemt ikke for dem, der tøver ved tanken om episke musicals. Du skal være vågen, når du følger med i historien, for den springer meget i tiden og karaktererne ældes fra det ene øjeblik til det andet eller bliver genintroduceret efter lang tids pause. Der forekommer også ganske kort tid mellem de musikalske numre, hvilket kan virke forvirrende, fordi filmen har så meget at fortælle på så kort tid. Og det er ulempen ved filmmediet i denne sammenhæng: den til tider stødende og desorienterende udvikling, som ikke følger typiske filmiske regler omkring etablering af tid og sted, bevægelse og gradvis karakterudvikling.

Men derfor er det stadig imponerende, hvad Hooper og co. har formået at lave. Den forenklede, men samtidig indsigtsrige, filmatisering af Hugos roman åbner historien op på helt nye måder for det moderne publikum og adskiller sig fra fortidens versioner af ”De Elendige”. Hvis du beslutter dig for at se Les Misérables, skal du være forberedt på, at følelsesspekteret er meget højt og at selv udramatiske begivenheder bliver dramatiske.

Er filmen perfekt? Nej. Men for mig er Les Misérables ganske simpelt en skøn, veludført (omend meget lang) film.


Forrige anmeldelse
« Elles «
Næste anmeldelse
» Alle for to »


Filmanmeldelser