Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Cold Eyes of Fear (87 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 20/1 2009, 22:40 af Kim Toft Hansen

Frygtens farve er gul


Frygtens farve er gul

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke mange genrer, der er opkaldt efter en farve. Dét gælder den italienske krimitradition, som egentlig stammer fra de første oversættelser af den amerikanske hårdkogte tradition – coveret på disse bøger var gule. Disse mere blodige og i mange tilfælde mere uklare kriminalromaner satte gang i en bølge af krimier i Italien, og særligt de filmiske versioner er i dag kendt under navnet giallo, der på italiensk betyder gul. Det betyder, at genren er nærmest ligeså righoldig, som krimigenren i sin bredde er. Her kan vi finde puslespilsfortællinger, spionthrillere, mere hårdkogte fortællinger, samt nogle mere utilslørede gidseldramaer. Sidstnævnte har vi her et ganske godt eksempel på, nemlig Enzo G. Castellaris Cold Eyes of Fear fra 1971. Det er ham med Inglorious Bastards.

Nogle specifikke kendetegn, der er særlige for den italienske giallo (som oftest er på engelsk), er den mere populære versionering af krimien. Det betyder, at der ikke nødvendigvis skal mere til end blot et spændende plot. Derud over kræver udformningen ofte en højere grad af brutalitet, kombineret med noget særligt postkasserødt blod, som vi også kender det fra de italienske spaghettiwesterns. Sidst og måske mest iøjnefaldende er det ofte mere erotiske fokus, som betyder en hel del mere nøgenhed og fokus på seksuelle subplots. Hvad disse kendetegn angår, er Cold Eyes of Fear lige efter bogen, men som hostage thriller er det måske ikke krimien, der er den mest nærliggende genre.

Dette fokus på brutalitet, blod og erotik kommenterer filmen ganske finurligt, hvilket faktisk nok er det mest interessante ved Cold Eyes of Fear. I begyndelsen angriber en mand en ung, blond kvinde med en kniv. Langsomt skærer han bogstaveligt talt (under)tøjet af hende, mens hun i tiltagende grad – overraskende nok – langsomt begynder at nyde det. Det er kun indtil, hun selv får fat i kniven, som hun med det samme sætter grundigt fast i ryggen på sin angriber. Her stopper skuespillet, og vi kan starte på filmens reelle plot. Vi er nemlig i et erotisk teater, hvor vores hovedperson – Patrick – også sidder. Han tager her en prostitueret med sig til sin onkels hus, en onkel der er en velrenommeret dommer med tilpas mange fjender.

Men det går ikke helt, som Patrick håber på. Da de ankommer til huset, finder de onklens butler død, og en fremmed person truer dem med en pistol. Vi har etableret den situation, der skal vise sig at være filmens spændingsmoment. Her er det måske, at filmen ikke formår at holde niveauet så højt, som det er tilfældet fra starten, hvor det fornemme fyldige portræt af London er kombineret med Ennio Morricones fusionsjazz. Filmens spænding skal derfor etableres i rummet omkring selve gidselsituationen, hvor brutalitet og skarpe knive skal gøre det ud for uvisheden. Der opbygges dog en smule spænding omkring selve sammenhængen, idet det er ganske uvist, hvorfor Patrick skal kidnappes. Filmen er derfor mest for giallo buffs, men i den henseende er den derfor også et ganske godt tekstbogseksempel på denne type italiensk thriller fra dengang, kvinder var underdanige og mændene var… ja, nærmest ligeglade.


Forrige anmeldelse
« Changeling «
Næste anmeldelse
» Jonathan Spangs Familie »


Filmanmeldelser