Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




See No Evil (81 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 29/1 2008, 11:49 af Torben Rølmer Bille

Kast kødkrogen, Flæskebjerg!


Kast kødkrogen, Flæskebjerg!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad får man, hvis man tager en pornofilmsinstruktør og sætter ham til at lave en horrorfilm med en kendt fribryder? Umiddelbart kunne man tro man fik porno-horror-brydning – og selv om denne genre lyder mægtigt tillokkende, kan Gregory Darks første reelle spillefilm ikke rigtigt leve op til den forestilling. Et andet svar man kunne forvente, var at det blev noget reelt makværk – og det er sikkert tættere på sandheden.

See No Evil er en generisk slasherfilm, hvor otte unge, ret så fotogene forbrydere som et forsøg sættes til at gøre rent i et nedlagt hotel, mod at deres straf reduceres. Med sig har de fængselsbetjenten, som i filmens start fik hugget armen af af den sindsforvirrede voldspsykopat, der sjovt nok også holder til i det faldefærdige hotel. Hotellet blev bygget i 1920erne af en excentrisk rigmand, der selvfølgelig installerede en masse skjulte passager og løngange. Ideen er simpel nok; man finder på en usandsynlig undskyldning for at isolere nogle unge mennesker i nogle dystre rammer, hvorefter man slipper monstret løs på de intetanende, dysfunktionelle personager.

Som i mange jævne slashers, bliver energien udelukkende lagt i selve jagten og i de udpenslede voldssekvenser, og derfor når man på intet tidspunkt at føle empati med dem der dræbes. Når tilskueren er ligeglad med de jagede, så bliver det aldrig medrivende, uanset hvor fedt det faldefærdige hotel er, eller hvor labre effekterne er.

I den forbindelse bør genrenørder udelukkende se filmen for to brutale effektskud, som efterlader varigt indtryk. Den første er scenen, hvor et af ofrene er på vej til at blive firet ud af et vindue med en brandslange bundet om livet. Personen mister grebet, falder med hovedet først gennem glastag, underarmen splintres og knoglerne bryder huden, idet der forsøges at afbøje mødet med gulvet. Der hænger vedkommende så - i live, to centimeter over stengulvet, da et kobbel hunde kommer løbende og angriber! Det virker som en tilstrækkelig sadistisk reference til både ekstreme japanske film og til selveste Il Maestro – Dario Argento, der i sin tid lavede en noget mere æstetisk dødsscene med et glastag i Suspiria. Det andet effektskud er antagonistens utrabrutale endeligt, der dog skæmmes af lidt for tydelige CGI animationer.

Der er ikke noget egentligt plot i See No Evil, ud over at vi i løbet af de 80 minutter finder ud af, hvad det er, som motiverer den umælende, kødkrogskastende monstermand til at fjerne øjnene på sine ofre. Der gives også et klichefyldt blik på de fængslede, og endeligt kan en vaskeægte Freudiansk moderbinding vel heller ikke overraske nogen. Alfred Hitchcock dannede på den måde en skole, da han præsenterede verden for Norman Bates’ mumificerede mutter i kælderen, og det er som om den altoverskyggende kærlighed og respekt til den dominerende mor nærmest blevet synonym med alle film-seriemorderes væsen. Skam jer i kærlighedsløse mødre! Skam jer!

I slasherfilmen er det morderen, der er det mest interessante – og det gælder da også for See No Evil. Kane spiller en mellemting mellem Frankensteins monster og en umaskeret Leatherface (onde tunger vil påstå at han ikke har brug for en maske). Morderen er tydeligvis dum som en dør, lettere retarderet og synes at bevæge sig lige så elegant gennem de snævre hotelkorridorer som en Humvee med startvanskeligheder. Da han jo klart er et produkt af omsorgssvigt, er det også svært ikke at holde af den store gut, selv om han i næste øjeblik plukker øjnene ud af sine storskrigende ofre med fingrene. Men han ved jo ikke bedre, det stakkels kræ.

See No Evil kan kun beskrives som vag underholdning i forhold til mange andre gode, sadistiske slashers som man har været fremme i de sidste år (eks. Switchblade Romance, Severance, Saw, oma.), og kan virkelig kun anbefales til de der, lige som mig, simpelthen bliver nødt til, ved selvsyn, at vurdere om ikke denne film kan give en det ”slasher-fix”, man har brug for, indtil der virkelig kommer en film, der skiller sig ud fra mængden.


Forrige anmeldelse
« 3:10 to Yuma «
Næste anmeldelse
» Sweeney Todd: The Demon Barber ... »


Filmanmeldelser