Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Step up: All in (112 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 24/1 2015, 22:45 af Torben Rølmer Bille

Ultrakikset spektakel


Ultrakikset spektakel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som anmelder må man indimellem udfordres på sine fordomme, som når en garvet skribent eksempelvis pludselig vælger at spendere små to timer på at anmelde en spritny dansefilm, i stedet for som vant, at dykke ned i bjerget af sleeze, bunkerne af torture-porn, eller andre former for popkulturelle værker. Udfordringen og overspringshandlingen bærer titlen Step up: All in og er den femte film i rækken af Step Up-film.

Hvor de første par Step Up-film havde Hollywoodstjernen Channing Tatum i hovedrollen er den femte udgave støvsuget for kendte ansigter. Til gengæld er der en række afsindig dygtige dansere med, der i meget flotte tableauer, giver den maksimalt gas til tidens hotteste toner. Der er nærmest ikke en finger der kan sættes på, hvor overdådigt lækkert konstrueret disse dansenumre er, for det er både en fryd for øjne og ører at være vidne til, disse bøjelige, hurtige og ikke mindst super talentfulde dansere svinge alt hvad de har, dynamisk filmet og efterbehandlet så professionelt så alt ligner en dyr musikvideo.

Der er dog to undtagelser. To dansescener som fejler. Den ene Dels en romatisk dansescene mellem Sean og den der labre pige, som også vil bestemme i gruppen. Den foregår på en gammel tivoliforlystelse og er så corny, at man skulle tro man så på en tysk reklame fra midtfirserne. Den anden kiksede dansesekvens er det ”frankenstein”-nummer, som filmens hovedspersoner skaber til den præsentationsvideo, der gerne skulle give dem adgang til det reality-tv-danse-show, som de skal vinde, for at få vendt deres liv om.

Ovennævnte er, rigtigt gættet, hovedplottet i denne film. Moralen er, at man skal danse for at overleve, danse for at ændre skæbnen. For filmen indledes med vores pæne, men i bund og grund, meget irriterende hovedperson Sean, der forklarer seeren hvor hårdt det er at komme frem i verden som passioneret danser. Til at ledsage hans voice-over er der blevet skabt en montagesekvens af auditions, hvor de der dømmer danserne er fremstillet som ligeglade og danserne som lidt nogle klovne, der forsøger at overgå hinanden i akrobatiske koreografier. Snart efter får vi at vide, at Sean og hans gamle crew, som nu holder til i LA er ved at opgive drømmen, og derfor tager de væk, for at finde deres lykke andet steds. Sean bliver dog sur og vedholder at hans drøm nok skal gå i opfyldelse.

Alene og hjemløs trækker Sean dog hurtigt på sine kontakter og får sat et nyt crew sammen. Der går ikke mere end tre scener før de naturligvis render ind i gamle fjender (læs: andre dansetrupper), der lige som Sean og Co. har i sinde at deltage i og vinde reality-tv-danse-showet, der lover vindertruppen en treårig kontrakt som dansere i Las Vegas. Som både novicen indenfor dansefilm (læs: undertegnede) og garvede dansefilmsaficionados har sikkert allerede gættet, så slutter filmen præcis som vi forventer at den skal slutte - præcis som man havde forudset.

Selv om det måske kunne lyde som om at denne film er helt forrygende, så gælder det altså kun for de scener hvor skuespillerene..øh, jeg mener DANSERNE.. gør det de er bedst til; at danse. For i de scener hvor de enten forsøger at udtrykke deres følelser gennem tale eller ansigtsmimik fejler de eklatant. Der er i al fald sjældent set så dårlige skuespillerpræstationer. Faktisk vil undertegnede våge skindet og påstå at der kan nævnes indtil flere pornofilm, hvor skuespiltalentet er langt bedre end det ses her, for det lykkes stort set ingen af de medvirkende at overbevise nogen om noget som helst. Man tror helt enkelt ikke på det som kommer ud af munden på dem.

Dertil kommer at der kun er et begrænset antal variationer over plot i denne type film. Det handler om dansecrews, der konkurrerer indbyrdes og hvis der opstår en ”beef” – altså et problem mellem to eller flere enkeltpersoner i løbet af handlingen, så klares dette med en ”dance-off”, altså en kamp om hvem der kan lave de sejeste dansetrin og moves.

Denne spontandans virker naturligvis lige så umotiveret og fremmedgørende overfor seeren, som når folk i musicals bryder ud i sang og dans, men efter et stykke tid vænner man sig til det. Det man til gengæld ikke vænner sig til er en dialog så hjernedød, at man skal læge filmen ind i en CAT-scanner for at se om der er aktivitet. En handling så forudsigelig og klichefyldt, at flere af familiens børn ville kunne skabe et mere interessant manus og ikke mindst en samling dansere, der naturligvis har fået plads i filmen, dels fordi de kan danse, men også fordi de enten har en bestemt etnisk baggrund, har lidt booty eller på anden måde skiller sig lidt ud, så mange blandt det mere almindeligt udseende publikummer har mindst én danser, som de kan identificere sig med.

Dansefilm er forventeligt opbygget på denne måde (med en håndfuld få, gode undtagelser – eksempelvis All that Jazz), men filmens fortælling er så tyk og forudsigelig at den skriger sit budskab ud i hovedet på dens lettere retarderede tilskuer.

Det ville klæde amerikanske instruktører af denne type film, at skæve lidt til Fjernøsten, især Hong Kong, der har evnet at lave en håndfuld dansefilm møntet på et ungt publikum, der dog er langt mere underholdende end denne honningglaserede lort af en film som Step up: All in ender med at være. Se den endelig for de spektakulære dansescener, hvilket ret beset er filmens appel, men luk øjne og ører (eller spol frem) når de skingre handlingssekvenser toner over skærmen, for der er faktisk en reel chance for at rejse sig fra sofaen med en lavere intelligens, end da man satte sig til rette før filmen.


Forrige anmeldelse
« Life of crime «
Næste anmeldelse
» Guardians of the Galaxy »


Filmanmeldelser