Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Asterix og de olympiske lege (118 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 11/9 2008, 13:26 af Torben Rølmer Bille

De er skøre de franskmænd...


De er skøre de franskmænd...

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er til dato den dyreste franske film nogensinde: 80 millioner euro (ca. 590 mio. d.kr.) har Asterix og de olympiske lege (Asterix au jeux olympiques) kostet, men det kan også ses på filmen, for det er et udstyrsstykke uden lige. Selv om vores poder måske har gjort sig fortjent til deres egen børnevenlige version af Ben Hur eller Gladiator, så må man til stadighed forbavses over, at der ikke er blevet brugt flere penge på udviklingen af et bedre manuskript.

Indrømmet, plottet følger i store træk det originale plot som Goscinny og Uderzo fremlagde i deres tegneserie, og det er indlysende, at der er brug for visse væsentlige ændringer, både hvad angår plot og gags, når tegneserien ikke kun skal opdateres til en ny målgruppe og omsættes til live-action film. Når det så er sagt, så er der stadig lang vej mod de 590 millioner.

Historien følger en den amourøse galler Romantix. Han er vildt forelsket i den græske prinsesse Irina, og drager derfor til Grækenland blot for at opdage, at hendes fra har lovet at gifte hende væk til Cæsars søn Brutus. (Brutus spilles i øvrigt med stor klodsethed af Benoît Poelvoorde, den belgiske skuespiller som mange sikkert husker i rollen som den psykotiske seriemorder i den chokerende Mand bider hund). Da de olympiske lege står for døren, stiller prinsessen betingelsen, at hun kun vil gifte sig med den mand, der vinder OL. Slukøret tager Romantix hjem til sin landsby, for gallere er jo ikke romere, men Asterix kan fortælle ham, at de strengt taget er en romersk provins, selv om de officielt ikke har overgivet sig. Romantix drager derfor med Asterix, Obelix og Troubadurix til legene i Grækenland. Alt imens forsøger Brutus både gøre livet surt for sin far (spillet af ingen ringere end Alain Delon, der får lejlighed til at parodiere sig selv undervejs) og at snyde sig til sejr ved hjælp af en snedig romersk troldmand.

Filmen er skruet sammen over dette forholdsvis tynde skelet, der har de forskellige fabulerende udgaver af de olympiske discipliner og romancen i den egentlige hovedrolle. Asterix og Obelix må desværre nøjes med en delt andenplads. Filmen benytter på bedste post-pop-moderne vis genrehenvisninger og citater, som et voksent publikum vil småsmile over, men som ikke rigtigt virker i børnehøjde. Mest plat er sikkert scenen, hvor Brutus’ lakaj finder et funktionelt lyssværd under deres besøg hos den skumle troldmand. Troldmanden vil sikre Brutus sejren med hans hjemmebryggede E.P.O. (Elixir pour Olympique). Referencerne er da meget skægge, men det er ikke noget som målgruppen vil forstå.

Det er også muligt for sportsfans at se en hel række kendisser i små biroller. Man kan blandt andre spotte Ferraris chef Jean Todt og hans mest vindende formel 1-kører Michael Schumacher. Hovedparten af cameo-atleterne er dog franske, så selv om man snildt kan genkende Zinedine Zidane, der faktisk er ret morsom i sin rolle som den fodboldspillende ægypter, så kniber det måske lidt mere med at genkende Amélie Mauresmo eller Tony Parker.

Æstetikken i filmen fejler som sagt ikke noget, og selv om specialeffekterne er ret gennemførte, kan de ikke måle sig med andre fantasy/actionfilm, der som regel har fået langt mere ud af deres budgetter. Havde filmen ikke været så uhyggeligt dyr, så kunne man sikkert også meget nemmere begejstres over den, men eksempelvis har valget af Clovis Cornillac som Asterix været ret uheldigt. Hans forgænger Christian Clavier havde et langt mere åbenlyst og naturligt komisk talent.

Det skal ikke fornægtes, at filmen fungerer på udsatte steder, og man tager også sig selv i at grine højlydt et par gange undervejs, men der er desværre alt for langt mellem disse scener. Rendyrket slapstick fungerede bedst, da man var barn. Selv om der er masser af ting at se på for ungerne, og selv om det danske stemmeskuespil er mægtigt hæderligt, så er Asterix og de olympiske lege en alt for lang film, der med garanti vil få selv de mest velopdragne unger til at kaste sig rastløst rundt i sofaen mod slutningen. Det er derfor hverken langt fra den bedste introduktion til Asterix’ univers for de, der aldrig har stiftet bekendtskab med det (læs i stedet for gud skyld albummene!), og samtidig er det den dårligste live-action film om Asterix til dato.


Forrige anmeldelse
« Drifting Clouds (1996) «
Nste anmeldelse
» Hannah and Her Sisters (1986) »


Filmanmeldelser