Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Tokyo Decadence (alt. titel: Topâzu) (1993) (112 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 17/1 2008, 08:46 af Torben Rølmer Bille

O eller Ai?


O eller Ai?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mit allerførste møde med Tokyo Decadence var en meget sen nattetime på RTL i midten af 90’erne. Normalt fandt jeg denne tyske kanals soft-porn udgydelser dræbende kedelige, men denne film adskilte sig drastisk idet den ikke kun var filmet i et lækkert 78mm format på film, men også at den – ved antydningens kunst – viste grænseoverskridende seksuelle handlinger, som lå milevidt langt fra den tyske jodleporno, som normalt fyldte sendefladen.

Det er nærliggende at opleve Ryu Murakamis film som en opdateret, japansk udgave af Pauline Réages’ S/M klassisker O’s historie. Begge synes de at have den dybe sorg som udgangspunkt, men hvor Reages’ roman, ifølge forfatteren selv, blev skrevet som en kærlighedserklæring til manden, der forsvandt ud af hendes liv, er det hovedpersonen i Murikamis film, der er blevet forladt.

I løbet af filmen afdækkes det for seeren, at filmens unge hovedperson, med det meget passende, onomatopoietiske navn Ai, er blevet vraget af en ældre kendis, som tydeligvis har foretrukket familielivet frem for sin unge elskerinde. Dette er en af de to forklaringer på at Ai nu arbejder som højtbetalt dominatrix og slave for Tokios mest depraverede klientel. Den eneste anden forklaring kan måske findes i den scene, hvor Ai indrømmer, at hun ikke er så klog. Det virker dog meget mærkeligt, især fra et vesterlandsk synspunkt, at en ung kvinde ville vælge en så flagellantisk løsning på sine problemer, og måske skal filmen ikke tages så bogstaveligt. Det handler om yderliggående seksuelle magtlege, og hvordan de kan være med til at undergrave en ellers så uskyldig, lidt naiv pige, der ikke rigtigt ved hvad hun skal stille op med sig selv.

Filmen er, i bedste formulariske pornostil, opbygget i forskellige seksuelle tableaus. Imellem disse scener af ydmygelse, verbale tæsk, tisseri, kvælningslege og andet godt, er der indlagt dvælende handlingssekvenser, men ulig dem, man finder i traditionel pornografi, er handlingen faktisk, med undtagelse af Ais lange hallucinatoriske gåtur mod slutningen, interessant. Som tilskuer leder man hele tiden efter Ais bevæggrunde for sine handlinger, men et egentligt svar gives som nævnt aldrig.

I filmens allerførste scene ser vi Ai spændt fast til en briks. En mand giver hende bind for øjnene, et bidsel i munden og en sprøjte (heroin?) i låret. Stilen er lagt, men selv om hun i filmens første del optræder som den underkuede slave, der helt lader kunderne bestemme over sig, overtager hun den dominerende rolle i de sidste scener. En anden dominatrix hjælper hende med totalt at ydmyge et kryb af en mand, og de to piger fester efterfølgende med druk, hårde stoffer og skønsang. Dette kan tolkes som en slags emancipation men Ais genfundne feminine styrke afløses af apati i filmes sidste sørgelige tyve minutter. Ai tager en pille, som veninden har givet hende, og filmen skildrer Ais mislykkede forsøg på at opsøge og generobre manden hun elsker.

Tokyo Decadence er mere end blot en åbenlys exploitationfilm, den er noget så sjældent som en tragisk-erotisk film, der med meget flotte billeder, en eminent lyssætning og en perverteret japansk tankegang giver en oplevelse, som sætter sig i kroppen. Som nævnt er alt det seksuelle udelukkende antydet, men det ændrer ikke på, at filmen både er både bizar og pervers, som kun japanere kan være det. Slutscenen, en form for David Lynch-inspireret mimespil, er dog mere forvirrende end oplysende, men det gør ikke så meget, for Tokyo Decadence er ikke en film der er logisk, det er en film der skal sanses, som skal mærkes i kødet.

Instruktøren Ryu Murakami er nok bedst kendt for at have leveret manus til Takeshi Miikes Audition (aka. Ôdishion), hvor klare sadistiske tendenser er synlige – og pigen Asami i denne film kan også ses som Ai, der endelig tager hævn. Foruden sit virke i filmens verden har Murakami skrevet fremragende thrillers (eks. In the Miso Soup og Piercing), men fælles for hans værker er, at de alle handler om de mørke, mere snuskede sider af den ellers så højglanspolerede japanske kultur. Ligesom bøgerne kan Tokyo Decadence varmt anbefales, for de der har nerverne til det.

Det største minus ved filmen er dog dens overførsel. Selv om AWE gør meget ud af, at det er den længst tilgængelige udgave af filmen, man kan opdrive, så er det en synd og skam at der ikke er gjort mere ud af DVD’ens billede. Ifølge mine oplysninger er filmen ikke blevet censureret på grund af sleaze, men derimod klippet på grund af tempo. Den eneste umiddelbare forskel, jeg kunne se på min gamle NTSC-udgave fra Image og denne nye version, er at Ais gåtur er længere til sidst, og så er der en scene ved bordelmutter, som er skåret væk. De flotte, klare filmbilleder er nu martet af video og ujævne kanter – og min gamle version står betydelig skarpere. Der er en skam at en film, der netop lever i kontrasten mellem smukke billeder og de depravationer som vises, ikke får den digital efterbehandling den fortjener.


Forrige anmeldelse
« Things We Lost in the Fire «
Næste anmeldelse
» Børnehjemmet (sp. El Orfanato)... »


Filmanmeldelser