Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




"Gøglernes aften" (1953) og "Kvindedrømme" (1955) (Hhv. 88 og 84 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 3/9 2008, 09:29 af Kim Toft Hansen

Tro, drømme og en forsvindende menneskelighed


Tro, drømme og en forsvindende menneskelighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skal vi lokalisere en skandinavisk instruktør, som brysk kan hældes ind under betegnelsen eksistentiel, så er Ingmar Bergman uomgængelig. Centrale temaer som tro, død, menneskets ensomhed og lignende dukker op gentagende gange i en karriere, der resulterede i ikke mindre end 62 film. Særligt i centrum er trosspørgsmålet, om end det behøver ikke hele tiden at være spørgsmålet om Gud eller tabet af samme, selvom det også er til stede i vidt omfang. Det kan også være troen på hinanden, der er ved at svinde, men det karakteristiske hos Bergman – i forbindelse med disse to former for tro – er, at det har samme resultat for mennesket. Mennesket mister også troen på sig selv.

Denne gensidige tro på hinanden er det eksistentielle emne for to klassiske Bergman-film, der netop er på gaden igen, nemlig Gycklarnas afton (Gøglernes aften) og Kvinnodröm (Kvindedrømme) fra henholdvis 1953 og 1955. Karakteristisk for begge er, at det handler personers drømme om noget andet, noget bedre eller blot en evne til at leve.

Gycklarnas afton handler om det omrejsende Cirkus Alberti, som ledes af den lunefulde direktør Albert, men dette cirkus er ikke synderligt populært, af hvilken grund artister, Albert og hans unge kone nærmest ikke har mad på bordet og kostumer til artisterne. I byen, hvortil de kommer, er hans plan, at de skal låne kostumer fra den lokale, elitære teaterdirektør, men Albert har en anden grund til at ville komme til netop denne by; hans børn bor der sammen med deres mor.

Gyckarnas afton bærer undergenren ”et skillingestykke”, hvilket selvfølgelig er den omvandrende kunstner, der kan sælge opvisninger, litterære eller billedlige kunstværker for skillinger, men samtidig referer det til for det første Alberts cirkus men også selve filmen. Filmen er – som både teater og cirkus er det – særdeles overdramatiseret; den enkelte pointe skal igennem hurtigt og på kort tid (som den korte sidehistorie om birollen Frost), og pointen om håbet om noget andet og bedre står klart frem i filmen.

Det handler primært om Albert, der – muligvis af økonomisk men også emotionelle årsager – gerne vil tilbage til sin kone. Dernæst handler det også om Alberts unge kone, der befinder sig skidt i en undertrykt rolle både i sit ægteskab og det fallerede cirkus, af hvilken grund hun straks falder – både trodsigt og lettere følelsesmæssigt – for en teaterskuespiller. Det er selvfølgelig hans rolle på teatret og ikke den lidt for ligefremme person, hun falder for – hun higer efter at få bekræftet sit kunstnerpotentiale. Samtidig giver denne modstilling også Bergman mulighed for at sætte cirkus over for teater i en diskussion af, hvad potentiale, der er i disse – uden at noget præfereres, idet taterdirektøren nærmest er ligeså hoverende som Albert er tvivlsom.

Kvinnodröm har kvinder som centralt tema, primært modefotografen Susanne og fotomodellen Doris, der begge tilsyneladende befinder sig godt i deres samarbejde, men da de begge kaldes til Göteborg for at møde en stor fotograf, viser det sig hurtigt, at begge er af den typisk bergmanske søgende natur. Søgen efter noget andet er derfor også temaet for Kvinnodröm. Susanne har – nærmest ligesom Albert i Gycklarnas afton – en fortid i den by, de rejser til; en elsker, som hun ikke har kunnet glemme. Inden afrejse bryder Doris desuden også med sin kæreste, med hvem hun rabalderskændes. Man vil således kunne sige, at Kvinnodröm fremstiller et enormt naivt udtryk af en kvinde, særligt Doris fremstår lillepigeagtig, men det har en lidt andet dagsorden. Det lillepigeagtige usikre bliver et billede på et fritstillet menneske, der har opdaget sig selv, men i denne opdagelse ængstes. Derfor er det ikke uden årsag, at Doris tager med en ældre fyr hjem, som overvælder hende med gaver, men kunne være hendes bedstefar – men som så mange andre karakterer i disse film har denne ældre herre også en skjult årsag til sine gerninger.

Altså handler begge film om handlinger, der ikke helt fremstår, som det de reelt giver sig ud for at være. Ingen karakterer formår at leve det liv, de har for, men higer hele tiden mod noget andet. Det behøver ikke nødvendigvis at være noget bedre, men det er i stedet blot en udstilling af en fremmedgørelsesmekanisme, der ikke nødvendigvis bliver åh, så modernistisk. Snarere er det – som nævnt – et nærgående eksistentielt fokus, der drager mennesket ud i nogle valg, som det ikke helt selv kan træffe med overbevisende selvsikkerhed. En sartresk kvalme ulmer hos de fleste som små sure opstød.

Derfor er det et par vigtige Bergman-film at få ud, og derfor er det en skam, at billedopløsningen ikke er prioriteret særligt højt. Det er ikke så problematisk, når scenen er rigt oplyst, men de mørke passager – som særligt Gycklarnas afton har mange af – bliver besværligt flimrende, som var det en halvskidt computer streaming. Især forplumrer denne lave opløsning det velkoreograferede kameraarbejde, særligt Sven Nykvists – Bergmans ofte brugte cinematograf – arbejde i Gycklarnas aften forsvinder bag en skidt programmering. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved de centrale Bergman-fortællinger, men det ændrer desværre lidt på oplevelsen af den.

En anden ting, man skal se disse to film for, er introduktionen – fundet – af det svenske svar på Audrey Hepburn, Harriet Andersson – som vi i øvrigt senest så i Per Flys tv-serie Forestillinger (2007). Sammen med mange andre store skuespillere, eksempelvis Max von Sydow, finder Bergman her en sand dyd af en svensk skuespillerinde, der selvfølgelig er smuk, men samtidig formår hun – som Hepburn også gjorde det – at fængsle blikket til skærmen og fornemmelsen til filmen. Det er et typisk træk hos mange større instruktører, at de bruger gengangere både foran og bag kameraet, hvilket ofte giver en konsistens i kvalitetens af filmene, men samtidig bliver det derigennem muligt at snakke om egentlige filmografier, der har fællestræk. Gycklarnas afton og Kvinnodröm har fællestræk, trods afvigelse i tid, sted og fortælling, men der er mange ting til fælles med mange andre Bergman-film. Særligt Kvinnodröm er et godt sted at starte, hvis man – som man bør – skammer sig over ikke at have set Bergman.


Forrige anmeldelse
« Shogun Assassin «
Næste anmeldelse
» Hellboy II – The Golden Army »


Filmanmeldelser