Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (116 min.) Købsfilm / Warner
Anmeldt 7/8 2008, 12:24 af Torben Rølmer Bille

Barberskum og kannibalisme


Barberskum og kannibalisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tim Burton har altid haft flair for det helt dunkle filmbillede, og med filmatiseringen af Stephen Sondheims musicaludgave af Sweeney Todd får Burton og den formidable kameramand Dariusz Wolski lov til at boltre sig i alle nuancer af sort. Slutresultatet er intet mindre end den flotteste film fra Burtons hånd i mange år.

Handlingen i Sweeney Todd og historikken omkring denne er der ingen grund til at gå i detaljer med her, for det har Claus Krogholm så fint skildret i sin anmeldelse. Derimod vil der her blive fokuseret på alle de ting, der gør denne musical til noget, der med garanti vil tiltrække dem, som ikke bryder sig om musicals – nemlig den helt fantastiske musik og formidable tekst Stephen Sondheim har skabt.

Man kan næsten ikke komme længere væk fra de opulente og sukkerindsvøbte Andrew Lloyd Webberske harmonier end i Sondheims beretning om blodhævn og pies lavet af menneskekød. Sondheims musiske univers er lige så dystert, disharmonisk og fragmenteret som Burtons billedside, og selv om nogle måske kunne hævde at karaktererne i Sweeney Todd synger for meget, så gøres dette med både stor indlevelse og talent.

Det er fantastisk at høre både Helena Bonham Carter, Johnny Depp og ikke mindst alles favoritskurk Alan Rickmann bryde motiveret ud i sang. Især Bonham-Carter imponerer stemmemæssigt, og det er lidt et under, at hun ikke er blevet sat til at synge på celluloid langt før. Selv om det ikke er alle, der har lige så store stemmer, så fungerer det musiske udtryk, da hele castet (som altid hos Burton) er valgt med stor omhu. Når man ser det maniske blik i Depps øjne, der måske kun er set lige så vanvittigt i Terry Gilliams formidable Fear & Loathing in Las Vegas, så overbevises man nemt over, at Todds savn og hævnmotiver er reelle.

Sweeney Todd vil helt sikkert appellere til de af os, der godt kan lide at se blodet flyde på film - for selv om filmen ikke er en regulær splatterfilm, så er det en af de mest blodige musicals, man har mulighed for at se. Brutalt er det især, når Todds ofre sendes gennem faldlemmen i gulvet og lander på brostensgulvet i kælderen til Mrs. Lovitts pie-bageri ofte akkompagneret af lyden af en knækket nakke. Som et kuriosum er Sweenet Todd ikke den eneste musical, der tackler kannibalisme. For de der har lyst til mere af den slags, kan det anbefales, at man opstøver Cannibal the Musical (aka. The Alfred Packer Story) af Trey Parker og Matt Stone (gutterne bag South Park). Man skal blot ikke forvente sig hverken den samme seriøsitet eller musikalske kvalitet som hos Burton og Sondheim.

Det kan indvendes, at selv om man både er fan af Burton og af musik, så har Sweeney Todd næsten karakter af opera, idet der er meget få passager med regulær dialog. Dette faktum vil uden tvivl blive trættende at se på i længden, hvis man ikke kan forlige sig med folk, der konstant bryder ud i sang. På grund af sit morbide tematiske valg og Sondheims komplekse lydside, er Sweeney Todd ej heller en film, som vil appellere til alle de, der holder af traditionelle musicals, dertil er den simpelthen for mørk, skæv og nihilistisk.

Filmen er med sine næsten to timers spilletid en anelse for lang. Selv om både handling, musik og det fremragende spil sagtens kan bære spilletiden, så er der ikke i Burtons film indlagt mulighed for at besøge foyeren og få sig en kop kaffe, inden anden akt går i gang. Det giver filmen kun mulighed for, hvis man selv benytter pauseknappen.

Det, der i sidste ende redder filmen, er Burtons skildring af London. Aldrig har byen taget sig så dyster, ondskabsfuld og mørk ud, og med filmens åbningssang ”There’s No Place Like London” som lydside, bliver billedet af det sorte skib, der bryder den evige tåge over Themsen helt perfekt. Så giv Burtons musical en chance, og bliv forført af visionen om en by, der selv ikke hos Dickens eller med Jack the Ripper som karakter har virket så trøstesløs.


Forrige anmeldelse
« Jungledyret Hugo 3 – Fræk, f... «
Næste anmeldelse
» Death Sentence »


Filmanmeldelser