Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Call me by Your Name (alt for mange min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 27/8 2018, 16:57 af Torben Rølmer Bille

Kedelig i længden


Kedelig i længden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der kan være mange grunde til at se film, men en af de vigtigste grunde må være films evne til at bevæge sin tilskuer. Hvad enten man bliver skræmt af monstret, griner højt af den sjove replik, sidder på kanten af sofaen i ren spænding eller bliver rørt til gråd over hovedfigurernes umulige kærlighedsforhold, så er det når vi bevæges, at filmen virkelig lykkes. Det er det øjeblik hvor man glemmer, at det man ser blot er fiktion, men bliver lige så virkeligt og vedkommende som var man selv en del af handlingen. Hvorfor vi lader os blive rørt af ting vi ved er fiktive, findes der mange teorier om, men de skal Kapellets skribent ikke kede læseren med hér. Lad os blot blive enige om at vi indimellem røres af det vis ser.

Filmen Call Me by Your Name er en film, som har alle de elementer, der netop burde skabe store følelser hos sin tilskuer. Ikke alene har vi med en ung hovedperson at gøre, som man meget nemt kan blive misundelig på. Han er ung, dygtig til at spille klaver, vidende om stort set alle ting (muligvis takket være hans akademikerforældre), han ser godt ud, har en sød kæreste og hele livet foran sig. Alligevel synes han, som så mange unge mennesker, at være plaget af en tristesse, der truer med at overskygge alle de førnævnte positive elementer. Det er som om der er noget der mangler i hans liv.

Filmen foregår på et unavngivent – men utroligt nydeligt – sted i Italien engang i midten af firserne. Tøjet er pastelfarvet, soundtracket er europop og vor unge protagonist Elio, daser rundt i det enorme hus, som familien bruger som sommerresidens. Hans forældre, der som nævnt begge er akademikere, har en tradition med at invitere en lovende forskerspire til at bo hos dem sommeren over. Dette år var forældrenes valg faldet på en ung amerikansk historiker; Oliver. En person som Elio først ikke ringtig bryder sig om, men som han i løbet af filmen drages ubønhørligt til.

Filmen er baseret på en roman af Andre Áciman og den har fået meget ros fra både kritikere og et ivrigt publikum. Derfor var forventningerne hos undertegnede forståeligt ganske høje da den blev smidt i afspilleren. Det skulle hurtigt vise sig at filmen, til trods for de meget flotte billeder og James Ivorys navn som både producer og manuskriptforfatter, at det skulle blive en utroligt langsommelig og ganske skuffende oplevelse.

Når man har med et drama, der skildrer en ung mands seksuelle identitetsskabelse, så burde det ikke gøre noget, at filmen tager sig god tid til at lade seeren komme helt ind under huden på ham, og ikke mindst videreformidle de meget svære valg Elio skal træffe undervejs. I denne film sker dette dog i et så trægt tempo at der er indtil flere passager der nærmest standser enhver form for filmisk fremdrift og man efterlades frustreret og irriteret over hvor meget filmisk tid der går med at filmens karakterer venter på hinanden, sidder og drikker saft i solen, svømmer sig en tur, er alene i et rum mens de ordløst ruger over tingenes tilstand (eller stikker dilleren i en fersken!) osv. Var Kapellets anmelder blevet inviteret ind i redigeringsrummet på Call Me by Your Name ville filmens samlede længde nemt kunne have blevet mindst 40 minutter kortere end tilfældet er.

Man kan måske påstå at dette træge fortælletempo er benyttet helt bevidst, især i de scener hvor filmens hovedperson forgæves venter på at den mand han er så sygeligt forelsket i, vil dukke op. Måske er det meningen at skal vi føle med ham, men både fordi Elio af uforståelige grunde er permanent teen-knotten hvis tingene ikke går hans vej, eller bare apatisk synes at være køligt ligeglad med det hele, bliver han ikke en figur man har særlig megen lyst til at være i stue med. Faktisk kan det undre en at Oliver i det hele taget også ender med at være betaget af den unge, gnavne teen. Denne anmelder synes i stedet at store dele af filmen bliver decideret kedelige i sådan en grad, at man mest af alt har lyst til at spole frem i håbet om at der snart sker noget. Det kan man godt spare sig, for det gør der næsten ikke.

Måske vil nogle af Kapellets læsere, der knuselsker filmen, påstå at der kan ligge en slet skjult heteroseksuel, ciskønnet agenda i anmelders irritation over filmen, men det ville være en fejlagtig antagelse. Kærlighed er kærlighed og selv om skrivekarlen her ikke har det store indblik i homoseksuelle parforhold, så er kritikken på ingen måde rettet mod filmens homoseksuelle omdrejningspunkt.

Uanset hvad køn de elskende på skærmen har, så ændrer det ikke ved at det bliver svært at engagere sig i Elio og Olivers besværlige forhold, når filmen helt generelt bare slæber sig trægt afsted som et slags bjergtagende dovendyr uden ret megen retningssans. Skildringen af perioden er spot-on og interessant er også filmens miljøskildring. De hurtigtalende, passionerede forældre, der takket være deres elitære levevis selvfølgelig sømløst skifter mellem at tale italiensk, fransk og engelsk, alt efter hvilken situation de befinder sig i eller hvem der tilfældigvis er på besøg i hjemmet.

Samlet set er og bliver filmen dog reelt en langtrukken og hamrende kedelig affære. Det er ikke helt rigtigt at filmen overhovedet ikke pirkede til anmelders følelser, for scenen hvor Elio taler med sin far mod slutningen af filmen var både fin og ganske rørende. Hvad deres snak handler om skal ikke afsløres her, men lad det blive sagt at anmelder gik fra at være rørt til at være rigtig småirriteret over forsker-farmands udmelding til sin søn. Dette ikke mindst med tanke på hvordan Elios mor passede ind i farmands udmelding.

Den endelige dom er at Call Me by Your Name er en flot, velspillet, men også virkelig kedelig filmfortælling der snegler sig gennem flot filmede landskaber og stemningsfulde scenerier. Det kan sammenlignes lidt med at sidde i verdens flotteste bilkø. Det er virkeligt godt lavet, men man flytter sig ikke ud af stedet. Sig derfor ikke at Kapellet ikke har advaret dig!


2312
Forrige anmeldelse
« Det tredje mord «
Næste anmeldelse
» In Darkness »


Filmanmeldelser