Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Suspiria (152 min.) Biograffilm / Scanbox
Anmeldt 16/11 2018, 15:40 af Torben Rølmer Bille

Skuffende remake


Skuffende remake

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da ryget om en ny version af Dario Argentos mesterværk Suspiria (der bar den originale ”danske” titel Chok House - red.) skulle laves, var der mange fans af originalen der straks mente at dette nærmede sig blasfemi. Filmen føltes på den led lige så ”nødvendig” som Gus Van Sants Psycho. Dette ændrede sig dog da de første trailers begyndte at dukke op. Selv om filmen havde en markant anden, og langt mere afdæmpet stil end Argentos, så virkede de første klip faktisk som om der kunne være en spændende film på vej. Nu er filmen så endelig landet i de danske biografer og mange anmeldere har allerede skrevet meget begejstret om den. Det kommer ikke til at ske her i Kapellet.

Filmen er instrueret af Luca Guadagnino, manden bag den ulideligt kedelige Call me by your Name og en god nyhed blandt al misæren er da at Suspiria anno 2018 ikke er lige så katastrofalt fesen som mandens forrige film. Selv om den ny Suspiria hævder at være baseret på Argento og Daria Nicolodis manuskript, så er der flere forskelle end der er ligheder. I Argentos film gik det langsomt op for den unge balletdansende hovedperson Susy, at hendes balletskole blot var et dække over en heksekult. Dette afsløres helt i starten af den nye film, da en af danseskolens elever dukker op hos den gamle psykolog (spillet af en næsten uigenkendelig Tilda Swinton, der også har rollen som danselærerinden Frøken Blanc) og fortæller ham om hendes mistanker om heksesammensværgelsen.

Det skal indledende siges, at den nye film ikke kun er blevet bedømt ved nostalgisk at holde den ny op mod den gamle og så med en kritisk røst give den nye svineren, fordi den ikke respekterer originalen. Undertegnede forsøgte virkelig at gå til den nye version med åbent hjerte i håb om at den kunne stå på egne ballet-hekse-ben, men det skulle vise sig at være umuligt.

I filmen der varer lidt over to en halv time, er en af de nye ting netop sidehistorien med førnævnte psykolog. Han kommer hurtigt på sporet af, at der sker noget meget fordækt på skolen, samtidig med han er plaget af fortiden. En anden ny historie som udfoldes er også den om hovedpersonen Susys baggrund. Det viser sig at hun kommer fra en meget religiøs, amerikansk Amish-familie, der selvsagt ikke bryder sig om datterens interesse for dans. Hendes mor dør i filmens start og det giver Susy anledning til at tage til Berlin, for at forfølge drømmen om at blive danser i frøken Blancs trup.

Vi befinder os i en version af Berlin i midten af halvfjerdserne, mange år før murens fald. Det delte Berlin er skildret rigtigt effektivt visuelt. Trabanter, faldefærdige bygninger og en evigt grå betonhimmel harmonerer fint med nyhedernes evige fokus på Bader Meinhoff-gruppen og flykabringer. Det er også som om at byen, i løbet af filmen, bliver et af de mange metaforer for den dualitet og de spejlinger, der optræder som et gennemgående motiv.

Vi ser konsekvent pigerne og deres danselærer i alle mulige spejle. Når vor hovedperson danser, har dette i en af filmens første (men alt for få) voldsomme scener, en direkte nærmest paranormal indvirkning på en af de andre piger, der befinder sig et andet sted i bygningen. I det hele taget bliver dansen en form for besværgelse, et ritual, der bruges meget tid på. Det er lige til højrebenet at lade disse mange spejle forstærke de dobbelte tematikker der berøres: krop og sjæl, ond og god, virkelighedens verden og den paranormale verden, øst og vest, osv. Hvis man er i tvivl om at dette er tilsigtet, så er der i filmens start ligefrem én bifigur, der nævner at Lacan giver en forelæsning på det nærliggende universitet, idet den gamle psykolog går forbi ham.

Langt hen ad vejen er den nye Suspiria nogenlunde acceptabel. Det lykkes indledningsvist at få bygget en ganske fin stemning op. Det er også meget interessant at man i den ny film har valgt at lade Susy have en veninde, der faktisk foretager sig flere af de ting, som Susy opdager på egen hånd i Argentos original. Blandt andet er det veninden der finder heksenes hemmelige kamre og skjulte gange på danseinstituttet, så selv Susys figur er blevet fordoblet, spejlet, forvrænget.

Umiddelbart kan dette jo lyde meget fint, men i stedet for at levere varen og skabe reel uhygge, så ender Suspiria 2018 i stedet at fokusere på en masse elementer der hverken er skræmmende eller særligt interessante. Det skulle da være en gyser, ikkesandt? Selv om de diabolske dans da er flot koreograferet og iscenesat, så erstatter det ikke en letpåklædt kvinde der ender med at rive sig selv til blods i wirer , eller for den sags skyld den ikoniske hængningsscene i starten af originalen.

Væk er også et af gyserfilmhistoriens bedste soundtracks, for selv om Thom Yorke (kendt fra Radiohead) leverer en ganske fin, stemningsfuld lydside, kan han umuligt konkurrere med Goblins fænomenale kompositioner. Det gamle soundtrack ville have været malplaceret at benytte i den nye film, men man savner det hele taget mange af de delelementer der gjorde originalen så enestående en filmoplevelse.

Det virker som om Luca Guadagnino har været mest fascineret af Argentos surrealistiske tilgang til sin fortælling. Det har da også været en klog beslutning at bevidst erstatte Argentos neonpalette med et mere betongrå Berlin og så lade klipning og drømme, gøre det ud for de mere abstrakte sekvenser. Når vi er i gang med at tale om abstraktioner, så ender filmen desværre både konkret og metaforisk med at lave en ustyrligt fjollet piruette ud over scenekanten for at lande i orkestergraven og kigge undskyldende på sin tilskuer. Det sidste kapitel i filmen (ja, selvfølgelig er filmen, som enhver arthouse-film med respekt for sig selv, inddelt i seks kapitler og en epilog – hvilket understreger dens kunstighed endnu mere) er i al fald blandt noget af det mest tåbelige anmelder har lagt øjne og ører til.

De anmeldere, der skriver at det er en effektiv skrækfilm, har ikke ret. De anmeldere, der skriver at det er et interessant formeksperiment, har heller ikke ret. For selv om der er en række gode skuespillere med, selv om der er nøgenhed, selv om der er blod og tarme, så ændrer det ikke på at dette remake af Suspiria er lige så vigtigt som at få amputeret alle ens lemmer uden nogen egentlig grund. Som Kim Newman skrev i sin anmeldelse i den engelske filmblad Empire så burde man tvinge Argento til at lave en 20 minutter lang giallo-version af Call me by your Name - bare for at give igen. Når vi taler om Argento, så ville selv han i dag ikke kunne havet lave en film, der var mere tåbelig end Luca Guadagnino har formået.

Det mest skrækkelige ved denne film, er at opleve så godt et materiale og så glimrende skuespillere blive mishandlet på den måde. Nuvel, grundhistorien i originalen er måske ikke fantastisk, men det er filmen. Så lyt nu til Kapellet og invester i stedet i en af de flotte BluRay genudgivelser af originalen og se den igen i hjemmebiografen, i stedet for at smide penge efter et håb om en film der kunne have været blevet fantastisk i de rette hænder.


2343
Forrige anmeldelse
« Overlord «
Næste anmeldelse
» Isle of Dogs »


Filmanmeldelser