Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




De navnløse (102 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/12 2007, 23:08 af Kim Toft Hansen

Grundløst smeltedigel


Grundløst smeltedigel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I en filmindustri, hvor der udgives mange – og tydeligvis for mange – film, er det åbenlyst et problem at være opfindsom. Derfor får vi i slipstrømmen på de moderne klassikere en lang række film, der – helt uden kunstnerisk tilsnit – folder sin kreativitet sammen og lader den kruppelløse stiltyv tage over – skide go’ plan for filmens finanssektor. Selvom den spanske horrorfilm Los sin nombre (dansk titel De navnløse) fra 1999 bærer visse konsistente strenge, der kunne spilles på, så forbliver den en andenrangs gyser, der ikke giver genren den ansigtsløftning, den efterhånden allerede igen har brug for.

Det er så umådelig svært at være opfindsom i en filmindustri, der er så hurtig til at tage nye stilarter og genreudviklinger til sig. Kunne man sætte copyright på intertekstualitet, ville man måske kunne bremse industrien indædte udnyttelse af alt, hvad der smides op på lærredet, men det er selvfølgelig i sig selv en absurd tanke. Hvor ville en lang række af filmhistorien – eller den brede kunsthistorie – være, hvis værkerne ikke var produceret ud fra inspiration og referencen til andre værker. Derfor fornemmer man hurtigt som kunstner og som kunstforbruger (hvis man tør sætte de to ord sammen), at de store intertekstuelle suppe, der hele tiden koger, altid rummer forkogte ingredienser. Men derfor er netop så nødvendigt at varetage og understrege det, når en ny ingrediens, der for alvor giver kultursuppen en fornyet smag og gyldighed, tilføres. Og inden min metafor for kulturel tekstbevidsthed bliver for frastødende, vil jeg nøjes med at konstatere, at Los sin nombre ikke er bladt disse ingredienser.

Filmen er baseret på romanen The Nameless af den engelske gyserforfatter Ramsey Campbell, der bliver kaldt den engelske svar på Stephen King. Hvad dette betyder er nok mest af alt, at han er en af de bedst sælgende nulevende engelske gyserskribenter. Filmen er instrueret af Jaume Balagueró, der endnu ikke har så mange film bag sig – Los sin nombre var den anden i rækken. Filmen handler om Claudia, der har mistet sin datter, og da denne dukker op forpint og druknet i en brønd, handler Claudias liv egentlig mest om at komme videre. Det går dog ikke så godt, da vi møder hende fem år senere, men det går da helt i stå for hende, da hun modtager et uventet opkald – fra hendes datter. Datteren er – efter stemmens udsagn – stadig i live, og hun vil have Claudia til at hente hende hjem.

Det ser såmænd lovende ud, når man får plottet serveres på den måde. Og jeg medgiver gerne Campbells forlæg en vis råstyrke – det er en fabelagtig idé, men det er bare så synd, når filmen – eller hvem end der har fat på plottet – omsætter den gode tanke til så lidet effektiv videreførelse. Filmens mest skræmmende element består således i en række chokerende lydbilleder akkompagneret af små, flygtige klip, der viser i pige i forvredet tilstand. Disse sekvenser mister dog sin betydning gennem filmen af to årsager. For det første er de meget lidt motiveret af fortællingen selv, og for det andet så bærer tidens mest dynamiske gyserfilm fra Japan (den såkaldte J-horror) denne teknik til overflod – derfor skal genren allerede til at forny sig igen. Sagt med andre så har vi set denne teknik andre steder, hvor den kort og godt fungere bedre. Ved siden af dette forsøger filmen at slæbe på en rolig, dæmpet fortællerytme, der skal indgyde en mere forstemmende rædsel end den mere typiske slapstick-horror (en titel jeg vil gi’ den type horrer, som fx Scream består af, idet det ligner meget den foranledigede humor som benyttes i den meget fysiske slapstickkomedie). Denne neddroslede rytme kommer desværre i stedet til at virke afdramatiseret, formentlig fordi instruktionen og skuespillet ikke kan bære den fortællestil.

Derfor vil jeg kun rejse tommelfingeren for den gode intention, det gode plot og måske den mere filosoferende tilgang til stoffet, til ondskaben (dette er et element, jeg har udeladt at omtale hidtil, fordi jeg derved vil komme til at røbe for meget af filmens overraskelsesmoment, som der trods alt er til stede). Desværre er effektueringen kikset på en måde, der hverken giver den mulighed for at være en morsom negativ klassiker (se essay om denne type film her på siden) eller en gennemført horrorfilm. Den bliver fanget i et vacuum midt i mellem disse grundtyper, hvilket ikke giver den mange chancer. Film lever af chancer og skabes ud af dem, som vi giver dem – jeg giver ikke denne ret mange.


Forrige anmeldelse
« Mountain of the Cannibal God «
Næste anmeldelse
» En soap »


Filmanmeldelser