Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Devil’s Playground (93 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 28/7 2011, 07:41 af Torben Rølmer Bille

Parkour zombies


Parkour zombies

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Først og fremmest må man endelig ikke tage fejl af de to film der deler titlen Devil’s Playground. Den ene er en dokumentarfilm fra 2002, der handler om det år (kaldet ”rumspringa”) hvor teenagere fra Amish-miljøet har mulighed for at stifte bekendtskab med vores, syndige, teknologiske, sexfikserede og alkoholiserede verden inden de beslutter sig for om de vil tage del i dette eller forblive Amish. Den anden film med titlen Devil’s Playground er en britisk zombiefilm fra 2010 og det er naturligvis den som denne anmeldelse vil tage sig (k)ærligt af.

Det er efterhånden svært at lave nye varianter af zombiefilmen, for det er umiddelbart som om, at mange af disse film er variationer over et fastlagt tema. Det handler om at få spredt noget virus eller finde en grund til at verden pludseligt bliver overrendt af menneskelige monstre. I denne film spredes zombierne ved at en stor gruppe frivillig indlader sig på at deltage i et medicinsk forsøg, der potentielt skal forbedre tilværelsen for os alle. Det går dog ikke som planlagt, for i stedet for at blive stærkere og sundere reagerer de mange frivillige alt andet end godt på injektionerne, faktisk så bliver de så syge, at de dør af det – for så kort tid derefter at genopstå som de levende døde.

Det var vist i Danny Boyles 28 Days Later (2002) at man for første gang oplevede zombier der bevægede sig hurtigere end en gammel mand i kørestol og disse spurtende udøde er ligefrem blevet endnu vildere i Devil’s Playground - her løber monstrene ikke kun, de er endda i stand til ganske elegant at hoppe over diverse forhindringer i deres jagt på de levende hovedpersoner. Faktisk synes denne nye virus at forvandle almindelige mennesker til grusomme, blodtørstige parkourudøvere, noget som sikkert ikke alle zombie aficionados vil byde velkommen.

Alt imens der hoppes og springes på livet løs, så følger filmen også et andet af zombiefilmens (eller gyserfilmens) helt ufravigelige principper, i og med at tilskueren følger en lille gruppe overlevende, der mod alle odds forsøger at klare sig ud af den situation de er havnet i. Filmen fokuserer især på soldaten Rob der har fået til opgave at finde pigen Angela, som tilsyneladende er uberørt af serummet, selv om hun også deltog i eksperimentet. Forskerne mener at hun måske kan bærer de antistoffer, der er nødvendige for at finde en vaccination mod smitten, så det er essentielt at få hende i sikkerhed så hurtigt som muligt.

Ingen zombiefilm er komplet uden ofre, og der er også en del af den gruppe vi følger, som bukker under for det blodige parkourangreb, men for de der holder af glinsende indvolde skal det siges at Devil’s Playground ikke hører til de mest eksplicit udsplattede film til dato.

Der kan ikke udsættes meget på filmens tekniske side, billederne er skarpe og velkomponerede, lyden god, klipningen sømløs. Til gengæld kan man godt klantre den meget forudsigelige handling og den til tider pinligt klicheagtige dialog, som man måske havde forventet var en hel del bedre, taget i betragtning af at filmen er britisk. Det virker også som om flere af skuespillerne har svært ved at håndtere de roller som er blevet skrevet til dem, hvilket er forståeligt, når man tænker på hvad der indimellem kommer ud af deres mund.

Kan man dog leve med at man har sat sig til at se en film, som er en minimal variation over et meget velbevandret tema, og er man bare så glad for zombier så dette vejer stærkere end nogle af de ovennævnte punkter, så kan man sagtens lave et elegant hop over sofaryggen og sætte sig til rette – man bør bare ikke sætte næsen op efter en ny 28 Days Later, hverken hvad angår opfindsomhed eller brutalitet.


Forrige anmeldelse
« Drømme støjer ikke, når de d... «
Næste anmeldelse
» Rango »


Filmanmeldelser