Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Eliminators (94 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 25/2 2017, 12:20 af Torben Rølmer Bille

Jævne lammere


Jævne lammere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er i grunden lidt ærgerligt at Scott Adkins aldrig har opnået samme berømmelse som en række andre hårdtslående muskelbøffer. Selv om Adkins måske ikke er verdens bedste karakterskuespiller (men det er Statham, Jean-Claude og Tony Jaa vel heller ikke), så er han altså ret overbevisende når han deler prygl ud. Som tidligere nævnt har for manden har konkret bevis for at han er i stand til at slås, for har han ikke har travlt med at indspille (B-)film er manden uddannet kickboxing-instruktør.

Når filmfolk arbejder med skuespillere, der er kampsportsudøvere først og skuespillere sekundært, får man også en masse forærende. Blandt andet kan man lade kameraet rulle længere uden at klippe, da medspillerne er vant til at huske komplicerede kataer og nærkampforløb. Det kan man også se i den seneste film med Mr. Adkins, en film der meget passende har fået titlen Eliminators.

Filmens handling kan vist beskrives med en enkelt sætning. ”En forhenværende FBI-undercoveragents nye alias afsløres da han udsættes for et mislykket røveri og pludselig vil de gangstere han skjulte sig for alle dræbe ham”. Det er måske en ganske lang sætning, men ikke desto mindre er der ikke mere historie end dette. Nåeh jo, der er også en datter involveret, som først de sociale myndigheder hernæst gangsterne selvfølgelig får fat i og så skal Thomas (som Adkins figur hedder i filmen) skynde sig at få hende tilbage.

Når der nu ikke spildes så meget plads på plot-twists og kammerspil og når filmen samtidig er produceret af WWE-productions, der har rod i amerikansk fribrydning og som har lavet en del både hæderlige og rædderlige film på deres CV, så kunne man jo håbe på at Eliminators hørte til de bedre af slagsen og ikke endte op med at være en film som den ganske skrækkelige Close Range http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1999. Eliminators placerer sig nogenlunde i midten af spektret, for det er hverken en katastrofe, eller en vildt fantastisk actionfilm.

Størstedelen af handlingen er henlagt til London, men ikke den del af byen som turisterne normalt hjemsøger. I stedet er filmen optaget udenfor City, så selv om man ser The O2 Arena i baggrunden og en enkelt scene forgår i den forholdsvis nye tovbane placeret i The Docklands, så er det altså ikke det London som de fleste kender, sikkert fordi det er både besværligt og ikke mindst voldsomt dyrt at optage en spillefilm i midtbyen.

Historien følger en formel man har set et utal af gange før – det lykkes vores helt at slippe fri fra en højspændt situation, oftest ved at ty til excessiv fysisk vold, dernæst er han tvunget til at skynde sig hen til den næste lokation, for der enten at møde ny forhindringer, eller at gense ham det store brød som flere gange undervejs har gjort jagten på hovedpersonenes endelige mål - i dette tilfælde datteren - ekstra besværlig. Når vi når til slutningen skal ikke kun denne evige plagsomme personage elimineres én gang for alle og det er så optakten til det endelige opgør med filmens hovedskurk. I Eliminators’ tilfælde er overskurken ingen ringere end en kynisk gangster der samtidig er datterens biologiske morfar.

Der er egentlig ikke noget at udsætte på hverken filmens pacing, dens actionsekvenser eller dens latente mangel på dialog og handling. Det som man i stedet godt kan blive en smule træt af er de endeløse klicheer, som film som denne benytter sig af. Som undertegnedes hustru bemærkede undervejs: hvorfor er det altid at folk har enormt travlt ved morgenbordet? De skynder konstant på ungerne, som dårligt når at spise deres morgenmad, så hvorfor har disse figurer ikke fundet ud af at sætte deres vækkeur en halv time tidligere, så de ikke skal stæse så meget rundt? Det har hun bestemt en pointe i. Hvis vi skal tro på fiktionen og føle med de medvirkende, så nytter det ikke noget at de opfører sig irrationelt.

Det er måske især det sidste, der er filmens allerstørste problem, for selv om man da godt kan følge Thomas’ motivation til at blive genforenet med datteren, så ved man stort set intet om ham andet end han har arbejdet for FBI undercover og at hans kone er død. Selv for en skuespiller som Adkins har der været mindre end ingenting at arbejde med. Når vi på den vis ikke føler en snus for figurerne, så mister fortællingen hurtigt sit publikum. Vi har brug for noget at spejle os i, andet end evnen til at dele retfærdige øretæver ud!

Det er derfor at Eliminators ender med at være en noget tynd omgang actionfilm, for det lykkes aldrig filmen at få skabt en reel interesse eller indlevelse i dens figurer. Det er egentlig en skam, for langt de fleste actionscener er egentligt solidt nok lavet (tak til Adkins evner) og det kunne have været en fed lille B-film, hvis altså bare manuskriptforfatterene og instruktøren havde turde også at skabe nogle dialoger, scener eller figurer som havde anden funktion end deres blotte tilstedeværelse som enten helte eller skurke.


Forrige anmeldelse
« Bridget Jones’s Baby «
Næste anmeldelse
» Southbound »


Filmanmeldelser