Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dark Touch (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/7 2014, 20:32 af Torben Rølmer Bille

Usammenhængende vrøvl


Usammenhængende vrøvl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den såkaldte gyserfilm Dark Touch starter rent faktisk ganske hæderligt. En lidt mærkværdig familie, der hårdt forsøger at opretholde deres image om ren idyl, vågner pludseligt op til et veritabelt mareridt. Tidligere på aftenen har deres unge datter Niamh opsøgt nabofamilien midt om natten, barfodet og blødende fra munden. Naboerne bringer den katatoniske datter hjem til familien, men samme nat vågner de op til scener der synes hevet direkte ud af Poltergeist. For lige som i Tobe Hooper og Steven Spielbergs klassiker, er omdrejningspunktet den lille, uskyldige pige i den hvide natkjole.

I modsætning til Poltergeist er det dog ikke gnavne indianerånder der huserer, men pigens egne traumer, der som i Stephen Kings Firestarter eller Carrie sætter hende i stand til at påvirke sine omgivelser og bruge husets interiør som våben. Samme film – samt Exorcisten - nævnes også på filmens omslag, men vær beredt på at dette blot er for at dig til at købe eller leje filmen, for ud over nogle tematiske fællestræk er det udelukkende et marketingsstunt, for Dark Touch måler sig på ingen måde med disse klassiske gyserfortællinger. Argumenterne for dette bliver også hurtigt tydelige.

Efter Nieves far og mor bliver slagtet af møblementet, som var de med i en tidlig Argento-film, begynder huset tillige at brænde. Niamh gemmer sig i et stålskab sammen med sin lillebror, der blot er baby og da brandvæsenet ankommer, finder de pigen i live, men hendes lillebror livløs. Den nu endnu mere katatoniske pige står nu uden hjem eller familie og mens myndighederne kan komme i gang med adoptionsprocessen, beslutter den venlige nabokone at optage Niamh i deres familie, men uanset hvor flink hun prøver at være, kan hun ikke komme i kontakt, endsige slå et smil af pigen.

Moderen beslutter derfor at lade Niamh tale med skolens socialrådgiver (der spilles af danske Charlotte Flyvholm) som langsomt får pigen til at åbne sig op, men der er meget der tyder på at hun ikke helt er i stand til at styre sin vrede, eller for den sags skyld undgå at lade denne vrede manifestere sig i fysisk afstraffelse af de, der gør hende ondt. Af samme årsag byder filmen på mange blinkende lamper der svinger rundt i ledningen, ting der falder ned fra reoler, osv, osv. Det er dog heller ikke effekterne der er filmens problem.

Nej, det der hurtigt manifesterer sig som en ond ånd i filmoplevelsen er den staccato-lignende dialog, de mange usammenhængende scener – især mod filmens slutning, hvor filmmagerne laver continuity-fejl og ikke mindst er der flere scener, som virker nærmest dilettantiske. Eksempelvis er der en figur, der presset af Niamhs overnaturlige overfald, ringer til sin mand i mobiltelefonen og uden at have set ham ankomme er han pludselig med i næste scene. En klassisk filmfortællermæssig fejl, der ville blive påtalt til en mediefagseksamen på c-niveau og som muligvis ville trække ned i den samlede bedømmelse. Nu er sagen så bare, at Dark Touch ikke er lavet af gymnasieelever men derimod af professionelle filmfolk – så hvorfor elementer som dette ikke er bragt i orden kan man kun undre sig over.

Det handler ikke kun om flow i filmfortællingen, men også om figurenes latente mangel på snusfornuft. For de synes nærmest upåvirkede af de overnaturlige begivenheder der sker rundt omkring dem og vælger selv at søge ”rationelle” - og helt igennem utroværdige – forklaringer på hvad det mon er der sker omkring dem. Deres gensidige dialog, eller mangel på sammen er også flere gange nærmest ufrivillig komisk.

Det er egentlig en skam, når man tænker på at filmens underliggende budskaber om svigt, mobning, social udstødelse, vold og familiehemmeligheder egentlig er emner, der fortjener langt mere opmærksomhed og som, med en bedre instruktør og ikke mindst et bedre manus, kunne være blevet ført til dørs med ganske stor effekt, selv i denne genre, der er kendt for sin tabubrydende natur. Så point for forsøg, men når det så er sagt er der ingen grund til at spilde tid på Dark Touch, den tid har deres trofaste anmelder spildt, så De kan blive fri for det.


Forrige anmeldelse
« Tokarev «
Næste anmeldelse
» Gun Woman »


Filmanmeldelser