Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Bridget Jones’s Baby (123 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 22/2 2017, 16:55 af Teddy Tofte

Bridget Jones 3 – not my cup of tea, dear


Bridget Jones 3 – not my cup of tea, dear

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Engang imellem dukker der en fortsættelse til en film op, og man bliver nødt til at spørge sig selv, hvem helt præcist denne film er lavet til? Selvom jeg nød den første film i Bridget Jones-serien, og det var uundgåeligt, at en fortsættelse skulle komme, som var knap så god som den første, så havde jeg i ikke forventet en tredje film, slet ikke så mange år efter.

Selvom den anden film ikke er så elsket som den første, så følte jeg, at den kære miss Jones (Zellweger) havde truffet sit valg og at hun skulle være sammen med mr. Darcy (Firth), og sådan skulle dét så være. En kærlighedshistorie med en lykkelig slutning. Dette ændrede sig da den tredje film blev annonceret.

Bridget Jones’s Baby begynder på en højst besynderlig måde, set med publikummets briller. Det er jo lang tid siden, vi sidst har set Bridget, og det viser sig, at hun og Mark Darcy har været igennem et hårdt brud. Det er ti år siden, vi sidst har set dem sammen, og, nåeh ja, Daniel (Hugh Grants rolle) er død. Filmen begynder til hans begravelse. Det er en underlig måde at starte og (gen)introducere alle karaktererne på.

Så, i ægte Bridget-facon, fordi hun ikke kan fejre sin fødselsdag med hendes sædvanlige gruppe af venner, beslutter hun sig for at ”campere” hos en lokal musikfestival udenfor London (noget i stil med Roskilde Festival) sammen med hendes kollega/ven, Miranda (Sarah Stolemani). Mens hun er der, fuld og alene, støder hun på den høje, mørke og smukke Jack (Dempsey) og de får en kortvarig affære sammen. En uge senere, ved en barnedåb, møder hun Darcy og ender med endnu en affære, før hun forlader ham tidligt om morgenen.

Seks uger senere finder hun ud af, at hun er gravid og ved derfor ikke, hvem barnets fader er. Herefter følger komedie i bedste romantiske komediestil. Typisk er det noget, der kan løses med en dialog og en faderskabstest, men det må siges, at skuespillerne får mig til at glemme sådanne petitesser og bare nyde filmen.

Selvom hun er alt for tynd til at være Bridget Jones, kan det ikke benægtes, at Zellweger har samme charme, som hun havde i den originale film. Miss Jones er ikke en perfekt karakter, men man kan ikke lade være med at kunne lide hendes fejl og mangler. Firth er som altid perfekt i rollen som den alvorlige modpart til Zellwegers komiske rolle. Dempsey er en god tilføjelse til rollelisten og spiller ikke den kvindecharmerende horebuk, som jeg kunne have frygtet han ville gøre.

Det går dog hurtigt op for alle, der ser filmen og som kunne lide den første film, at der er to meget tydelige problemer med både 2’eren og 3’eren. For det første bliver miss Jones udsat for en fandens masse pinlige øjeblikke. Ja, der var da lidt af det samme i 1’eren, men det var jo for at udvikle rollen og gøre hende mere elskværdig. Hun var en tv-vært, som aldrig skulle have være foran kameraet, fordi hun jo er helt vild underlig. I de to sidste film gør alle de pinlige øjeblikke intet for at fremme Bridget Jones som karakter eller selve historien. Det er kun for at udsætte hende for noget, som er pinligt og som ingen ville ønske for deres værste fjender.

På et tidspunkt vælter hun ned i en kæmpe mudderpøl og pinliggør sig selv foran Jack (ja, det er første gang, de møder hinanden). Jeg ved godt, at det er for at gøre hende til en ”kvinde-i-nød”, så Jack kan falde for hende, men det er simpelthen så pinligt for karakteren Bridget Jones og er med til at gøre hende forudsigelig som alle andre kvindelige hovedroller i romantiske komedier.

Det andet store problem er, at miss Jones ikke vokser og lærer af sine fejltagelser. Det virker, som om hun altid starter et bestemt sted, romantisk set, og kommer ud på en rejse, som vi allerede har set to gange før. Hvor mange gange skal vi se Bridget hive og slæbe Mark gennem alt muligt fnidder og fnadder, kun for til sidst at finde ud af at de rent faktisk er hinandens eneste ene? Det her er tredje gang, jeg ser den nøjagtig samme historie, og det føltes allerede kedeligt anden gang, vi så det.

Selvom Bridget Jones, og Zellwegers portræt af hende, er dejlig, nuttet og elskværdig, er der bare et eller andet ved hende i denne specifikke historie, som gør hende barnagtig og umoden. Selvom jeg blev charmeret af rollebesætningen, var der så meget mangel på udvikling af rollerne og historien, at jeg konstant blev ved med at tjekke, hvor meget af filmens spilletid var gået.

Der er en slags epidemi i filmindustrien i dag. Bridget Jones’s Baby går ind under den kategori, som er ved at blive større og større: unødvendige fortsættelser til film, de fleste af os kunne lide. Det her er ikke en dårlig film. Faktisk er den ganske charmerende og hist og her også morsom. Men filmens skabere vidste ikke helt, hvorfor denne tredje film skulle laves, kun at den skulle laves.

Bridget Jones forbliver den samme person hele vejen igennem, og alt det drama og alle de situationer, hun bliver udsat for, bliver derfor løst på nøjagtig samme måde hver evig eneste gang. Det skubber os som publikum væk, ligesom alle de andre film i samme unødvendige kategori, og får os til at flokkes omkring de originale film, vi kunne lide, samtidig med at vi ville ønske, at der ikke fandtes unødige fortsættelser, som vi jo næsten er tvungne til at se.


Forrige anmeldelse
« The Lobster «
Næste anmeldelse
» Eliminators »


Filmanmeldelser