Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Weight of Elephants (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 9/4 2014, 08:07 af Kim Toft Hansen

Mistrøstighedens paradis


Mistrøstighedens paradis

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan modløsheden fortælles på en måde, så den bliver smuk? Det synes at være grundlaget under Daniel Joseph Borgmans spillefilmsdebut The Weight of Elephants. På den ene side fortæller den en historie om mobning, savn og manglende anerkendelse i et slidt new zealandsk forstadskvarter. Men på den anden side gør den det gennem en cinematografi, der ikke kan holde sig tilbage for at vise, at det grimme faktisk også har en smuk og vedkommende side. Filmen er netop ude som købefilm.

Adrian er elleve og forladt. Hans mor kunne ikke tage sig af ham, og derfor bor han hos sin bedstemor, der også passer hans syge onkel. Han er forhadt i skolen, hvor han mobbes. Selv hans eneste ven – klassens tykke dreng – stiller spørgsmålstegn ved deres venskab og Adrians motiver. Den eneste, der anerkender Adrian, er den depressive onkel, der lover, at han aldrig forlader ham. Adrian sørger for at holde bedstemoren hen med små løgne om, at han har det godt. Vi ved bedre.

Samtidig følger vi gennem nyhederne en sag om forsvundne børn, der fylder de landsdækkende medier. De er kidnappet (hvilket vi også er vidne til i introsekvensen), og denne sag fascinerer Adrian i en sådan grad, at han tror, at de lidt mystiske naboer er blandet ind i det. Da han opdager, at naboens ældste pige hedder Nicole – ligesom en af de forsvundne piger – cementerer det Adrians indre opbygning af en mytologi, et eventyr, en indre fortælling om at finde pigerne.

Instruktøren Borgman er ligesom filmen en interkulturel figur. Født i New Zealand, tilflytter til Danmark, uddannet på den såkaldt alternative filmskole Super16, og har gennem længere tid spillet en rolle som kortfilmsinstruktør og bag kameraet på flere større skandinaviske produktioner, fx Manyar I Parwanis Himlen falder og Per Flys Kvinden der drømte om en mand, som også har mange lighedstræk med The Weight of Elephants. Den modige måde at bruge flot æstetik som kulør på det mistrøstige skaber en forestilling om, at paradis ikke er fjernt trods daglige problemer.

Når filmen også er interkulturel, hænger det sammen med, at den på mange måder for Borgman og producenterne er et lille finansielt scoop. Producerne formåede at hente midler fra danske, svenske, franske, tyske og new zealandske støtteordninger, og placering af handlingen i New Zealand er ikke kun et udtryk for instruktørens baggrund. Det er også en fin understregning af den rolle, som landet – sammen med Australien – er begyndt at spille som gode (og billigere) alternativer til Hollywood og andre dyrere produktionssteder.

Egentlig kunne det forventes, at de mange kokke ville gøre muljen mindre interessant, men det er lykkedes Borgman at instruere et særdeles homogent og overbevisende værk. Sophia Olsson – en central up-coming svensk cinematograf – spiller en rolle her. På samvittigheden har hun allerede flotte film som Christoffer Boes Beast og Rúnar Rúnarssons Eldfjall. Sammen med en fortælling, der både er fantasi og krads realisme, formår Olssons fantastisk sikre æstetik at trænge igennem med billeder, der understreger filmen som andet end bare en socialrealisme om en mobbet og forladt dreng.

The Weight of Elephants tør også at lade løse tråde være, ja, løse. Fordi vi ender i hovedet på Adrian og hans tungsind og gryende venskab med nabopigen, behøver fantasierne ikke blive lukket ned og afsluttet. I det lille drengehoved afløser de hinanden i en grad af flygtig fascination, som kun er et supplement i forladtheden. Billedet af den depressive onkel, den vrisne dog kærlige bedstemor og sagen om de forsvundne piger er kun et bagtæppe bag en historie om en dreng, der på forunderlig vis formår at se igennem virkelighedens mørke. The Weight of Elephants er en i særdeleshed lovende spillefilmsdebut af Daniel Joseph Borgman.


Forrige anmeldelse
« Futurama sæson 8 «
Næste anmeldelse
» Hitchcock »


Filmanmeldelser