Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Southbound (86 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 25/2 2017, 12:35 af Torben Rølmer Bille

Gysets Bermudatrekant


Gysets Bermudatrekant

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Antologifilm er ret beset en række kortfilm der er sat sammen til at udgøre et hele. I nogle tilfælde f.eks. Pulp Fiction, Sin City eller Wild Tales er alle fortællingerne instrueret af den samme instruktør, men mere almindeligt er det, at de enkelte episoder i antologien bliver leveret fra forskellige bidragsydere.

Sært nok er det især horrorfilmen der har affødt den slags film, fra tidlige eksempler som Roger Cormans Tales of Terror, til firsernes Creepshow og helt frem til de mere aktuelle og voldsomme V/H/S og ABCs of Death. Filmene synes at være inspireret af novellesamlinger, tegneserier og de kulørte pulp-hæfter der blev udgivet i tyverne og tredivernes USA, men sikkert også af tv-shows som The Twilight Zone og Alfred Hitccock Presents. Set i dette lys kan ma godt se at der nærmest er en tradition for gyserantologier. Egentlig er det lidt besynderligt at antologi- eller episodefilmen netop er overrepræsenteret ved gysergenren, for den synes umiddelbart ikke at være særlig velegnet kortfilmsmateriale. Hvis du skal bygge en trykket, uhyggelig og ubehagelig stemning op, så kræver det som regel tid. Som en vis filmmand engang sagde, så laver man ikke suspense ved at klippe hurtigt, men derimod ved at sætte tempoet ned.

Der kan være mange grunde til at gyserantologier alligevel fungerer. Dels fordi de findes i mange afskygninger og fordeler sig over flere medier men sikkert også fordi at når universet som filmene foregår i først er slået an (for en af de nemmeste genrer at identificere visuelt og auditivt er da også gyseren) så accepterer vi måske nemmere at det er gyselige sager som vi bliver præsenteret for.

Southbound er en helt klassisk episodefilm, der består af en rammehistorie, der ubemærket glider over i fire separate gyserfortællinger. Dette sker enten ved at en figur fra den ene fortælling pludselig befinder sig i en anden, eller mere simpelt at den næste fortælling foregår lige i nærheden af den forrige. Selv om det ikke er alle de historier som Southbound blotlægger der er lige gode, er det bestemt en film der underholder og sikkert beviser at det stadig kan lade sig gøre at være opfindsom i forhold til at skabe en gyser.

Fordelen ved antologiformen er også at man kan afprøve koncepter, der måske ikke holder til en hel spillefilm. Et godt eksempel på dette er rammehistorien om to fyre i en bil der tydeligvis har haft en hård nat. De er såret og dækket af blod idet de kører ind til en tankstation. De får tanket deres bil op og vasket det værste blod af ansigterne, men da de forsøger at køre videre ankommer de til selvsamme tankstation. Uanset hvilken retning de forsøger at flygte i ender de konsekvent hvor de startede. Denne mareridtsagigemise-en-abyme-ligende struktur genkender genrefans fra adskillige Lovecraftfortællinger, fra Carpenters In the Mouth of Madness og i videospil som eksempelvis den fantastiske demo til det Silent Hill spil der desværre ikke blev til noget - P.T.. Effekten udnyttes virkeligt fint i Southbound men det ville være svært at forestille sig halvanden times spillefilm der udelukkende er fortalt på den måde (med Groundhog Day som en af de få undtagelser der bekræfter reglen).

De andre historier handler henholdsvis om tre unge piger, der inviteres hjem til en meget sær familie, om en mand der egenhændigt skal forsøge at redde en hårdt kvæstet kvindes liv, om en mand der desperat leder efter sin forsvundne søster og endelig udfoldes en nærmest klassisk home-invasion historie, hvor vi ser en familie, der forsøger at overleve mødet med en gruppe maskerede psykopater. I kapellets optik er det måske især ovennævnte rammehistorie og fortællingen om den sårede kvinde der er de mest opfindsomme.

Selv om disse små historier er blevet skrevet og instrueret af fem forskellige folk (lige som førnævnte V/H/S) så er det ikke lige til at mærke. Især ikke fordi de enkelte segmenter sømløst glider over fra det ene til det andet. Dette gør så også, at der efter filmen er slut måske er en del ubesvarede spørgsmål som seeren sidder tilbage med, men det gør ikke så meget, for det primære formål med filmen er tofoldigt: for det første vil den underholde og for det andet skal den vise hvad man som filmmager er i stand til at skabe rent håndværksmæssigt. Der er ikke utænkeligt at de enkelte bidragsydere har tænkt at bruge deres kortfilm som en del af deres portefølje, når de vil forsøge at få finansieret fremtidige projekter.

Southbound revolutionerer hverken gyserfilmen eller episodefilmen, men den er stilsikkert fortalt, ganske voldsom i de mest udpenslede voldsscener og enkelte af elementerne i filmen skal nok give et lille gip i selv den hårdføre gyserfan. Den er fint filmet, og byder endda på nogle ganske velfungerende CGI-dæmoner med i filmen, der endda fungerer i dagslys. Så man bør ikke snyde sig selv for for Southbound hvis man kan lide gysere.


Forrige anmeldelse
« Eliminators «
Næste anmeldelse
» A Cure for Wellness »


Filmanmeldelser