Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




En chance til (103 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 10/6 2015, 23:19 af Kim Toft Hansen

Filmen som selvindlysende sandhed


Filmen som selvindlysende sandhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For en filmseer er der et før og et efter. Et før og efter man er blevet forælder. Efter fader- eller moderrollens indtræffelse kan selv de mest vattede plots om børn pludselig synes nærværende og vedkommende. Det betyder også, at alle film, som handler børns lidelse, misbrug af børn, børn der dør osv., med ét får en helt særegen identifikationsmarkør. Den absolutte, ubetingede kærlighed til sit eget barn larmer som et højt ekko, når børn på film lider overlast. Susanne Biers seneste danske film En chance til taler til alle forældrehjerter med en skrap resonans af lidelse og moralske pointer.

Susanne Bier kan godt lide modsætninger. Skarpe modsætninger. I modsætningerne søger hun en ying-yang-struktur, hvor det ene spejler sig i det andet. I det helt store internationale gennembrud Hævnen var det den lille familiefortælling, der gav genskin i den store fortælling om de globale udfordringer på det afrikanske kontinent. I En chance til er det igen den nære familieoptik, der giver genlyd i en social problematik om misbrug af et barn. Andreas er politibetjent og nybagt far. Han tager ud til nogle husspektakler med sin makker, og her møder de et tilfælde, som på alle måder foragter: stofmisbrugende forældre og et stakkels spædbarn, der grædende bader i sit eget lort.

Her opstår modsætningen selvfølgelig helt grundlæggende fra starten. Modsætningen mellem den velfungerende, nybagte parcelhusfamilie og det dysfunktionelle misbrugspar, men som vi ved fra Bier, så er modsætningen ikke så entydig. Langsomt trækkes Andreas ind i en handlingsrække, som med tiden overstiger al sund fornuft. Spejlingsmekanismen de to familier imellem bliver mere og mere iøjnefaldende.

Visuelt er filmen også tilrettelagt sådan, at kontrasten mellem familierne er stor. Andreas og Anna lever deres liv idyllisk tæt ved vandet med en overflod af julelys hele vejen rundt om og i huset (at barnet har svært ved at sove, tror da fanden, når huset hele tiden af badet i diodelys). Tristan og Sanne, det dysfunktionelle par, lever i socialt boligbyggeri i en mørk lejlighed med gardinerne nedrullet. Hele tiden fastholdes en visuel forbindelseslinje gennem brug af melankolske billeder af nøgne træer og rørte vande fra Øresund. En natur- og vandmetafor, der skal komme til at betyde mere undervejs i filmen. Læg også mærke til, hvor mange billeder af sommerfugle, der er i baggrunden.

På den ene side fremstår En chance til derved som Biers hidtil mest socialrealistiske drama. Fokuseringen på barnets lidelse i en misbrugsfamilie bruger en krads hæslighedsæstetik, men modsætningsparret – godt nok i et disponeret ying-yang-forhold – fastholder Biers store interesse i melodramaets moralitet. Filmen – og her skal jeg måske antyde en lille ’spoiler alert’ – samler trådene undervejs, så en nærmest hellig moralsk sandhed indfinder sig. Inden for filosofien snakker man gerne om moralsk metafysik, som henviser til, at der er en større moralsk sammenhæng, som vi alle indgår i. Den måde, som Bier lukker filmen ned på, understreger, at hun ikke er socialrealist. Hun er melodramatiker ud over alle grænser.

Netop dette er da også filmens akilleshæl og måske det punkt, hvor det mest bliver en smagssag, om det fungerer. En ting er i hvert fald sikkert: I modsætning til Biers seneste udenlandske produktion Serena (som er produceret stort set samtidig med En chance til), så bruger Bier alt det vedkommende krudt i En chance til, der overfor den totalt uvedkommende Serena fremstår som en helstøbt og gribende film. Den store og absolutte moral i filmens handling er dog lidt ’over the top’. Det er melodramaets exces, der flyder over i en entydig og sikker idé om, hvad der er ’det rigtige at gøre’. På den måde er melodramaets tråde til tragedien – ja, flere ting i En chance til er fa’en tragisk – etableret, fordi Andreas skal gå så grueligt meget igennem for at finde ind til den kerne af moralsk sandhed, der gør, at han handler rigtigt.

Visuelt er filmen velfungerende. Spillemæssigt er den velcastet ud over alle kanter. Anders Thomas Jensens manuskript er trimmet og tilrettelagt, så Bier kan fremtvinge sine melodramatiske modsætninger. Jeg savner dog, at hun har turdet lade en dør stå bare lidt på klem til noget uforløst. Det bliver undervejs tydeligt, at de spredte handlingstråde søger sammen i en helt igennem planlagt knude. Titlen henviser selvfølgelig til mange ting, og det er til slut vigtigt at spørge sig selv: hvem er det, der har fået en chance til? Hvor end ondt det gør i et faders hjerte at overvære den sociale ondskab, der kan lede til de skæbner, som vi her er vidner til.


Forrige anmeldelse
« Bjørnen «
Næste anmeldelse
» (It came) Without Warning »


Filmanmeldelser