Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ivans barndom (91 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 10/4 2008, 10:33 af Steen Christiansen

Krigens melankoli


Krigens melankoli

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Andrei Tarkovsky er helt sikkert Ruslands mest kendte filminstruktør, og også en af de mest indflydelsesrige instruktører fra det 20. århundrede. Dog er han relativt overset, måske netop fordi han er russer og der dermed er en sprogbarriere. Nu har Another World Entertainment slået et slag for at flere skal få kendskab til Tarkovsky og hans bemærkelsesværdige virke. De har udgivet hans fem hovedfilm, hvoraf Ivans barndom er hans debutspillefilm. Tidligere havde Tarkovsky blot lavet kortfilm.

I sin debutfilm bevæger Tarkovsky sig ind på et velkendt område, med en filmatisering af Vladimir Bogomolovs novelle. Historien kredser om Sovjet under Anden Verdenskrig, et emne som ofte blev brugt af Sovjetiske filmskabere på denne tid. Temaerne var ofte de menneskelige tab og prisen for krig, hvilket også er Tarkovskys interesse. Ivan er den Sovjetiske hærs bedste spion, optændt af retfærdigt had og dedikeret i alle henseender. Dog er Ivan blot 12 år gammel og forældreløs.

Soldaterne prøver konstant at få Ivan væk fra krigszonen, men hans had til tyskerne er for stærkt, for som vi finder ud af gennem en række drømmende flashbacks, så har tyskerne slået Ivans forældre ihjel. Ivan vil derfor kæmpe, og nægter at trække sig tilbage da det vil være kujon-agtigt, som han siger. Der er ikke meget barn over Ivan, hvilket naturligt nok er en af filmens pointer: uskyld er en af de første ofre i krig, ligegyldigt hvad man prøver at gøre.

Derfor ender soldaterne også med at acceptere Ivans hjælp, selvom de prøver at beskytte ham så meget som muligt. Ivan kommer med på en farlig mission bag fjendens linjer, og forsvinder pludseligt. Soldaterne leder efter ham, men så skiftes der til Berlin, hvor vi ser tyskerne besejret og glæde blandt de Sovjetiske soldater.

Filmen er ikke bundet op på et plot, men fungerer som et portræt af soldaternes liv og hverdag. Det meste af filmen befinder vi os i en art skyttegrav, hvor blot et par soldater prøver at finde mening i krigen. Alt omkring dem er dødt, øde og goldt. Denne effekt forstærkes af filmens brug af knivskarpe og lange skygger, som truer med at opsluge karaktererne. Der benyttes meget kraftige kontraster mellem den hverdag som soldaterne og Ivan befinder sig i, og så den lyse, frodige tid hvor Ivan var sammen med sin familie. Hverdagen er mørk, langsom, ensom og knusende, så det er næsten et chok da vi skifter til Berlin, hvor der er fyldt med mennesker, lys og luft og overstrømmende glæde.

Det er et barskt portræt af krigens hverdag og de ofre som altid følger med, men Ivans barndom er på ingen måde en sentimental film. Den melankoli som filmen bruger, fungerer som kontrast til den hårde hverdag, som ikke vises som voldelig i den forstand at folk bliver dræbt til højre og venstre, men mere en langsom nedslidning af isolation og venten. Ivans historie præsenteres ikke som usædvanlig, men netop som en blandt mange. Hans had og dedikation er tragisk, ikke heltmodig, og filmens slutning afspejler denne stemning af tab og fortrydelse.

Læs også Kim Toft Hansens essay Manden, der så englen om Andrei Tarkovsky.


Forrige anmeldelse
« Ind i vildmarken «
Næste anmeldelse
» Surf’s Up »


Filmanmeldelser