Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Den yderste dom: Andrei Rublev (175 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 15/5 2008, 14:42 af Steen Christiansen

Klassisk epos


Klassisk epos

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Andrei Tarkovskijs anden film er imponerende og overvældende. Med næste tre timers spilletid, er det ikke en film man bare kaster sig ud i. Det er i stedet en film at fordybe og fortabe sig i. Dens episke fortælling strækker sig over mange år, og afspejler de dramatiske højdepunkter der omgiver Andrei Rublevs liv. Andrei Rublev var en ikon maler i 1400-tallets Rusland, og en velkendt figur i den russiske historie. Den yderste dom er dog ikke en biografisk film der følger Rublevs liv, ligesom det heller ikke er en historisk film. Filmens fokus ligger i stedet på hvordan samfundet, religion, kunst og mennesker indgår i en større helhed og konstant påvirker hinanden, og ikke altid positivt.

Filmens udgangspunkt er nærmere en slags åndshistorie over Rusland, dets fejl, mangler og udfordringer. For så vidt er det ikke en sønderlemmende samfundskritik, men det er en meditation over et samfund med mange modsætninger. Fortællestilen afspejler dette udgangspunkt og er opdelt i prolog, seks kapitler og en epilog. Rublev er bindeledet mellem disse kapitler, men er sjældent selv hovedrollen i kapitlerne.

Prologen er ikke umiddelbart forbundet med resten af filmen, men sætter den tematiske dagsorden. To mænd prøver at få en luftballon i vejret, hvilket også lykkes. Vi følger ham der hænger fra ballonen, som er ekstatisk over at deres forsøg lykkes. Han svæver henover landskabet, og vi ser tingene fra hans synspunkt; tilsidst styrter han dog ned. Vi ved altså hvad der venter os i filmen.

De næste seks kapitler præsenterer Andreis rejse gennem Rusland og de udfordringer han møder - han starter rejsen som en kendt religiøs maler, kun overgået af få. Hans teknik er uovertruffen, men en af hans rejsekammerater, Kiril, påpeger at han mangler den tro som får andre værker til at skinne smukkere end andre. På sin vis er filmen altså en dannelsesrejse for Andrei, som er vidne til den brutalitet som eksisterer i Rusland. Først oplever han hvordan en omrejsende nar bliver tilfangetaget af soldater, fordi det ikke sømmer sig med den slags frivolitet. På samme måde bliver der også slået hårdt ned på de landsbyboere som udøver gamle, hedenske ritualer.

Ødelæggelsens og brutalitetens højder nåes da Tatarkrigere plyndrer byen Vladimir. Tidligere har Andrei meget været tilskuer til begivenhederne, men her trækkes han ind i det blodige slag, og ender med at dræbe en mand, for at forhindre en voldtægt. Det bliver et vendepunkt i Andreis liv, da han nu har syndet og han kan ikke tilgive sig selv. Han isolerer sig i et kloster, og forsøger at dedikere sit liv til kunst og religion, men det hele virker hult. Først da Andrei oplever en ukuelig vilje og tro, kan han selv genfinde sit kald.

I filmens sidste kapitel, følger vi Boriska, som er søn af den afdøde klokkemager. For at genopbygge sin landsby, lyver Boriska om sine evner til at støbe en kirkeklokke, og sætter alle på hårdt arbejde. På trods af al modgangen, lykkes det Boriska, og Andrei trøster ham da han bryder sammen. Andrei siger, at Boriska skal være glad, for det lykkedes ham at lave klokken på. Lad os drage videre sammen, siger Andrei, så du kan støbe klokker og jeg male ikoner. Herefter følger filmens epilog, som består af en montage-sekvens af Andrei Rublevs berømte ikoner, hvor kameraet langsomt panorerer over dem, og viser dem i al deres glans. Her skifter filmen også fra sort-hvid til farve - det eneste sted i filmen, hvor det sker. Det er et dramatisk skifte efter næsten tre timer, og man kan ikke undgå at blive fascineret af ikonerne. Hermed kommer filmens sidste pointe også til udtryk - Andrei har oplevet verden og gennemlevet dens brutalitet, og kan alligevel finde håb. Det er denne tro som gør ham i stand til at genoptage sin kunst.

Selvom Den yderste dom konstant kredser om kirken og religiøsitet, er den som sådan ikke en kristen film. Den viser kirkens brutalitet lige så meget som den viser dens gode sider. Titlen referer dermed heller ikke til en egentlig undergang, men understreger den desperation og frustration som Andrei gennemlever, før han kan finde tilbage til sit inderste væsen.

Filmen er smukt filmet, med klare sort-hvid billeder og flere dramatiske kamerabevægelser end man umiddelbart skulle forvente. Tatarernes angreb på Vladimir er et studie i hvordan man afbilleder krig og kamp. Det er en på alle måder fascinerende film, som fortjener et stort publikum, og Another World Entertainment sørger for en ordentlig indpakning, med rigeligt ekstramateriale som man kan gå på opdagelse i.


Forrige anmeldelse
« Roskilde «
Næste anmeldelse
» Album »


Filmanmeldelser