Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Otis (96 min.) Købsfilm / Warner
Anmeldt 6/3 2009, 13:38 af Torben Rølmer Bille

Frygt pizzamanden!


Frygt pizzamanden!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er efterhånden ganske langt mellem de film, som man med rette kan kalde for gyserkomedie. Selv om betegnelsen for denne genrehybrid bruges om mange film, er den desværre ikke altid dækkende. Ofte er det, fordi filmen enten ikke er gyselig nok, eller fordi den langt fra er så sjov, som filmmagerne havde forestillet sig. Et godt eksempel på en sådan er Murder Party, som undertegnede havde den tvivlsomme fornøjelse af at anmelde for nyligt. Heldigvis bliver der dog stadig udgivet film, som formår at holde en finde en balance mellem de absurde, ulækre gys og kulsorte, diabolske grin. Sådan en film er Otis.

Otis lægger ellers ud som en vaskeægte gyser, der synes at låne lige dele voldspornoelementer fra Saw og Hostel for samtidig at give den vågne seer et par voyeuristiske, intertekstuelle nik i retning af Psycho og Peeping Tom. Filmen åbner med en fedladen, usympatisk mandsling, som sidder foran sine mange monitorer og betragter en ung, halvafklædt kvinde, som han har spærret inde i sit lydisolerede kælderlokale. Han tvinger kvinden til at agere akkurat, som han vil det, og hvis hun ikke makker ret, skruer han op for musikken, lyset eller de strømførende kabler. Hun forsøger, ganske effektivt, at flygte men fejler grusomt, og Otis, som er mandslingens navn, kommer nærmest ved et uheld til at dræbe hende. Han finder derefter straks den elektriske sav frem.

Krydsklip får vi til den kiksede familie Lawson og verden uden for deres ærkeamerikanske hjem. Her rammer nyheden om endnu en teenagepiges død lokalsamfundet, men familien er mere eller mindre ligeglade, indtil det er deres egen datter, som bliver kidnappet. Otis arbejder nemlig i dagtimerne som det lokale pizzabud, og det er under disse runder i nabolaget, at han udser sig sine ofre. Datteren i familien snuppes naturligvis ved højlys dag, uden nogen ser noget og verdens måske mest arrogante og inkompetente hold af efterforskere sættes efterfølgende på sagen.

Datteren føjer Otis så meget som muligt og spiller med i hans bizarre rollespil, der primært handler om at genopleve det high-school sværmeri, som Otis’ bror ødelagde for ham ved at snuppe dennes kæreste på prom night og gifte sig med hende. Det lykkes efter lidt planlægning datteren at flygte, men da hun reddes og bringes til hospitalet, forlanger hendes mor, at hun lader som om hun har fået hukommelsestab. For familien Lawson har ikke tænkt sig at lade et inkompetent system håndtere Otis, da de derimod vil tage sagen – helt bogstaveligt – i deres egne hænder.

Otis er altså en meget grotesk, ultrasort komedie, der synes at gøre grin med den retfærdighedssans, som vi alle (mere eller mindre skyldbetinget) sidder med, når filmverdenens skurke i slutningen lider en grusom død. Desuden fungerer den som en gyserkomediependant til de mange film om den amerikanske middelklasses genvordigheder. Slutteligt bliver den via sin meget morsomme dialog, skuespillernes fine sans for komisk timing og de meget sadistiske voldsscener ganske effektiv både som komedie og som gyserfilm. Er man derfor fan af tortur, kernefamilien, pizza og selvtægt, så er Otis en film, man bør se så hurtigt som muligt.


Forrige anmeldelse
« Den anden søster «
Næste anmeldelse
» Turkey Shoot »


Filmanmeldelser