Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




A good man (103 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 6/6 2015, 11:45 af Torben Rølmer Bille

Seagal i Rumænien


Seagal i Rumænien

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er svært at huske præcis, hvor mange år siden det var, at actionbøffen Steven Seagal proklamerede, at han ikke var skuespiller, men musiker i hjertet. Måske burde han øve sig lidt mere på at slå sin guitar an med tommelfinegren, for det er endnu flere år siden, at man huske actionfilm med Seagal, som virkelig sparkede røv.

Selv har Steven udtalt, at en af grundende til, at han ikke er hoppet med om bord på The Expendables, actionserien for actionstjerner, der nærmer sig pensionsalderen, er, fordi han har problemer med nogle af de medvirkende, da de er ”for sjove”. En tilstand, der bestemt ikke har plaget Seagal, hvis man har fulgt lidt med.

Der er heller ikke humor, som gennemsyrer mandens seneste direkte-til-salgsfilmsfiasko A good man. Filmen er optaget i Rumænien, muligvis for at holde omkostningerne nede, men den ser også ud som noget, der har været ganske billig at lave. Sagt fuldstændig uden hold i virkeligheden, så kunne man godt mistænke filmen for at være et slet skjult dække for at hvidvaske nogle penge. Faktisk må man næsten håbe det, for så har filmen da tjent et formål.

A good man er nemlig en film, der ikke er værd at bruge ens tid på. Det handler ikke kun om, at skuespillerne på udsatte steder kun er få hak bedre end dem, der optræder i tyske pornofilm fra startfirserne, men også fordi selve historien er så gudsjammerlig tåbelig, at man virkelig bør have stærk kaffe på kanden for ikke at falde i søvn undervejs.

De læsere, der kender til undertegnedes smag i populærkulturens kringelkroge, vil vide, at den er ganske bred. Dertil kommer en stor kærlighed for især B-film, men der må trods alt være grænser for, hvad man skal finde sig i som filmfan. Replikkerne i Seagal-filmen består udelukkende af klicheer. Figurerne er karikaturer, som man aldrig tror på, med mindre man er skør. Og dertil kommer, at de eneste actionsekvenser, som fungerer nogenlunde, er dem, som Seagal ikke er en del af. For skal der slås på tæven, så klares det af en langt yngre, langt mere smidig fyr.

Det virker som om, at alderdommen og ølmaven har sat en stopper for de voldsomme aikido-kampe, som man husker fra mandens storhedstid (fx Nico, Marked for Death, Under Siege m.fl.). Selv om Steven stadig har nogle få, smarte moves oppe i ærmet, så virker det end ikke, som om manden har orket at træne nærkampene – eller tage en tur i træningscenteret – før kameraerne begyndte at rulle. Eller rettere sagt: at smide data ned på harddisken. For filmens look er nemt genkendelig som digital video, uanset den sparsomme efterbehandling den har været igennem.

Filmen åbner med en scene, hvor Seagals figur Alexander er på mission som lejesoldat. Mens han forsøger at fange skurke, forsøger han også at redde en lille, civil pige. Hun fanges dog i krydsilden og dør. Den kinesiske gangster slipper til gengæld væk. Flere år senere dukker Alexander op i en større by i Østeuropa. Her dræbes lokale forbrydere af en mystisk gerningsmand, der efterlader røgelsespinde på ofrene. Alexander møder en dag sin nabo og dennes datter, da hun får smækket sig ude af sin lejlighed, og hendes datter bringer minder frem om den pige, der døde tyve minutter tidligere i filmen. Moderen har også en bror, som arbejder for den lokale gangster. Gangsteren har lovet at slippe grebet på ham og søsteren, lige så snart deres gæld til ham er betalt. Alt dette vikles Alexander nu ind i, og inden længe bliver både broderen og Alexander nødt til at slås med både gangsterens mænd og de bagmænd, som de handler med.

Det fortælles også en sideløbende handling, der viser to politifolk forsøge at opklare mordene i underverdenen, men havde de dog bare sat sig ned og set en håndfuld b-actionfilm fra midthalvfemserne, ville de hurtigt kunne regne sammenhængen ud, for filmen er som nævnt så forudsigelig for fans af genren, at man har regnet sammenhængene ud længe før, de medvirkende gør det.

Man kunne godt have ønsket, at instruktøren Keoni Waxman havde haft mulighed for at tage nogle scener om, i stedet for at nøjes med første optagelse, men det har der sikkert hverken været tid eller mulighed for. I stedet må vi lægge øjne og ører til talentløst skuespil, en håndfuld halvhæderlige slåskampe uden Seagal og en lang række ufrivilligt pinlige scener med den gravalvorlige, menneskelige blues-flødebolle i centrum. Hvordan denne film i det hele taget er blevet realiseret, er et større mysterium end Voynich-manuskriptet. Gå i en stor bue udenom den, og find i stedet en hvilken som helst anden nyere actionfilm fra Hong Kong og se, hvordan action skal iscenesættes!


Forrige anmeldelse
« Everly «
Næste anmeldelse
» Mord uden grænser »


Filmanmeldelser