Det er set før, at en genstand i nogen grad spiller en hovedrolle i en film. En pistol, en pengeseddel eller lignende. Noget, der skifter hænder. Det giver mulighed for at skabe forbindelseslinjer, som ikke nødvendigvis opstår på det menneskelige plan, men på en tilfældig måde får det kædet to eller flere personer sammen i en fortælling. Det er også grundlaget for indiske Ritesh Batras første spillefilm – og internationale gennembrudsfilm – The Lunchbox, som netop er udkommet som købefilm i Danmark.

Udgangspunktet er det berømmede dabbawalla-system i Indien, især i Mumbai, hvor en organiseret række bude sørger for at bringe en madpakke – en dabba – fra hjem til arbejdsplads med nylavet mad. Det foregår på cykel, på scooter, med tog, og forsyner via et netværk store dele af en by med mad – også fra restauranter eller lignende. Det er sådan en dabba og dette netværk, der i The Lunchbox, danner en sitrende og samfundskritisk bund under en elementær fortælling om menneskelige eksistenser.

The Lunchbox handler om enkemanden Saajan, der er tæt på at skulle pensioneres fra sit job som bogholder, og Ila, der sender hver dag sender en dabba til sin mand på dennes arbejde. Det utænkelige sker. Saajans middelmådige mad fra en gaderestaurant forbyttes med Ila uovertrufne mad lavet med kærlighed – en kærlighed, som hun håber igen kan nå sin mand, der synes indsunket i arbejde uden omtanke for familielivet med deres fælles datter. Denne forbytning bliver startskuddet til en brevveksling mellem Saajan og Ila, der kommer til at sætte begges liv i et nyt relief.

Filmen er indisk i handling og oprindelse, men ligesom andre større internationale indiske filmsuccesser, så er det økonomiske sikkerhedsnet spændt ud mellem flere lande. The Lunchbox er således produceret med indiske, tyske, amerikanske og franske penge. Derfor kan det selvfølgelig ikke undre, at filmen ender i bred distribution. De mest iøjnefaldende filmeksempler på sådanne indisk-internationale film er naturligvis Slumdog Millionaire (2008) og Life of Pi (2012), men disse er langt mere internationale i deres valg af hovedaktører bag kameraet.

Det interessante ved The Lunchbox rent produktionsmæssigt er derfor, at vi hovedsageligt har indiske kræfter både bag og foran kameraet. Hovedrollerne spilles af stjernerne Irrfan Khan og Nimrat Kaur, mens instruktøren Batra selv er født og opvokset i Mumbai, hvor filmen finder sted. Endog er filmen filmet og klippet af amerikanere, mens musikken er skrevet af en tysker. På producersiden finder vi også et par tyskere, der har villet overvære, hvad deres penge er blevet brugt til. Helt elementært er pengene blevet brugt til at skabe en stilfærdig og temmelig overbevisende film, der er en moderne epistolaire – en film om en brevveksling.

Det er derfor interessant, hvordan de helt genkendelige træk fra Bollywood-produktionerne er luget ud for at levne plads til en slags international panfortælling om to personers tiltrækning af hinanden. Det betyder ikke som sådan, at filmen er ’europæiseret’ eller ’amerikaniseret’. Jeg sad undervejs faktisk snarere med en fornemmelse af de tidlige Ang Lee-film i stil med hans Father Knows Best Trilogy. Men også en nedtonet, farverig Pedro Almodóvar sprang i tankerne. Fællestrækket mellem de tre er den dybfølte, kulturinteresserede brug af gastronomi som et fortællemiddel i film, der også løst doserer en kritik af kulturen.

The Lunchbox er således en film, der også fortæller en del om Indien som sådan. Det er ikke en film, der farer med lempe, men den samfundskritik, der siver ind i den brevveksling, som Saajan og Ila foretager, er nedtonet og uden syrlig brod. I stedet er filmen en eksistentiel skildring af to menneskers plads i en kultur, der kan virke såvel attraktiv og frastødende. Filmens styrke er, at den slet og ret forsyner kulturmønstrene med ambivalens. Det betyder, at The Lunchbox ikke nedgør eller forherliger. Den fortæller slet og ret om mennesker i en kultur, men for de, der har besøgt Indien, vil filmen være en sand påmindelse om et lands fantastiske madkultur. Så lidt forherliger den da.