Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Americans – sæson 2 (606 min.) Købsfilm / 20th Century Fox
Anmeldt 4/5 2015, 22:23 af Torben Rølmer Bille

Kernefamilie under pres


Kernefamilie under pres

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I skrivende stund er der mange sværvægtsserier på markedet. Man kan blot nævne serier som Game of Thrones, Sherlock, Vikings, True Detective, men der er sikkert mange flere der kæmper om seernes gunst. Ikke desto mindre er der mange positive ting at sige om anden sæson af den lidt oversete amerikanske tv-serie The Americans, der nu er ude på dansk købe-DVD. For selv om den måske hverken byder på imponerende fantasymonstre, visuelle opfindsomheder, skæggede mænd med økser eller Matthew McConaughey, så kan dens, i sammenligning med de nævnte seriers, noget nedtonede spiondrama stadigvæk fange sin tilskuer lige så nemt, som den gjorde i første sæson.

De nye afsnit byder på såvel glimrende skuespil som en eminent iscenesættelse af en tidsperiode, denne gang starten af firserne. Selv om man måske ikke er vokset op i USA, er det svært ikke at blive lettere nostalgisk over både interiører, påklædning og ikke mindst den hverdagsteknologi, der vises (måske især for os, der har alderen til at huske de første CollecoVision tv-spil). Derfor er det heller ikke svært at erindre en tid, hvor den kolde krig rasede, og hvor nyhederne dagligt var fyldt med striden mellem de to supermagter USA og Rusland – en strid, der i skrivende stund synes at blive lidt for aktuel igen.

I The Americans følger seeren stadig familien Jennings, der udadtil lever som en helt almindelig middelklassefamilie komplet med to søde børn. I virkeligheden er begge forældre KGB agenter, der på ordre fra Kreml udfører både spionage, likvideringer, kidnapninger og alt andet, som de bliver bedt om. Børnene som parret har fået sammen – primært for at forstærke ideen om at de er en vaskeægte, amerikansk kernefamilie – er ved at nå en alder, hvor de begynder at stille spørgsmålstegn ved deres forældres gøren og laden. Dette gør bestemt ikke forældrenes dobbeltliv mindre besværligt.

Ud over familien Jennings, følger vi også deres genbo, CIA-agenten Stan Beeman, der forsøger at navigere mellem rollen som gift mand og hans affære med den smukke, unge, russiske kvinde Nina, som seeren ved agerer som dobbeltagent. Som en slags sidestykke til denne affære lever også Hr. Jennings et dobbeltliv i serien. Dels er der det liv, han lever hjemme med kone og børn, dels er der hans alter ego Clark, som er blevet gift med sekretæren på det CIA-kontor, hvor Beeman arbejder.

Der er to hovedhistorier i den nye sæson. Den ene bliver introduceret allerede i første afsnit, og omhandler likvideringen af en anden undercover-familie. Kort sagt så finder Hr. Jennings under en rutineopgave mor, far og datter skudt på deres hotelværelse. Kun familiens søn er undsluppet med livet i behold. Det er nu op til vore agenter og deres bagland at finde ud af, hvordan deres dække blev afsløret og ikke mindst, hvem der stod bag likvideringen.

Det andet overordnede narrativ omhandler indsamlingen af tophemmelig teknologi. USA har udviklet Stealth, der potentielt kan gøre både deres fly, skibe og ubåde usynlig for fjendens radar og Kreml insisterer på at få fat i denne teknologi, uanset hvad pris deres agenter må betale for den. Ud over dette er der også en række afsnit, der fokuserer på det nyoprettede ARPA-net, som russerne naturligvis også er meget interesserede i. For de, der ikke ved hvad det er, så var det det amerikanske militær, der sammen med en række forskere på universiteterne udviklede et computernetværk, der kunne bestå, selv om dele af det blev smadret af eksempelvis atomvåben. En netværksteknologi, der sidenhen skulle udvikle sig til at blive det internet, vi kender i dag.

Det er med andre ord ikke svært at følge med i disse parallelle forløb, men serien fokuserer ikke udelukkende på disse handlingsstrenge. Den er i sagens natur lige så interesseret i at vise os, hvor svært og følelsesmæssigt omkostningstungt, det kan være at leve sådanne dobbeltliv. Ikke kun, som man så det i første sæson, at få kærlighedslivet til at fungere i hjemmet, når nu en dels af ens arbejde består i at benytte seksuelle ydelser som pressionsmiddel eller som en naturlig del af at få ens dobbelte identitet til at virke overbevisende, men også fordi man skal navigere mellem mange ofte svære valg og holde styr på ens løgne.

Selv om der nok er enkelte, der vil påstå, at The Americans har et noget sløvt fortælletempo, så er det faktisk fint i trit med tidsånden, at ting nu engang tager den tid de tager. Husk på, at serien foregår i en tid før MTV, før internettets massive informationsbombardement, i en tid hvor unge mennesker stadig læste tykke bøger og brugte tid på at snakke fysisk med hinanden. Tiden var en anden, der var mere plads til fordybelse og søgen – hvilket også kommer til udtryk, da datteren i familien vælger at blive medlem af en frikirke, hvilket naturligvis skaber problemer især overfor hendes meget antireligiøse (og i al hemmelighed ultrakommunistiske) mor. I denne anmelders optik er seriens tempo derfor næsten perfekt afmålt i forhold til den tidsperiode, den foregår i – for hvis den virker lettere gammeldags, så er det fordi den netop tilstræber dette.

Når det så er sagt, så er der også flere episoder, hvor det virker som om, at seriens forfattere træder lidt vande for at kunne levere 13 afsnit af en times varighed, men det er velsagtens også naturligt. Det taler faktisk også til seriens fordel, for skal man skildre et hverdagsliv, må dette i sagens natur også blive lidt repetitvt og kedeligt. Samtidig skaber disse hverdagsskildringer en langt bedre kontrast til de scener, som byder på thrillerelementer eller ligefrem action.

Kunne du derfor lide første sæson, så er der alle mulige grunde til at fortsætte, for det virker som om, at både skuespillerne og ikke mindst seriens forfattere er blevet mere erfarne i deres skildring af det omfattende persongalleri. Det er en af den slags serier, som ikke giver dens seer et hurtigt fix, men som i stedet langsomt og sikkert bliver overbevisende, fordi den netop tør satse på at være både rimelig tro overfor materialet, tidsånden og ikke mindst satse på at skabe figurer og handlingsforløb, der virker realistiske. Rent tempomæssigt, men også indholdsmæssigt, kan man tænke på serien, som var det en meget lang roman af John Le Carre omsat til et velproduceret, amerikansk serieformat.


Forrige anmeldelse
« The Purge: Anarchy «
Næste anmeldelse
» The captive »


Filmanmeldelser