Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Chef (114 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 19/4 2015, 08:24 af Torben Rølmer Bille

Advarsel: højt kalorieindhold


Advarsel: højt kalorieindhold

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Amerikanske mainstreamkomedier er i den seneste tid dukket oftere og oftere op i denne anmelders postkasse, ikke fordi groteske, voldspornografiske splatterfilm har mistet deres tiltrækningskraft, men snarere fordi der indimellem faktisk laves ganske hæderlige mainstreamkomedier. Popkulturen i bredeste forstand skal selvfølgelig undersøges, men det virkede nu alligevel lidt mærkværdigt, at sætte hvad bedst kan beskrives som ”en kokkekomedie” i afspilleren.

Grunden til at Chef virkede ekstra interessant er, at det var Jon Favreau, der både har skrevet manuskriptet, instrueret og ikke mindst spiller den altoverskyggende hovedrolle. Nørder bør i forvejen kende hans navn, for det var Favreau, der skrev og instruerede de to første Iron Man film, samt den stærkt udskældte, men ganske underholdende Cowboys vs. Aliens. Chef er dog en hel del mindre tegneserieagtig, da den handler om en gourmetkok, der forsøger at sit privat- og arbejdsliv til at hænge sammen.

Vi møder kokken på en afgørende aften. Restauranten han arbejder på, skal nemlig have besøg af byens vigtigste madanmelder, en mad-blogger, der netop har solgt rettighederne til hans hjemmeside for et større millionbeløb. Naturligvis vil vores kokkeven gøre alt for at imponere anmelderen. Problemet er blot, at den menu han vil servere for anmelderen ikke er den, der står på spisekortet og som har stået der de sidste ti år. Derfor kommer vores køkkenchef i en heftig diskussion med restaurantens ejer (i form af Dustin Hoffmann). Det ender med at vor kok bøjer sig for ejeren og laver det samme mad som altid.

Anmeldelsen er selvfølgelig sønderlemmende og leverer en kritik af både mad og især manden bag gryderne. Frustreret opsøger vores protagonist anmelderen og overfuser ham i al offentlighed. En handling der naturligvis dokumenteres af en masse restaurantgæster på deres mobiltelefoner og som hurtigt går viralt.

Samtidig kæmper kokken med at få sin rolle som mand og far til at harmonere sammen med det travle liv i køkkenet. Kokkefar har en søn, som han bruger tid sammen med, men uden sådan rigtig at være sammen. Sønnen savner sin far, især da han er flyttet væk fra moderen. De holder en pause og er separeret. Da farmand nu står uden egentlig ansættelse og ingen rigtig vil hyre ham efter ovennævnte video, beslutter han sig for at få fat i en gammel dinner transportable, som han og sønnen istandsætter. Ideen er at bruge sønnikes sommerferie på at tage tværs over USA og sælge farmands berømte, Cubanske sandwiches og andre bundsolide madspecialiteter fra bilen. Sønnike er heller ikke uden evner, for han kender til nettet og sørger for at madbilens kulinariske eventyr dokumenteres på de sociale medier, så de har kunder uanset, hvor de standser.

Filmen er egentlig ganske sød og hyggelig. Den bruger en hel del tid på at vise en masse lækre billeder af mad som bliver tilberedt og efterfølgende konsumeret. Faktisk er det svært at finde en eneste scene i filmen, hvor figurerne ikke propper mad i munden. Det er måske frækt at sige, men det virker lidt som om en af Jon Favreaus bagvedliggende motiver for filmen er at få mulighed for at spise mere af den skønne, kalorierige mad som bliver tilberedt foran kameraerne, hvilket kan anes på hans statur. Han syntes af være legemliggørelsen af det gamle ordsprog; ”stol aldrig på en tynd kok”.

Desværre er resten af filmen ikke så lækker som de retter der skabes på skærmen, for selv om skuespilerne er gode og replikkerne fine, så er det også en film der stikker i mange retninger. Er det en film om mad? Er det en film om restaurationsbranchen? Er den en film om familie? Er det en roadmovie? Er det en film om de sociale mediers magt? Er det en film om den Amerikanske Drøm? Eller er det en film, der ikke helt ved, hvad den vil? Jeg er nok mest tilbøjelig til at satse mine frokostpenge på det sidste.

Selv om Chef måske ikke er den feel-good film, den gerne have villet være, så er det heller ingen katastrofe. Karaktererne er overfladiske troværdige og især relationen mellem far og søn er ganske glimrende fortalt. Humoren fungerer, hverdagsdramaet er interessant opbygget og så er der som nævnt mange virkelig indbydende billeder af lækker, amerikansk, mad. Et andet plus er at filmen er fyldt med cameos fra Farvreaus kollegaer, det er derfor muligt at opleve både Scarlett Johansson, Robert Downey Jr. og førnævnte Dustin Hoffman i mindre, fine roller.

Til gengæld er Chef også en film, der følger alle de gængse regler for hvordan mainstreamfortællinger skal afvikles. Dette gør at der ikke er mange overraskelser at finde undervejs, men har man mod på at opleve en ganske vellavet, amerikansk komedie, der for en gang skyld sagtens kan ses af hele familien, så er Chef et ganske godt bud.

Som et postscriptum burde filmen dog forsynes med en tydelig advarsel fra sundhedsstyrelsen, idet de sagesløse seer straks får lyst til at spise meget af den mad som tilberedes i filmen. Det handler hovedsagelig om bundsolid, kalorietung, amerikansk cuisine. Det vil sige masser af lækre sager og rigeligt af dem; mad som Anne Larsen straks ville forsøge at skylle fedtet af under en rindende hane. Eksempelvis lavede undertegnede, nærmest som i en form for trance, en grilled-cheese sandwich som det første morgenen efter filmen var blevet fordøjet. Så selv om filmen måske ikke er et rendyrket mesterværk, så var sandwichen godt nok tæt på. God appetit, derude!


Forrige anmeldelse
« Detour «
Nste anmeldelse
» Rosita »


Filmanmeldelser