Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Når dyrene drømmer (81 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 2/2 2015, 22:54 af Kim Toft Hansen

Dyrenes tusmørkedrømme


Dyrenes tusmørkedrømme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dansk film og det overnaturlige har længe været et umage par. Senest er facaden dog begyndt at krakelere, så det mystiske kan krybe ind. Svenske Lad den rette komme ind banede vejen for det, der blev kaldt nordic twilight, og nu er det efter sigende blandt de hotte buzzwords, der skal sælge dansk og skandinavisk film til udlandet. Et kerneeksempel på denne benævnelse er Jonas Alexander Arnbys debutspillefilm Når dyrene drømmer, som udkom i december som købefilm.

Filmen tager udgangspunkt – og er optaget on location – i Thyborøn. Skildringen af et lille fiskersamfund er den grundlæggende realistiske baggrund, der danner ramme omkring Marie, som opdager, at hun har udslet på sin brystkasse. Hendes drømme er blodige og forstyrrende, og hendes mors fortid er ulden og uklar. Langsomt opdager Marie, at hun også selv bærer på en hemmelighed, der skal få store konsekvenser for hendes eksistens.

Det rolige provinsbillede i kombination med den næsten magisk realistiske tilstedeværelse af det overnaturlige, som langsomt sniger sig ind, minder meget om Lad den rette komme ind, som nævnes som hovedeksemplet på denne vindblæste og ofte sneklædte nordiske genretype. Det særlige ved Når dyrene drømmer er, at den – selvom den nedbryder grænserne til det overnaturlige – stadig holder rigtig godt fast i en tung dansk realismetradition.

Tæt vævet sammen er filmens psykologiske profil med det monster, der vokser frem i Marie. I sig selv er det ikke en specielt original metafor, filmen benytter sig af. Sammenligningen er den senpubertære udvikling af en seksualitet, der på den ene side er afskrækkende og på den anden side særdeles tillokkende, som er en meget almindelig og temmelig freudiansk model over identitetsudvikling. Men iklædningen af psykologisk realisme styrker denne fortælling i høj grad.

Billedet, som filmen tegner af det nordvestjyske, er – ligesom Maries personlighed – tvetydigt. På den ene side er det et lidet flatterende billede af et indspist lokalsamfund, vi får serveret. Men på den anden side er det hele vinklet i flotte landskabsbilleder, der viser en smuk og ruskende natur og naturlighed, som findes få andre steder i Danmark. Den vindblæste vestkyst og havets dobbelte karakter, fordi det både ’leder væk fra’ og forbinder, er i dette tilfælde god.

Marie ledes væk fra det velkendte og familiære i retningen af det, som hun i bund og grund er. Identitetsmetaforen er stærk. Men det familiære tager hun også med, fordi det antageligvis er noget, hun har arvet fra sin mor. Det gemmes væk, men Marie bryder rammerne. Derfor er hun ligesom havet ledt væk og forbundet på en og samme tid: forbundet til og frastødt fra sig selv. Provinsen som location er derfor en fantastisk god idé, der giver god mening ift. karakterudvikling.

Filmen er castet af nogle større stjerner i bærende biroller (Lars Mikkelsen, Sonja Richter), mens den er suppleret af en parade af nyetablerede og up-coming ansigter i skandinavisk film og tv. Vi kommer til at se mere til Sonia Suhl, norske Jakob Oftebro ( Lev stærkt, 1864) og Gustav Dyekjær Giese (Nordvest, Heartless), mens Jonas Alexander Arnby – trods kun knap 4.000 billetter solgt i danske biografer – også kan vente sig tilbud. Det er en velinstrueret og homogen film.

Filmen kan godt vise sig at blive betydningsfuld på sigt som et tidligt eksempel på en ny dansk tendens, der tager fat på det overnaturlige inden for nogle genkendelige og realistiske rammer. Viceværten (2013) – i øvrigt også med Lars Mikkelsen – vil være et andet interessant tidligt eksempel i en tid, hvor det overnaturlige ser ud til at rejse sig. Tv-serien Heartless (2014) spiller også på ungdommens identitetskrise inden for en overnaturlig metaforisk ramme.

Når dyrene drømmer er en pudsig størrelse, fordi den ikke selv lægger meget op til at være en gyser, selvom den ofte benævnes som sådan – og stedvist også selv forsøger på at være det. I stedet er den et vellykket karakterdrama i familie med flere velproducerede danske ungdomsdramaer, som handler om at finde sig selv, om seksualitet og om at bevæge sig væk fra det sikre og velkendte. Faktisk er filmen så roligt komponeret, at den er tæt ved at være novellefilmsagtig.

Det er synd for Når dyrene drømmer, at den nærmest har fået mere international opmærksomhed, end den har fået dansk. For det er faktisk en tankevækkende film, der ikke ligner meget andet i dansk film. Men måske er det netop problemet. Seeren er også fanget i at ville have det velkendte, mens en genrefornyelse af såvel den psykologiske realisme som gyseren falder mellem to stole. Om end så er det også vigtig sommetider at skræve.


Forrige anmeldelse
« Birdman «
Næste anmeldelse
» The Maze Runner »


Filmanmeldelser