Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Eye (98 min.) Biografversion / Scanbox
Anmeldt 2/4 2008, 17:53 af Torben Rølmer Bille

Recycling ad infinitum


Recycling ad infinitum

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ikke noget nyt i at lave film, der handler om biologisk hukommelse – altså ideen om at hvis man får en anden persons organ eller legemsdel transplanteret, så får man en del af donorens personlighed med i købet. Tænk blot på B-films klassikere som Body Parts fra 1991 eller The Hand, hvor ideen var vendt om og det var en afreven legemsdel, der havde fået ejermandens aggressive personlighed.

The Eye er det seneste skud på stammen af film, der leger med denne idé. Filmen er endnu en amerikansk genfortolkning af en asiatisk horrorfilm. De bedste asiatiske gysere, som eks. The Ring og Ju-On, har for længst set sig selv i amerikanske versioneringer, og nu er turen kommet til at lave palimptester over de film, som kun akkurat nåede at ride med på den asiatiske gyser-tsunami; i dette tilfælde de kinesiske brødre Danny og Oxide Pangs vel nok mest kendte film The Eye.

Det amerikanske filmselskab har sat makkerparret David Moreau og Xavier Palud til at instruere. Det var dem, der skabte den fremragende, enormt klaustrofobiske Ils (aka. Them). For Hollywood nøjes ikke kun med at importere narrativer og plots, de importerer også gyserfilmstalenter. Før Moreau og Palud har vi bl.a. set Alexandre Aja, der fik lov til at lave den rå og nådesløse genindspilning af The Hills Have Eyes.

Kredsen af genbrug sluttes med en fristende sammenligning mellem Brødrene Pangs originalversion og filmen Blink fra 1992 med Madeleine Stowe. Her er plottet også centeret omkring en violinspillende kvinde, der gennem en operation får synet igen og efterfølgende har meget svært ved at skelne alle de nye indtryk fra fantasien. Blink var, i modsætning til The Eye, en rendyrket thriller uden overnaturlige elementer.

Med så gode instruktører, en ret vellykket originalhistorie og ikke mindst supersilden Jessica Alba, som i andre sammenhænge har gjort rigtigt mange drenge kåde, burde man have et godt grundlag for en ordentlig gyser, men desværre kan alle gode intentioner ikke leve op til resultatet.

Alba udfylder den krævende rolle som violinisten Sidney Wells udmærket. Efter en hornhindetransplantation får hun ikke kun øjnene op for den verden, der omgiver hende, men også for den verden, som alle andre almindelige mennesker ikke kan se. På sygehuset ser hun et mystisk væsen, der trækker af sted med den gamle kone i nabosengen. Da hun spørger personalet til den gamle kvinde næste morgen, får hun at vide, at Mrs. Hillman sov ind i løbet af natten.

Det stopper ikke her, for Sidney oplever mere og mere skræmmende ting både i hjemmet og udenfor. Hendes synsterapeut beroliger hende med, at det hele sker, fordi hun aldrig har kunnet se før, og derfor er det hendes hjerne, der spiller hende et pus. Både Sidney og tilskueren bliver dog hurtigt klar over, at terapeutens forklaring ikke er tilstrækkelig, og at der virkelig er noget helt galt. Derfor beslutter Sidney sig for at finde ud af hvem, der var den oprindelige øjendonor.

Filmen benytter, lige som originalen, det uskarpe billede som et bevidst virkemiddel, og det virker fint, men effekten har dog også en tendens til at blive meget frustrerende og irriterende, især i filmens start. Det er naturligvis et bevidst valg, og meningen er, at vi som tilskuere skal dele Sidneys blik og derved danne et empatisk forhold til den unge kvinde og hendes situation. Når Sidney endelig har fået synet igen, møder hun så en del frygtelige fantasmagorier. På trods af enkelte af disse er ret skrækindjagende (mest effektivt er nok scenen med den svævende mand i elevatoren), byder The Eye altså ikke på ret mange tænderskærende, neglebidende, pudeknugende gys.

Selv om filmen er meget tro over for sit asiatiske forlæg og uden de store udsving laver en strømlinet, langt dyrere og mere visuelt laber karbonkopi af denne, så udebliver de gode gys. Det som filmen formår at gøre uhyggeligt, både originalen og sin amerikanske tvilling, er tanken om tilstedeværelsen af aggressive skyggevæsener, der kommer efter vores sjæle, når vi dør. Disse væsener bliver siddende i bevidstheden længe efter rulleteksterne, men dem behøver man ikke se den amerikanske udgave for at kunne huske. Og skal man endelig vælge mellem originalen og den nye, så byder originalen på et langt mere intimt og filosofisk gys, hvor emner som savn og familien, er langt mere i fokus. Hollywood har, som så mange gange før satset på overfladen og tilsidesat det komplekse, detaljerede indhold – men ej heller dette er vel en overraskelse af de helt store.


Forrige anmeldelse
« Skinwalkers «
Næste anmeldelse
» "Demoniacs" og "Night of the Hu... »


Filmanmeldelser