Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Michael Kohlhaas (117 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 27/4 2014, 21:16 af Kim Toft Hansen

Sværdslag og retfærd


Sværdslag og retfærd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det tog først lidt tid at vænne sig til stilen: En neddæmpet, rolig kamerateknik og en stenfjæsagtig gestik af de medvirkende. En handlingsgang uden helt spektakulære optrin. Uden entydige udsagn og logiske sammenføjninger. En film, der fortæller om en mand med en retfærdighedssans, men blottet for melodramaets simplicitet og hævndramaets dualismer. Arnaud des Palliéres’ Cannes-nominering Michael Kohlhaas er alt det, som Robin Hood og Braveheart ikke er. Det er ikke et eventyr, men en nærværende og stilsikker realisme om en autentisk frihedskæmper i det nu tyske Spree.

Udspringspunktet er den historiske figur Hans Kohlhase, der i det 16. århundrede kom i clinch med den adelige magt. På vej retur fra et marked, hvor han havde købt to stærke heste, bliver han standset, hestene konfiskeret, selvom reglerne for nyligt er blevet ændret. Da hestene bliver sendt tilbage, er de i en slem forfatning, og han kræver sin ret: heste, der er velnærede og uden åbne, blødende sår. Da han gennem rettergang nægtes sine krav, ender det i en blodig kamp med en hær af lokale væbnere, der har fået nok af lokal magtmisbrug. En kamp, der leder ham ind i en død for en sag.

På den måde ligner filmens grundlæggende handlingstråd – fordi den følger grovridset fra den autentiske beretning – mange lignende fortællinger om frihedskæmpere. Filmen er dog kun løseligt baseret på legenden om Kohlhase, hvilket allerede er fint signaleret i navnet på hovedpersonen, der også her er døbt Michael Kohlhaas. Palliéres ændrer også på nogle centrale detaljer (fx henrettelsesmetoden), fordi han derved han sende et etisk budskab gennem forandringer af fortiden til nutiden. Den udfordrende fortælleteknik og -æstetik gav instruktøren en velfortjent plads som nomineret til De gyldne palmer – uden dog at få prisen med hjem.

I hovedrollen som Kohlhaas finder vi Mads Mikkelsen, der taler et lidt nordisk klingende fransk. Men det er en mindre detalje i en rolle, som han helt og sikkert sætter sig på. Det er faktisk noget af det mest overbevisende, vi har set fra Mikkelsen længe. Og i tråd med filmens stilsætning er Mikkelsen instrueret til at spille helt nedtonet og uden store armbevægelser – noget, der lykkes ret flot. Sammen med Mélusine Mayance, der spiller Kohlhaas’ datter, formår de ud af meget lidt at trække et stort og vedkommende drama ud af den opspændte situation.

Det er ikke første gang, litteratur og film tager fat på Kohlhase-mytologien. Den kvasiromantiske dramatiker Heinrich von Kleist tog fat på den i 1810 – og det element af samtidsallegori, som Palliéres viderefører i Michael Kohlhaas, findes også hos von Kleist. Han var selv patriotisk modstander af Napoleon, og Kohlhase-figuren – der hos von Kleist netop omdøbes til Michael Kohlhaas, og bliver til forlægget hos Palliéres – bærer en effektiv etisk symbolik. I 1969 omsatte Volker Schlöndorff von Kleist novelle ”Michael Kohlhaas” til filmen Michael Kohlhaas – der Rebell. Fællestrækket for Schlöndorff og Palliéres er, at de begge derved fik stor opmærksomhed fra Cannes.

Kamerateknikken fra den trænede cinematograf Jeanne Lapirie er fra starten ganske overraskende. Meget langsomt glider det forbi handlingen på en måde, der dvæler ved mange detaljer. Fra begyndelsen virker det ret påfaldende, og jeg var noget i tvivl om effekten, men langsomt griber stilen fat. Faktisk gik det op for mig, at stilen henter en hel del fra den helt rolige cinematografi hos [url=http://www.kulturkapellet.dk/filmessay.php?id=18]Andrej Tarkovsky, der – hvilket dermed også gælder Palliéres’ film – får indbygget en del poetisk effekt, fordi vi som seere hele tiden tvinges til at se bestemte elementer og scener længe. Vi kommer på den måde rigtig tæt på den velspillende Mikkelsen og Mayance.

Det er også specielt at følge de mange scener, hvor vi kunne forvente store taler og kampopildnende opråb til Kohlhaas’ tjenere. Men figuren er selv meget underspillet og kølig, taler kun når det er helt nødvendigt, og derfor får vi slet ingen patetiske scener á la ’you may take our lives, but you’ll never take our freedom’. Selv henrettelsesscenen er uden melodramatiske letkøbte effekter, og derfor virker den så påtvingende godt. Giv denne perle en chance, selvom den ved første øjekast er noget andet, end forventningerne nødvendigvis kræver. Den har en stil, der – i modsætning til netop de lette effekter – kryber dybt ind og sætter sig. Og bliver siddende.


Forrige anmeldelse
« Adéles liv «
Næste anmeldelse
» Prisoners »


Filmanmeldelser