Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Whiplash (107 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 23/9 2015, 22:06 af Mette Krucov Rieks

En intens jazz-thriller


En intens jazz-thriller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske instruktør Damien Chazelle fik i foråret 2015 næsten hele den samlede danske anmelderskare op fra deres stole, alt imens de kaster håndfulde af stjerner og hjerter efter den unge instruktørs medrivende film Whiplash. Hvis ikke en række glade danske anmeldere var nok, kan Chazelle også bryste sig af, at filmen modtog tre Oscar-statuetter, en enkelt Golden Globe-statue og tre Bafta’er i dette års award-season. Imponerende for en uprøvet instruktør, som blot har haft sit navn på instruktørstolen et par gange, da optagelserne til Whiplash begyndte.

Hvor er maltbolsjerne?
I filmen følger vi Andrew Neiman, en førsteårsstuderende på det prestigefyldte konservatorium Shaffer Conservatory (New York). Andrew har spillet på trommer siden en ung alder, og han vil være den bedste. Ikke bare den bedste i Nicklas Bendter-klassen. Nej, han vil være trommespillernes svar på Lionel Messi, og han opgiver gerne både kæresten, blod, sved og tårer for at nå dertil.

I filmens begyndelse er Andrew dog langt fra denne status, da han på bænken må nøjes med at stemme trommesættet og vende noder for første-trommeslageren i ét af skolens bands. En dag i øvelokalet får den nærmest sagnomspundne dirigent og underviser Terence Fletcher ørene op for Andrews talent, og han inviteres til at spille med i skolens bigband. Herefter synes der kun at være én vej for Andrew, men tingene kan ændre sig lige så hurtigt, som Andrew er med sine trommestikkere. Særligt med en underviser som Fletcher, der ikke indeholder en eneste pædagogisk celle i sin krop. Hans kontroversielle undervisningsstil vækker mange grumme minder til lektor Blomme fra Peter Schrøders ”Det forsømte forår”. En lærer, som satte sine tydelige spor i sin klasse såvel som i det danske filmpublikum med replikken ”Rejs dig kun, Tykkesen, du smækfede yngling. Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud.”

Whiplash’s ligemand Terence Fletcher brillerer med lignende ytringer, der sammen med flyvende stole og andre genstande blot bekræfter de tvivlsomme pædagogiske metoder, som synes at springe ud fra en tanke om, at talentet skal tæskes frem med både verbale og fysiske slag. Fletcher’s tyranni har ikke blot til formål at forarge publikum, men også at tydeliggøre filmens spørgsmål om, hvor langt man som lærer og elev skal gå for at leve op til sit fulde potentiale.

Stærke personskildringer
J.K Simmons (Spider-Man og Juno) gør det mere end fantastisk som den frygtelige Fletcher, og det er uden tvivl fortjent, at han gjorde rent bord til dette års prisuddelinger. Det fantastisk ved rollen og ikke mindst J.K Simmons fortolkning af den er, at det ikke er til at gennemskue ham. Er han et ondt menneske, som nyder at se andre lide, eller er der en større mening med hans galskab? Lige så god som Simmons er i rollen som læren fra helvede, lige så utroligt er det, at Miles Teller (Divergent og Insurgent) i rollen som Andrew Neiman næsten formår at følge med. Deres sammenspil, som portrætterer lærens og elevens kamp mod hinanden, er ét af de (mange) elementer, som får filmen til at lykkedes på et så højt plan. Det fortjener også at blive nævnt, at det faktisk er Miles Telle selv, der spiller trommer, hjulpet på vej af et fantastisk stykke arbejde i klipperummet og en masse timer i øvelseslokalet.

Når musik og billeder går op i en højere enhed
Det er altid med en vis portion nervøsitet at sætte sig til at se en musikfilm, som har så stort et fokus på en musikalsk genre, der ligger milevidt fra den type musik, jeg normalt hører. Derfor er det også skønt at se, at Chazelle igennem filmen formår at holde fortællingen om den talentfulde trommer, Andrew Nieman, og hans frygtindgydende lærer, Terence Fletcher, i fokus og blot lade musikken fungere som en birolle hertil – om end en meget vigtigt én af slagsen. Sammen med den hurtige klipning og de intense nærbilleder af både blod, sved og tårer får musikken, som byder på klassikere fra Stan Getz og Duke Ellington, Whiplash til at fremstå som en film, der er en action-klassiker værdig. Musikken er således med til at sætte tempoet i filmen, hvilket gør, at scenerne, der foregår udenfor øvelokalerne, taber pusten til sammenligning. Derfor mister filmen desværre lidt af sin kant 2/3-dele inde.

Det er kampen mellem elev og lærer, som gør Whiplash til en god historie, men det er tempoet og intensiteten, som Andrew banker ud af trommerne i øvelokalet, som gør det til en fantastisk film.


Forrige anmeldelse
« Unbroken «
Næste anmeldelse
» Adult World »


Filmanmeldelser