Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Suicide Squad (123 min.) Biograffilm / Warner / DC
Anmeldt 22/8 2016, 08:23 af Torben Rølmer Bille

For mange kokke…


For mange kokke…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ingen hemmelighed, at undertegnede virkelig havde glædet sig til at se DC-filmen Suicide Squad, for konceptet med at lade en gruppe superskurke bekæmpe endnu mere ondskabsfulde banditter, er på papiret en virkelig cool idé. Desværre levede filmen ikke helt leve op til disse skyhøje forventninger, for selv om den er en virkelig gennemført, flot og underholdende popcornfilm, så er det alligevel, som om der er en række elementer, som hiver filmen i en forkert retning.

Det skal altså ikke opfattes, som om vi her på kapellet har lagt film fra DC-universet for had, men Marvel Studios har blot været langt mere effektive i at få lavet film, der gav sig god tid til at fortælle oprindelseshistorierne til hver figur, før de så samlede disse figurer i Avengers. Selv i X-Men-serien, bliver hver enkelt karakter tegnet så skarpt op, at man som seer får et reelt forhold til dem.

Suicide Squad lider i kontrast til disse lidt under, at figurerne, man møder her, får en meget, meget kort præsentation, før de sammen kastes ud i deres ufrivillige teamwork-arbejde. Måske er dette valg truffet, fordi man har ment, at de fleste tegneserie-, animations- og computerspilfans i forvejen kender mange af de figurer, som optræder i filmen. Tilhører man ikke fanbasen, bliver dette aspekt altså lidt forvirrende.

Faste læsere ved, at nærværende anmelder førhen har været en anelse irriteret over oprindelseshistorier, men det var primært, fordi de ofte er blevet gentaget så mange gange, at det blev for meget. Dette er f.eks. sket i Spiderman- og Superman-filmene. Det, som man kunne have ønsket sig, var, at man i Suicide Squad havde valgt en mellemting. Enten kunne de have sparet nogle af superskurkene til en eventuel toer, eller også burde man have brugt en halv time ekstra spilletid på at få gjort nogle af hovedpersonerne langt mere nærværende. (Man kan håbe at dette gemmes til en længere, mere helstøbt, specialversion på BluRay, selv om dette er meget usandsynligt.)

Faktisk er de eneste tre figurer, som det lykkes at etablere, dem, der også kommer til at blive filmens egentlige hovedpersoner: Harley Quinn – Jokerens kæreste, lejemorderen Deadshot og endelig brandstifteren Diablo. Hverken ninjakrigeren Katana, den australske muskelbøf Boomerang, eller for den sags skyld Jared Letos version af Jokeren (der ellers har været så hypet i både filmmagasiner og online) får vi præsenteret ordentligt. Jokeren kender de fleste fans selvsagt i forvejen, men selv om hans baggrund ikke ridses op denne gang, er det svært at blive skuffet over, at figuren udelukkende er med i mindre end ca. 10-15 minutter af filmens samlede spilletid.

Selv om det burde være Will Smiths figur Deadshot, som ender med at være filmens egentlige hovedperson, er det Margot Robbies udgave af Harley Quinn, der stjæler billedet. Hun er lige så skør, som hun er forførende lækker at se på (og som en parantetisk bemærkning kan nævnes, at der allerede er lavet indtil flere pornoparodier på baggrund af hendes figur). Overraskende er det også, at der dukker et par andre meget kendte superhelte op i små roller undervejs, der er med til at gøre universet mere helstøbt.

Til gengæld er filmens egentlige skurke rigtigt gode. Clara Delevigne spiller en unge arkæolog, der falder over de jordiske rester af en gammel troldkvinde. Hun besætter arkæologen og gør hende i stand til at udføre de mest fantastiske ting. Enchantress er født. Disse magiske kræfter gør hun brug af, først for at hjælpe det regeringsorgan, der ellers havde tænkt, at hun skulle arbejde for dem, men senere bruger hun sine magiske evner til at påkalde sin bror, og sammen sætter de sig for at lægge millionbyen Midway i ruiner. Først Midway, senere er planen at overtage hele kloden.

Til gengæld får seeren aldrig at vide, hvad det er for en magisk maskine, som Enchantress er i færd med at fremtrylle endsige, hvad dens formål er (ud over sikkert at smadre alt på jorden). Det er også sært, at den dødsstråle, som vi ser hendes bror benytte i filmens start, en dødsstråle der her ses smelte såvel søjler, vægge og tilfældige indbyggere i byen, i filmens afsluttende kamp pludselig bremses af en genstand, som vore hovedpersoner søger tilflugt bag. Det holder altså ikke, at man på den vis ikke er konsekvent i skildringen af den tegneserievirkelighed, som skildres.

Midways ødelæggelse skal selvsagt forhindres, men eftersom Superman ikke kan hjælpe til længere (grunden hertil skal findes i finalen af Superman vs. Batman: Dawn of Justice), Lynet synes at være optaget af at spille hovedrollen i sin egen tv-serie. Kort sagt så mangler der helte, og derfor beslutter en selvstændig afdeling af bureaukrater, under ledelse af den stålsatte Amanda Waller, at samle et team af superskurke til at nedkæmpe denne magiske trussel. Selv hvis de fejler deres mission igen kommer til at savne. Kort sagt sendes de på en selvmordsmission. Deraf navnet på filmen.

For at skurkene skal makke ret, får de alle sammen indopereret en bombe i halsen, som Amanda Waller og de soldater, der tager med dem ind i byen, kan aktivere, hvis skurkene nægter at adlyde ordrer. Selv om ingen af dem frivilligt vil hjælpe regeringen, har de ikke noget valg. Valget står mellem at dø eller forhåbentlig få nedsat deres fængselsstraf – hvis altså de overlever.

Det er David Ayer, der har siddet i instruktørstolen, og han kan ellers sit kram. Det var ham, der bl.a. instruerede Training day, End of Watch og Fury, og han mister heller ikke helt kontrollen med Suicide Squad, som ellers skete med den ganske frygtelige Sabotage. For det er en både sjov og ganske vild film, som er blevet slutresultatet af hans bestræbelser.

Man kan ikke nægte, at Suicide Squad er underholdende, kulørt og skæg. Man keder sig i al fald på intet tidspunkt i de to timer, den varer, men det ville have klædt filmen at skrue lidt mere op for de humoristiske elementer, lige som man kunne opleve det i Deadpool, for selv om der er mange gags undervejs, så er det en film, der tager både sig selv og sine figurer meget mere seriøst. Det er i den henseende svært ikke at komme til at tænke på Jokerens replik i Dark Knight ”Why so serious?”. Endelig er filmens brug af populærmusik ganske tilfældigt. Nuvel, det fungerer meget fint, at der spilles et sejt Eminem-track, når selvmordspatruljen går i slowmotion mod kameraet, men i flere scener virker musikvalget meget påtaget og tydeligt. Det er som om filmmagerne også gerne så, at filmens soundtrack solgte godt, og har derfor skulet til den forrygende Guardians of the Galaxy (selv om deres Mix-tape på alle måder ender med at være Suicide Squad ganske overlegent.)


Forrige anmeldelse
« Flaskepost fra P «
Næste anmeldelse
» Huset »