Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




9. April (91 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 19/3 2015, 21:01 af Torben Rølmer Bille

Danmarks smølfespark til aksemagterne


Danmarks smølfespark til aksemagterne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Har man været vågen i historietimerne, vil man med garanti på et tidspunkt fået at vide, at den danske modstand mod tyskernes fremmarch den 9. April 1940 var ganske begrænset i omfang. Ikke mindst fordi den danske regering og kongen var hurtige til at smide dannebrog i ringen og overgive sig. Af samme grund hører den nye film 9. April til den type af film, der indholdsmæssigt via sit stof og relation til virkeligheden ikke byder på de store overraskelser.

Man kan postulere, at filmen har noget til fælles med en række film, som eksempelvis Titanic, Lone Survivor og Pompeji, i og med udfaldet af filmens hovedhistorie er givet på forhånd, selv inden lyset dæmpes i biografsalen. Skibet synker. Soldaten overlever. Vulkanen begraver byen i aske, og tyskerne invaderer Danmark.

En sådan forhåndsviden om begivenhedernes gang kan i værste fald være med til at ødelægge ens oplevelse, men er man en smart filmmager, kan det faktum at seeren besidder forhåndsviden om situationen faktisk også udnyttes til filmens fordel.

Fortællinger som de ovennævnte får noget skæbnebestemt, noget deterministisk over sig. Seeren ved at ulykken, undergangen eller nedturen, venter lige om hjørnet, og derfor bliver denne viden allestedsnærværende, som filmen skrider frem. Det er naturligvis ikke til at vide, når 9. April starter, præcis hvem af de unge soldater, vi følger i filmen må lade livet for tyskernes kugler, men vi ved at det utvivlsomt kommer til at ske. Så i trit med at vi møder den deling soldater, som udgør hovedpersonerne, og vi ser at de selv er helt uvidende om den kranke skæbne, der venter dem, bliver oplevelsen på mange måder meget mere intens. Man kunne sammenligne det med at holde en døende i hånden - rent hypotetisk altså.

Filmen starter dagen før den 9. April, og det første vi oplever er tre soldaterkammerater, der er blevet hjemkaldt fra orlov og med hastige skridt og kuffert i hånd bevæger sig mod deres kasserne i Haderslev. Inden længe dukker også deres befalingsmand, sekundløjtnant Sand (Pilou Asbæk) op. Dagen starter med en øvelse, hvor soldaterne både skal skyde til måls og ikke mindst skifte dækkene på deres cykler på tid. Ja, delingen vi følger, er en cykelmilitær enhed hvilket både forekommer sært realistisk samt giver en skærende kontrast mellem den danske deling vi følger og så de pansrede mandskabsvogne og tanks, som den tyske overmagt ruller ind over grænsen i senere i filmen. Det er Davids kamp mod Goliat i en situation, hvor vi ved, at David vil tabe.

9. april er holdt i en ganske realistisk, kvasi-dokumentarisk stil, hvor kameraet konsekvent er håndholdt, og lyset forekommer naturligt, uden dog at filmen på noget tidspunkt bliver Dogme, det skyldes især det fine kameraarbejde, de lækre fokusskift og de mange stemningsfyldte og udtryksfulde nærbilleder. Det er også en stil, der perfekt understøtter de senere kampsekvenser som virkeligt fungerer fint. Tilskueren følger med soldaterne, som var man selv en del af enheden, og det er ikke svært at føle empati med de unge mennesker, der på den måse pludselig står ansigt til ansigt med en overvældende fjende, som de også hurtigt indser, de er chanceløse mod.

En af de virkeligt fine ting ved filmen, ud over denne etablering af empati for figurerne og ikke mindst de velorkestrerede kampsekvenser, der virker endnu mere nærværende takket være, at der kæmpes bravt i danske miljøer, er at filmen også giver sig tid til at fokusere på, hvor vigtig kommunikationen mellem de menige og centralkommandoen er i denne slags situationer. En af de mest tragiske ting ved filmen omhandler netop manglende informationer fra ledelsen, men det skal naturligvis ikke afsløres i dette forum, hvori dette består.

Hvad enten man hørte til de, der elskede eller hadede Bornedals 1864, så er det svært ikke at drage paralleller mellem de to krigssituationer, for selv om både Stauning og Christian d. 10. i 1940 hurtigt kapitulerede, så var Danmark indledningsvis klar til at gøre et bravt forsøg på at standse tyskerne. Det er mærkværdigt, at man dengang ikke allerede var blevet klogere af vort lilleputlands tidligere krigsførelse.

Det er lykkedes spillefilmsdebutanten Roni Ezra at skabe en medrivende fortælling om Danmarks kortlivede forsøg på at holde tysken stangen – en film som vil være en gave til såvel historielærere som de, der bare godt kan lide gode film, for den åbner tilskuerens øjne for at der den 9 april 1940 var unge mennesker, der til trods for håbløsheden i deres situation med oprejst pande gav deres liv for ”Gud, konge og fædreland”, som mantraet i filmen er. Den fiktive iscenesættelse af soldaternes kamp ender umiddelbart før rulleteksterne med interviews med overlevende soldater. Både en rørende og vedkommende krølle på fortællingen, der også bør give det officielle Danmark rigtig dårlig samvittighed over aldrig at have hyldet de folk, der var villige til at give deres liv for Danmark.


Forrige anmeldelse
« En due sad på en gren og funde... «
Næste anmeldelse
» Chappie »


Filmanmeldelser