Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Chappie (120 min.) Biografversion / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 19/3 2015, 21:06 af Torben Rølmer Bille

Robocop redux


Robocop redux

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der var sikkert enkelte, der frygtede at Niel Blomkamp havde mistet sig tag på science fiction-genren, da han, med Hollywood-dollars i ryggen, sendte Elysium på gaden, heldigvis viser hans tredje film, Chappie, at dette ikke er tilfældet.

Der er et klart socialkritisk spor i både District 9 og Elysium. Den første film var en slet skjult kritik af apartheid og nummer to handlede om grænseproblematikken i USA. I Chappie vender instruktøren hjem til Sydafrika, og iscenesætter her en actionfabel, der denne gang fokuserer på bevidstheden, både den kunstigt skabte og den, der definerer os mennesker. På denne måde bevæger instruktøren sig væk fra socialkritikken og benytter i stedet genren til at skabe en allegori over, hvad det egentlig er, der gør os til mennesker.

Filmen er en slags palimpsest over Robocop, idet den både satiriserer det eksisterende samfund og leger med ideen om at benytte robotter som politibetjente. Selv om Chappie på denne måde låner en del fra Verhovens klassiker, ender den dog også med at være helt sin egen. Filmen følger indledningsvist magtkampen mellem to ingeniører på den lokale våbenfabrik. De fremstiller begge robotter til Johannesburgs politi. Den ene ingeniør, Deon, er interesseret i kunstig intelligens, at skabe software, der kan emulere menneskelig adfærd, mens hans kollega Vincent (Hugh Jackman) har skabt en veritabel kamprobot, der dog kræver at et menneske fjernstyrer denne via en neural interface.

Deon har fået strenge ordrer fra sin øverste chef om ikke at fokusere sin forskning på kunstig intelligens endsige installere denne i en robot. Fabrikken vil nemlig udelukkende lave robotter, der blot følger ordrer. Det lykkes dog Deon at få kompileret sine algoritmer og udvikle et softwareprogram, der er i stand til at emulere menneskelig udvikling. Han bryder derfor firmaets protokol og ”låner” en robot med hjem fra jobbet. Da han er ved at transportere den hjem for at eksperimentere med sin nye software, overfaldes han af en gruppe gangstere, som vil bruge hans evner til manipulere politistyrkens robotter. Da det går op for dem, at det ikke kan lade sig gøre at fjernstyre eller slukke for robotstrømerne, opdager de Deons robot og lader ham installere softwaren i den.

Robotten virker, og utroligt nok gør hans software, at Chappie, som robotten kommer til at hedde, bliver bevidst om sin egen eksistens. Lige som et lille barn, skal Chappie derefter lære om sin omverden gennem sine oplevelser og de ting, andre beder ham om. Naturligt nok er Chappie splittet mellem at følge de meget humanistiske værdier, som hans skaber Deon forsøger at lære ham og de gangsta-attituder, som banden forsøger at træne ham i. Samtidig er Vincent, primært drevet af jalousi, i gang med at underminere Deons planer, for at få hans egen robot sat i masseproduktion.

Ideen om robotter, der kan tænke rationelt selv og udvikle deres bevidsthed lige som mennesker, er så gammel som genren selv. I flæng kan film som Metropolis, Nr. 5 lever og en række andre nævnes, men det underminerer ikke Chappies evne til at fungere som selvstændig film. Det er i al fald nyt, at vi oplever en robot blive så tilpas menneskelig, at den kommer i tvivl om, hvordan den skal reagere på de ordrer, den får, når nu dens værdisæt er splittet mellem en human og en kriminel tankegang. Skal den vitterligt begå kriminalitet, og bør en robot frygte sin egen død? For døden er, lige som Blade Runners replikanter, lige om hjørnet. Den Chappie har nemlig en begrænset levetid, da hans batteri, grundet en skade, ikke kan udskiftes. Idet Chappie erkender dette, får det naturligvis indflydelse på filmens videre forløb.

Figuren Chappie er naturligvis filmens omdrejningspunkt, for vi oplever begivenhederne i øjenhøjde med ham, selv om publikum også nemt kan gennemskue, hvorfor folk omkring Chappie forsøger at manipulere og udnytte hans naive væsen for at fremme sine egne interesser.

Chappie spilles af Sharlto Copley, der er fast inventar i Blomkamps film, men for første gang optræder han udelukkende i animeret form. Banden som Chappie ender sammen med, spilles af 2/3.-dele af den sydafrikanske musikgruppe Die Antwoord, der tilsyneladende også har fået lov til at tilføje noget af bandets æstetik i form af både musik, graffiti og påklædning til filmens look. Er man i tvivl om dette, kan man blot sammenligne filmens look med en af bandets musikvideoer f.eks: videoen til Bulldog Terrier. Heldigvis kommer bandets medvirken aldrig til at virke som egentlig ”product placement”. De Ninja og Yo-Lindi falder faktisk meget naturligt ind i filmens univers.

Selv om filmen er virkelig underholdende (og på udsatte steder også tilpas tankevækkende til man også føler, at filmen berører dybere, eksistentielle spørgsmål), så er der også visse elementer i filmen, som kan være med til at trække i en mere negativ retning. Det er eksempelvis lidt svært at acceptere, at den hårdkogte gruppe gangstere pludselig begynder at fatte så meget sympati for en maskine, der for få dage siden blot var et værktøj til at begå deres kriminalitet med. Dette er langt fra det eneste element, der virker en anelse umotiveret i forhold til handlingen og filmens interne univers, men det skal også siges, at det på ingen måde underminerer underholdningsværdien eller for den sags skyld filmens overordnede budskab. Når man fortæller fantastiske historier, må man også godt tage sig fabulerende friheder, for at få det dramatikken til at fungere optimalt.

Selv om Chappie synes at låne mange af sine delelementer fra Robocop (her tænkes især på robottens evne til at tænke selv, udvikle personlighed til trods for programmering og måske især på designet af Vincents robot The Moose, der ligner en manga-version af ED-209) så er det samtidig en film, der især mod dens dramatiske slutning, breder sine eksistentielle ideer langt mere interessant ud, end var tilfældet i Verhovens klassiker. Ideerne er ikke revolutionerende nyt for de der læser og ser meget science-fiction, men det er fint formidlet til et bredt publikum og hvad måske vigtigere er, så ender Chappie med at være actionunderholdning med noget på hjerte – og så kan man vel egentlig ikke forvente sig mere?


Forrige anmeldelse
« 9. April «
Næste anmeldelse
» Mod naturen »


Filmanmeldelser