Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Tigere og sneen (109 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2007, 21:30 af Kim Toft Hansen

Mens vi venter på momentet...


Mens vi venter på momentet...

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fablens møde med virkeligheden – sådan kan Roberto Benignis film ofte beskrives. Blændværkets møde med en hård realisme vil også kunne dække det, men det er mere negativt betonet – og det skal det bestemt ikke være, når vi beskriver Benigni. Blændværk fik den lille knægt Giosué gennem koncentrationslejr under Anden Verdenskrig i Benignis Oscar-vinder Livet er smukt fra 1997, mens det i hans seneste Tigeren og sneen nok mest er hovedpersonen selv, der skal forblændes for ikke at se den afskyvækkende, potentielle sandhed i øjnene. Alligevel er livet stadig smukt i Benignis film.

Roberto Benigni kan noget med det enkelte moment, den enkelte indstilling – og nu forbliver jeg lidt i formsproget til at starte med. Han har en evne til at lade billedet fortælle mere end ord ville kunne, selvom hans film ikke holder tilbage på ord, tværtom. Og det er primært gennem formsproget, at Benigni for alvor får fablen arbejdet ind i den ellers meget nærværende virkelighed: Det var som sagt Anden Verdenskrig i Livet er smukt, mens det er den anden Irak-krig i Tigeren og sneen. Der er en fornemmelse af, at – selvom fortællingen er grusom nok – det ikke er helt virkeligt alligevel, men det gør bare indtrykket des bedre og des kraftigere. Det fabelagtige bliver da også kommenteret i filmen, specielt gennem megen benyttelse af poetisk, storstilet sprogbrug, der udspringer af hovedpersonen Attilio de Giovannis profession som poet, men også mere direkte gennem benævnelse af fx 1001 nats eventyr. Filmen er en meget bevidst brug af dobbeltgrebet med en fabel (og derigennem en mytisk forståelse) og en højst realistisk præsent tilgang. Herigennem bliver filmen én lang venten på ét moment, selvom der er mange nævneværdige – jeg skal dog udelade at fortælle, hvilket moment, der er tale om. Lad blot konstateringen være, at det fungerer betragteligt bedre end Attilios evne til at finde sin bil i filmen (og det er han ikke god til).

Komedie og tragedie er tillige et makkerpar, som går side om side hos Benigni. Derfor er det vigtigt – og jeg holder da også tilbage – at undlade at kende til fortællingen på forhånd, som også det er tilfældet med Livet er smukt. Undgå referater, undgå at læse bag på filmen, undgå at kende filmen, før du blænder op for den. Det gør oplevelsen så meget større. Benigni kan noget med opbyggelse af en narrativ, der undervejs kan synes en smule sporadisk kædet sammen, men der er mening gemt i de små, æstetisk veldrejede hjørner. Lad det dog være sagt, at Benignis film ofte drejer sig ind på krydsveje, der bliver ret velkendte og førsete fra andre film, men der hvor andre film bliver enstonige og trivielle tager Benigni stilens og fortællingens sideveje, der ikke altid bliver benyttet af alle andre. Disse veje er brolagt med italiensk charme, identitet og dynamisk fremstormende livsglæde. Dette forenes i et møde mellem tragiske og komiske toner, som kun bekræfter hinanden i en trappeopgang mod filmisk velvære. Man bliver i godt humør af at se Benignis film.


Forrige anmeldelse
« Efter brylluppet «
Næste anmeldelse
» Mistet opkald »


Filmanmeldelser