Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Pompeji (105 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 20/6 2014, 09:13 af Torben Rølmer Bille

Gladiator light


Gladiator light

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det første møde undertegnede havde med vulkanen Vesuvs legendariske udbrud i år 79 var i 1977, hvor kunstmuseet Louisiana bød på en stor udstilling om katastrofen. Her var en af de mest fascinerende objekter, en af de mange ofre for vulkanens hærgen. Der er noget sært fascinerende ved at opleve dødsøjeblik fastfrosset for eftertiden samtidig med tanken om at en hel storby (set ud fra datidens målestok) blev udraderet. Det er sikkert denne kombination, som er grunden til at der er blevet skrevet et utal af romaner, historiske værker og ikke mindst lavet en lang række film og tv-serier om netop denne katastrofe.

Det er virker nærliggende at lave film om katastrofen, for der er i sagens natur gode billeder i kataklysmer af denne dimension. Muligvis er det denne visuelle dramatik, der har tiltrukket Paul W.S. Anderson (som tidligere har været leveringsdygtig i Resident Evil filmatiseringer) til projektet. Det har i al fald hverken været på grund af de nuancerede karakterskildringer, de komplicerede sociopolitiske forhold som eksisterede i byen eller for den sags skyld ideen om at skabe god dialog figurerne imellem, at denne film er blevet lavet, for den fungerer langt hen af vejen som en fusion mellem Ridley Scotts genredefinerende Gladiator og en letbenet, generisk kærlighedshistorie af de helt banale.

Derfor mindede filmen nærværende anmelder om James Camerons Titanic. For det første fortælles historien om det umulige, romantiske forhold mellem en gladiator og borgmesterens smukke datter. Dette er et forhold der grundet klasseskellene virker så usandsynligt utroværdigt, uanset om der smides lava efter de elskende eller ej, for alle af os der har været opmærksom i blot en enkelt historietime. Det andet lighedspunkt med Titanic er, at stort set alle tilskuere godt ved hvordan historien vil ende, idet filmen blænder op for sit allerførste billede.

I stedet for at skabe en fortælling, der fokuserer på en lang række figurers liv i byen og skabe sympati for disse, således at katastrofen, idet den indtræffer, vitterligt føles katastrofal for seeren, har man i stedet valgt at Pompeji skal være en reel actionfilm, der benytter den historiske baggrund, netop som baggrund for de mange fysiske konfrontationer mellem skurke og helte. Derfor vil filmen, for den historisk- og fakta-orienterede tilskuere forekomme som lidt af en hån. Til gengæld fungerer filmen visuelt virkeligt godt idet Vulcan virkelig begynder at kaste røg, ild og sten efter byen. Her kommer 3D effekterne også til sin ret, for selv om infernoet sikkert også virker fint på et fladt lærred, er det svært ikke at blive fascineret af alle de sager der virtuelt smides i retning af den brillebærende tilskuer.

Som fan af både film og computerspil, kan man ikke undgå at drage paralleller mellem de visuelt imponerende håndgemæng man oplever hér og spil som Mortal Kombat eller Tekken, hvor de dramatiske nærkampe ofte udkæmpes med en baggrund der netop består af flammende ruiner. Er det den slags oplevelser man sæter pris på, så er Pompeji sikkert en film, der vil behage, men leder man efter historisk akkuratesse og en stor, medrivende oplevelse skal man nok led efter dette andetsteds.

Det skal ikke forstås som om Pompeji er en total katastrofe, for som katastrofefilm fungerer den glimrende. Byens ødelæggelse er bjergtagende, men står så også i kontrast til filmens flade figurgalleri og ikke mindst de ustyrligt klicheprægede dialogsekvenser.

Tænk engang, filmens egentlige protagonist er en ung gladiator, der er blevet slæbt med fra England, som sidste overlevende i sin stamme af keltiske ryttere. Han spilles af Kit ”Jon Snow” Harrington og bevæger sig gennem filmen med samme lettere forbavsede udtryk som skuespilleren konstant bærer i Game of Thrones. Hans figur har til gengæld evner som hestehvisker, er stærk nok til at brække halsen på en krikke og så tilpas veltrænet at borgmesterens datter får øjnene op for ham. Selvfølgelig møder han, idet han ankommer til Pompeji, flere af de folk som han i sin tid så tage livet af hans mor, far og resten af hans stamme hjemme i England, og når man samtidig skal overvære flere af hans kampe i arenaen, er det disse håndgemæng, der kommer til at fylde mest i filmen.

Pompeji er altså meget tættere på en actionfilm henvendt til et yngre publikum, end det er det historiske drama som man måske kunne foranledes til at tro. Det er en film der er episk i sine ødelæggelsessekvenser, men som ellers ikke byder på noget substans eller for den sags skyld forsøger at give et nuanceret billeder af samtiden. Historielærere må derfor endnu engang se sig forbigået og i stedet glædes over at den glimrende tv-serie Rome er til at få for billige penge på Bluray for tiden.


Forrige anmeldelse
« Når dyrene drømmer «
Næste anmeldelse
» 12 Years a Slave »


Filmanmeldelser