Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The two faces of January (96 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 24/2 2015, 18:53 af Torben Rølmer Bille

Overraskende trekantsdrama


Overraskende trekantsdrama

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man skal ikke bedømme en film på dets omslag, lyder omskrivningen af et gammelt mundheld, for med en titel som The two faces of January og den påtrykte information, at filmen er skrevet af forfatteren til The talented Mr. Ripley, forventede denne anmelder, at det ville blive en thriller, der mindede meget om sidstnævnte. Der er da også flere fællestræk, for det handler om bedragere og folk, der påtager sig lånte fjer, men her stopper sammenhængen også.

Det kan lige så godt blive sagt med det samme, The two faces of january ligner en million! Den er superflot optaget og produktionsdesignet er virkeligt så gennemført, at man virkelig føler sig hensat til hhv. Athen og Istanbul i starttresserne. Vel og mærke en filmversion af samme. For filmen er så strømlinet og flot colourgradet, at det samtidig kommer til at virke artificielt, hvilket sært nok falder fuldstændig i tråd med den fortælling, der udspiller sig. Det er som om at filmen lidt for hårdnakket forsøger på at gengive perioden, men på denne måde tilføjer et visuelt meta-lag til det som udspiller sig. Filmens kunstighed spejler altså figurerne i den, selv om det muligvis slet ikke er tilsigtet.

Filmens hovedperson er den unge guide Rydal, der arbejder som guide i Athen for turisterne. Han er amerikaner og lidt af en småsvindler. Han render ind i ægteparret Chester og Colette. Rydals far er netop død, og i et brev fra moderen klager hun over at den fremmedgjorte søn end ikke vil hjem til begravelsen. Chester minder Rydal udseendemæssigt om faderen, og derfor drages han af ham. Der går dog ikke længe før Rydal også fascineres voldsomt af Chesters unge, smukke kone.

Parret indvilliger i at hjælpe den unge amerikaner, og hyrer ham derfor som turistguide, mens de besøger Grækenland og deres bekendtskab kunne egentlig være sluttet her, idet parret har planer om at drage videre mod Rom. Rydall opdager dog at Colette har glemt et armbånd, hendes mand købte tidligere på dagen, og da han opsøger hotellet for at aflevere det tilbage, opdager han Chester i færd med at slæbe en bevidstløs mand ind på dennes hotelværelse. Han chokeres først, men hjælper Chester med manden, og dette bliver starten på et par ganske dramatiske dage i Middelhavsområdet.

For de, der kender Patricia Highsmiths roman, vil filmen sikkert ikke byde på de store overraskelser, for handlingen følger i store træk plottet og tidsperioden skildret i romanen med den undtagelse, at den sidste del af filmen i filmversionen foregår i Istanbul og ikke i Paris. For de, der til gængæld ikke har læst romanen, er der nok af både overraskelser og dramatik undervejs til at tilfredsstille seeren.

Selv om det er instruktørens spillefilmsdebut, har Hossein Amini tidligere arbejdet som manuskriptforfatter på så forskellige film som bl.a. Nikolaj Winding Refns Drive, 47 Ronin og Snow Whte and the huntsman. Hans debut som instruktør er dog ganske fin, ikke kun fordi filmen som nævnt er meget lækker at skue, men også fordi han får nogle virkelig hæderlige underspillede præstationer ud af sine spillere, der fungerer fint i forhold til den periode den foregår i. Det lykkes filmen at få skabt nogle figurer, der til trods for at de langt fra er hæderlige, er så tilpas sympatiske, at man som seer faktisk engagerer sig i deres forhold.

Fortællingen er grundlæggende et klassisk trekantsdrama men i en variant, som man måske ikke forventer. Det er derfor forfriskende at opleve en amerikansk film, der ikke forfalder til for mange narrative klicheer og alt for fortærskede slutninger, selv om den heller ikke kan undgå disse helt. Der er trods alt en grund til at formlerne bliver genbrugt – det er fordi, de virker.

Kort sagt så er man glimrende underholdt både visuelt, skuespillermæssigt og ikke mindst handlingsmæssigt. Som i alle thrillers, der primært fungerer ved at tilbageholde væsentlige informationer om figurerne for seeren, er det sikkert ikke en film der vinder ved gentagne gensyn, nu man kender årsagssammenhængen, men den fungerer stadig som en glimrende spændingsfilm. Holder man derfor af helt klassiske thrillers så bør man bestemt give The two faces of january en chance.


Forrige anmeldelse
« A walk among the tombstones «
Næste anmeldelse
» Mennesker bliver spist »


Filmanmeldelser