Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Taken 3 – Unrated (110 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 15/9 2015, 20:01 af Torben Rølmer Bille

Tilbage til tre’eren


Tilbage til tre’eren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da tredje og (velnok) sidste del i Taken-serien landede i de danske biografer, var undertegnede ikke just begejstret for bæstet, som det fremgår af anmeldelsen, men det betyder jo ikke, at man ikke kan give filmen endnu en chance nu, hvor den er landet i hjemmebiografen og endda i en ”unrated – extended cut”-version, som coveret lokker med. Rent lavpraktisk betyder det, at denne nye film er små syv minutter længere end biografversionen. Spørgsmålet er så om disse syv minutter virkelig gør oplevelsen markant anderledes end før?

Hvis man har lyst til at se præcist, hvilke scener og elementer, der er forskellige fra biografversionen til BluRay’en, har man blot nødig at klikke hér, men har man endnu ikke set filmen, er det nok ikke nogen god idé, da der på siden, som linket peger på, er billeder og tekst, der afslører væsentlige dele af filmens handling. Det handler måske heller ikke præcist om, hvilke ændringer der er foretaget, men mere om, hvorvidt Taken 3 generelt vinder ved gensynet.

Selv om undertegnede står fast på, at Taken 3 har sine problemer, især sammenlignet med den formidable første film, så er Taken 3 heller ikke en decideret katastrofe, især ikke, når den får lov til at være lidt mere blodig og giver hovedpersonen Bryan Mills muligheden for at bande lidt mere over den usle situation han befinder sig i. Hustruen myrdes i filmens start, Bryan virker som den oplagte gerningsmand, og derfor jages han gennem LA af en mindre hær af politifolk, hvor kun en enkelt af dem har indset, hvor dygtig Mills er til at undvige deres spotlight.

Denne katten-efter-musen-leg er, som mange andre action-thrillers, skåret over samme læst som den, man oplever i The Fugitive (1993), hvor man som tilskuer egentlig holder med både den, der flygter, og så den indsigtsfulde politimand, der leder jagten på den eftersøgte. Selv om Taken 3 i sammenligning med Flygtningen forekommer noget tynd i spyttet, så er dynamikken mellem hovedfigurerne den samme og det fungerer faktisk også fint hér.

Der er andre plotelementer i filmen som ved gensyn dog fungerer mindre godt, især bevæggrunden for at Mills’ ekskone i filmens start skal likvideres. Det giver simpelthen meget lidt mening, at personen, der står bag dette, forsøger at skubbe skylden over på Mills, når man må gå ud fra at samme bagmand ganske udmærket er klar over, hvem Mills er og hvad han er i stand til. Man kunne sammenligne dette med en tænkt situation, hvor Dr. Watson forsøgte at få Sherlock Holmes arresteret for et mord som mesterdetektiven ikke havde begået.

Taken 3 er disse ting til trods dog stadig basalt set underholdende. Det er en action-thriller der buldrer løs efter en fast formel, og som er nogenlunde tro mod de figurer, vi kender fra de andre film. Da Liam Neeson blev interviewet på The Graham Norton Show i forbindelse med filmens biografpremiere, fortalte han, at han var gået med til at lave den, fordi den var markant anderledes end de forrige. For det første var hans figur nu på hjemmebane i stedet for at være udstationeret i Europa. Derudover var det ikke længere kun et spørgsmål om at skurke kidnappede hans familie, og at han skulle sørge for at de blev befriet uden at lide overlast, men han fik også lov til at lege detektiv, da det var ham, der skulle opklare mordet på sin eks.

Alt dette ændrer dog ikke ved det faktum, at selv om filmen, især i denne lidt længere version, er noget bedre, end førstehåndsindtrykket efterlod tilskueren med, så er det stadigvæk den svageste film i trilogien og samtidig et søm i kisten på Taken-franchisen.

Det betyder ikke, at det er umuligt at lave glimrende thrillers, hvor Neeson får lov til at spille en mavesur, handlekraftig, midaldrende mand (det er A walk among the tombstones et glimrende eksempel på), men det er altså på sin plads at sende Bryan Mills på en velfortjent pension et tophemmeligt sted, hvor resterne af Bryans familie og venner så også – af indlysende årsager - bliver nødt til at opholde sig. Nyd dit fiktive otium Bryan, du har i den grad fortjent det!


Forrige anmeldelse
« Terminator Genisys «
Næste anmeldelse
» The Irrational Man »


Filmanmeldelser