Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kærlighed på film (101 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 4/3 2008, 17:57 af Kim Toft Hansen

Genrefilm, og så alligevel ikke


Genrefilm, og så alligevel ikke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ole Bornedal kender her hjemme fra mere eller mindre etablerede genrefilm – og det er i den bedre ende af skalaen. Vi kender ham fra gysergenren i Nattevagten (1994) og genindspilningen Nighwatch (1997), sci-fi- slash horror-genren i Vikaren, og roadmovie-tv-serien Charlot og Charlotte (1996). Men midt i det hele kom så overraskelsen: den smukke I Am Dina (2002), filmatiseringen af Herbjørg Wassmos Dinas bok (1989). Her var det menneskelige drama og det eksistentielle fokus i centrum i stedet for at følge en velkendt formel fra en genretype. Nu er Ole Bornedal tilbage med hans bedste film til dato, nemlig Kærlighed på film.

Siden Nattevagten viste, at vi godt kan lave genrefilm i Danmark, der adskiller sig fra den platte folkelige komedie, har vi fået sat gang i flere genrer, der ikke normalt var at finde her til lands. Specielt gysergenren – i en mere moderne facon – blev introduceret i 90’erne, hvilket vi stadig ser med fx Cecilie eller Kollegiet. Actionfilmen dukkede op med Lasse Spang Olsen, og blev for alvor gjort mainstream i Ambulancen. Hullet, hvor der var plads til den groteske komedie, blev fyldt ud af Anders Thomas Jensen, mens den romantiske komedie fik sin danske version, da Kærlighed ved første hik blev til kærligheden på film. Altså har genrefilm vist sig at være ganske gangbare på dansk grund.

Derfor kunne man godt tro, at Ole Bornedal nu blot havde kastet sig over endnu en genre, nemlig thrilleren, i forbindelse med Kærlighed på film. Det har han da også, men det er en helt særligt forankring af den. Jeg vil ikke præcisere dette alt for meget her, idet det vil ødelægge nogle overraskelsesmomenter i filmen, der tager en noget uset genremæssig drejning undervejs. Jeg vil nøjes med at understrege, at Kærlighed på film er en af de bedste genrefornyelser, der længe er set – ikke blot i Danmark men i det hele taget.

Der er flere steder, filmen fornyer genren, men mest af alt er det bevægelsen i retningen af kunstfilmen – i sin brede uderfinerlige størrelse. Kunstfilmen er ofte præget af en fortælling, der adskiller sig fra motivationskræfterne, der spinder filmen fremad mod det uundgåelige mål, mens stilen i kunstfilmen samtidig arbejder i områder, hvor den gør mere opmærksom på sig selv end vanligt. Kunstfilmen trækker ofte i retningen af nogle mere lyriske tendenser, hvor det ikke er betydningen på billedet, der skal forstås, men den betydning man kan få ud af sammensætningen af stilelementer.

Her udmærker Kærlighed på film sig i høj grad, idet den henter – og blander – elementer fra forskellige veletablerede genreparadigmer. Mest iøjnefaldende er selvfølgelig thrillerens og gyserens stil, men dette gestaltes ikke som chokeffekter, snarere som en psykologisk stemning, der hensætter seeren i suspense-elementer, der på sin vis er velkendte. Men samtidig kobles dette spændingsmoment til en stil, som vi har set den i film noir – en meget malerisk, skyggefuld og ikke mindst mørk atmosfære. Sammen med dette får vi desuden et kærlighedsdrama, der til at starte med (kun til at starte med!) ligner noget på højde med Christoffer Boes Reconstruction (2003) – altså en skildring af, hvordan kærligheden ændrer den forelskede person.

Ydermere svøbes det hele ind i nogle filmisk selvbevidste tråde, der trækker på metafilmen – den snupper fx American Beauty-tricket ved at lade filmen være fortalt er en død person (bare rolig, det er filmens første billede, ingen spoiler her). Med andre ord har vi en blanding af nogle genretræk, der giver en så kompleks film, at det ville være reduktivt at kalde den for en genrefilm. Den tager i stedet en lang række letgenkendelige elementer og smelter dem sammen til en af tidens bedste danske film. Sværere er det faktisk ikke!


Forrige anmeldelse
« No Country For Old Men «
Næste anmeldelse
» The Match Factory Girl »


Filmanmeldelser