Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hunger Games – MockingJay pt. 1 (123 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 20/11 2014, 16:29 af Torben Rølmer Bille

Lækkersulten?


Lækkersulten?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Både Hunger Games og fortsættelsen, der fik undertitlen Catching Fire var ganske velfungerende, teenage-science-fiction dramaer, der skildrede en dystopisk fremtid, hvor velhavende magthavere iscenesatte drabelige gladiatorkampe, for at holde folket hen med skuespil, mens det måske i virkeligheden var brød de havde brug for.

Til forskel fra lignende franchises, som især henvender sig til det unge, biografelskende kvindelige segment (her er det nok primært den anæmiske Twilight-serie der tænkes på) har serien om Hunger Games både noget reelt samfundskritisk indhold, en samling interessante figurer og en dramaturgi der fungerer.

Indrømmet, der er lang vej fra det denne form for Hollywood-mainstream, til eks. den groteske, japanske samfundssatire Battle Royale, men de to første Hunger Games film fungerede fornuftigt i deres forsøg på at skabe en god balance mellem at sociopolitisk kritik af vort eksisterende (medierede) samfund ekstrapoleret til en fjern fremtid, mens den bød på et klassisk trekantsdrama, hvor en ung kvinde atter engang er splittet mellem hendes følelser for to unge mænd - noget, der tilsyneladende aldrig bliver fortærsket.

Da vi sidst forlod Katniss og den dystre fremtidsvision filmene byder på, blev hun reddet af modstandsbevægelsen. Beboerne i det selvbestaltede Distrikt 13 (der visuelt alle ser ud som var de statister i Fritz Langs klassiske Metropolis) er stålsat på at få gjort en ende på Capitols hårdhændede, terrorregime, inklusive deres fascistiske leder President Snow (Donald Sutherland).

Sammen med Katniss blev også en lille håndfuld figurer, som var tæt på hende i de forrige film reddet. Disse figurer forsøger i den nye film atter engang at få Katniss til at fremstå som en heltinde, blot ikke som vinder af Hunger Games-konkurrencen, men som den sladredrossel, der for mange beboere i de øvrige distrikter er blevet symbolet på deres frihedskamp. Kampen mod Capitol.

Det er bemærkelsesværdigt hvordan Hunger Games: Mockingjay pt. 1 har skiftet kadence fra de øvrige film. For til trods for at filmen forsøger at italesætte hvilken enorm indflydelse propagandakrigen i medierne har på hhv. magthaverne og oprørenes reelle kamp (en interessant diskussion at starte i forhold til vor akutelle mulitimediale, ofte forvirrende og kontradiktoriske nyhedsstrøm), så ændrer dette ikke ved at filmen både er alt for lang og at den fejler latent i forhold til at bygge en interessant dramaturgi op.

Selv om undertegnede har været så doven ikke at læse Susan Collins sikkert udemærkede bogserie først, så virker den nyeste film i serien vitterligt som en langstrakt undskyldning for at presse sagesløse, unge biografgængere for deres surt sammensparede lommepenge, ved ikke at lade den afsluttende del af trilogien være en helaftensfilm og i stedet for at tvinge fans til hele to gange at betale for en biografbillet.

Det, som ellers fungerer glimrende i Peter Jacksons regi, i forhold til hvordan han og hans manuskriptforfattere har formået at omforme Tolkiens hurtigt læste eventyr om Hobitten til tre lange eventyrfilm, fungerer på ingen måde i forhold til Hunger Games. Den nye film virker, til trods for en både flot iscenesættelse og gode skuespilpræstationer, som en træg gang træden vande, mens vi venter på det sidste eksplosive opgør mellem fraktionerne.

Der er sikkert allerede nu de der vil mene, at skribenten hér ikke er venlig stemt, fordi han er så langt udenfor målgruppen, men det er ikke sandt, for de to første film blev virkelig nydt i hjemmet. Det er bare meget svært at finde meget at begejstres over i en film, der allermest virker som om den venter på at blive færdig. Et konkret eksempel på en form for spændingsopbygning der falder helt til jorden, er scenen hvor Katniss’ søster, midt under Capitols bombadement af Distrikt 13 beslutter sig for at lede efter familiens kat. Det er simpelthen svært at tage rigtigt seriøst. Dertil kommer at hverken filmens figurer eller dens plot rykker sig en frem fra det som bliver etableres i filmens begyndelse.

Så med mindre man er kæmpefan af denne filmserie, er der altså ingen grund til at styrte i biografen lige nu. Kapellet anbefaler i stedet, at man venter med at se Mockingjay pt. 1 til den, efter al sandsynlighed, bliver udsendt på Blu-ray eller On-Demand umiddelbart før den afsluttende del får premiere i sommeren 2015. Det er en skam at blive skuffet på den måde, men det minder blot den filmglade nørd om, at film nu engang er og altid har været ”big business”.


Forrige anmeldelse
« Paparazzi «
Næste anmeldelse
» Fury »


Filmanmeldelser