Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Altered (84 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/10 2008, 13:25 af Torben Rølmer Bille

Kammerspil med alien


Kammerspil med alien

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

The Blair Witch Project kom som lyn fra en klar himmel. Der var ikke mange filmselskaber, der havde regnet med at en ekstrem low-budget film skudt på video med amatørskuespillere i alle roller, kunne få så mange folk lokket i biografen. Instruktørerne hed Daniel Myrrick og Eduardo Sánchez, og hvor Myrrick har været forholdsvis produktiv som instruktør, har Sánchez indtil videre kun kastet en film af sig, nemlig Altered fra 2006.

Altered er en både klaustrofobisk og ganske effektiv, lille sci-fi gyser, der primært er centreret omkring et afsides liggende værksted, hvor Wyatt bor sammen med sin kæreste. En mørk aften kommer tre af hans venner forbi. De råber, skriger og er ved at gå helt i panik. Det er nemlig endelig lykkedes dem at fange en skabning, der ikke kun er meget hurtig men også meget, meget farlig. De spænder væsenet fast til et bord, og der diskuteres ivrigt om, hvad deres næste træk skal være. Vennerne er for det første sikre på, at skabningens kollegaer er lige på trapperne, og for det andet frygter de, at væsenet vil slippe fri og gå berserkergang, så snart den vågner.

Den sidstnævnte frygt er ganske berettiget. Det lykkes væsenet at vriste sig fri fra sine tøjler og slukke strømmen til huset. Nu er gode råd rigtigt dyre, for ikke alene har uhyret skarpe kløer og tænder, besidder overmenneskelige kræfter, men smittes man af dets bid, begynder det ulykkelige offer straks at gå i forrådnelse.

I filmens start er der ingen forklaring på, hvad der er sket forud for denne aften, men gennem vennernes samtale bliver seeren langsomt i stand til at stykke sammen, hvordan det hele hænger sammen, hvorfra vennerne vidste der luskede aliens rundt i skoven, og hvorfor Wyatt tilsyneladende er mere resistent over for væsenet, end hans venner er. En nemmere løsning er dog at læse teksten bag på DVD-kassetten, for der afsløres sammenhængen som det allerførste.

Selv om filmen lanceres som en slags opfølger til Blair Witch Project, er der ikke meget amatørvideo over denne film. Der er naturligvis håndholdte, kinetiske jagtscener gennem det mørklagte hus, hvor skabningen vælter efter vennerne og omvendt, men ellers er både klipning og kameraføring temmelig traditionel – og tak da for det, for undertegnede er sikkert ikke den eneste, der er ved at være kørt meget træt i dogmekamera og lange takes med folk, der skriger.

Filmen benytter sig primært af indendørssekvenser, for stort set hele handlingen er placeret i og omkring værkstedet. På den måde kunne filmen godt minde om den forrygende flænsefilm Feast, men ideen med at isolere en gruppe mennesker i et hus og lade noget overnaturligt jage dem, er langt fra ny og det er måske også derfor, at Altered ikke tilfører helt nok nyt, slimet alien-blod til genren.

Skuespilspræstationerne er derimod gode, og det er især i de mere afdæmpede dialogscener, hvor forholdet mellem vennerne afsløres, at filmen har sin styrke. Selv om spillerne ikke er nogen, man har set før, er de både overbevisende skræmte og effektivt handlekraftige. Nuvel, det er ikke oscarmateriale, men det fungerer overbevisende i konteksten. Samtidig er det altid skønt, når film blander science fiction og gyserelementer sammen.

Altered er hverken nytænkende eller så fantastisk et orgie i vold og blod, at det bliver en af de film, man igen og igen trækker frem, når drengene kommer forbi og skal stene film, men den udfylder fint det behov, nogle af os har, for endnu engang at være vidne til kampen mellem det fuldstændigt overlegne uhyre og de ynkelige mennesker.


Forrige anmeldelse
« Små og store synder (1989) «
Næste anmeldelse
» Alice (1990) »


Filmanmeldelser