Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Drag Me to Hell (95 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 11/12 2009, 19:38 af Kim Toft Hansen

Oldschool nedfart til helvede


Oldschool nedfart til helvede

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Gysergenren har det godt for tiden. I den ene del af verden gennemgår den en genfødsel, mens den i en anden del af verden udfoldes som den kliché, den i virkeligheden er. Igennem 90’erne relancerede japansk og koreansk film den troværdige gyser, mens fransk film for tiden tilsyneladende er i fuld gang med at gøre noget lignende. Samtidig har gyserfilmen – gennem denne udvikling – haft en sideløbende tendens til at gøre op med denne normaliserende troværdighed. Det så vi også i 90’erne, hvor stærke gyserinstruktører begyndte at ironisere over det, de selv havde foretaget i 80’erne. Det samme ser vi for tiden, hvor zombie- og vampyrgyserens sensibilitet har fået nyt blod (undskyld metaforen), mens vi også har set en tendens til – i mange af bedre begreb – en neo-oldschool tendens. Dario Argento gjorde det for nylig med Mother of Tears , og Sam Raimi – der om nogen inkarnerer gyserkomediens ironi – er nu tilbage med en gennemført oldschool gyserfilm. Drag Me to Hell er én lang kliché – og den ved det.

Raimis low budget trilogi – bestående af Evil Dead, Evil Dead 2 og Army of Darkness – var allerede fra starten omtåleligt bevidst om gyserfilmens strukturelle, indbyggede gentagelser. En bevidsthed, vi genser i Drag Me to Hell – kast her et blik på biografanmeldelsen for et resumé. Der er to typer overraskelser, når vi ser gyserfilm – den ene er plottvists, der vender bundet i vejret på historien, mens den anden er de små overraskelser, der får os til at gyse. De færreste gyserfilm formår at gøre det første og vender sig derfor mod de sidste, og mange gør dette ret fornuftigt. Raimi var fra starten ikke interesseret i at nyskabe gysergenren, men etablerer – netop ved at vedkende sig genrens krav – alligevel noget unikt. Det ledte faktisk til, at Stephen King udråbte Evil Dead til at være den uhyggeligste film, han – på det tidspunkt – havde set. Mange var enige med ham.

Drag Me to Hell har det nærmest allerede i titlen: Det er den ’almindelige’ gyserfortælling om helvedes porte, der åbner sig, hvilket også er ganske gældende for Argentos seneste. Persongalleriet er velkendt: Vi har en hovedperson, der udsættes for det onde, en kæreste, der skal beskytte hende, en hjælper, der vejleder i okkultisme, en presset professionel relation, der motiverer vores heltinde til at træffe nogle tilpas dårlige valg – og et integreret sidekick i den onde svigermor. Alt sammen spindes sammen til en fortælling, som vi har masser af gange før – og det ved Raimi også godt. Det antyder han alene ved den lidt for præcise overholdelse af genrens krav, men også små indlagte ”fejl” – som selvfølgelig ikke er fejl, men Raimis bevidste leg med mediet: Eksempler er en animeret flue, der sætter sig på kameraet, og en hævet læbe, der i det ene billede er der, i næste er væk, og derefter er tilbage igen. Raimi er også tilbage, hvor han hører hjemme: gyserfilmen, der giver alle os horrornørder en julegave at glæde os over.


Forrige anmeldelse
« 30 Rock: Sæson 2 «
Næste anmeldelse
» House M.D. Sæson 4 »


Filmanmeldelser