Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Foxcatcher (134 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 22/9 2015, 22:08 af Torben Rølmer Bille

Da drømmen brast


Da drømmen brast

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ser man på beskrivelsen af Foxcatcher kan det godt være, at der er mange, der umiddelbart står af, for ret beset er det en film baseret på virkelige hændelser, som handler om en rigmand med en glødende interesse for brydning. Han vil sponsere og træne det nationale, amerikanske bryderhold, så derfor tager han kontakt til de bedste brydere i landet. Når man læser denne beskrivelse tænker man muligvis, at dette må være lidt af en nichefilm, der primært appellerer til fans af brydning og måske dem, der ikke kan få nok af at se Chaning Tatum i stramt tøj. Derfor er der sikkert også en del, der vil forundres over, at den var nomineret til hele fem priser ved årets Oscar™-uddeling i 2015.

Ser man filmen, vil man dog hurtigt opdage, at den handler om meget mere end blot brydning, for den fortæller på den ene side historien om de to brødre Mark og David, der har dyrket sporten hele deres liv, men i trit med, at den ene har stiftet familie, er de to gledet fra hinanden. Sekundært er det fortællingen om rigmanden John Du Pont (spillet overbevisende af Steve Carrell), der af eget initiativ og måske mest af alt for at provokere sin mor (der ifølge fortællingen altid har holdt på formerne og som finder brydning ”en vulgær sport”), vælger at tilbyde Mark både kost, logi og løn, mod at han så gør alt for at træne til at vinde guld til det kommende OL.

Mark er først utroligt glad for dette engagement, men bliver skuffet, da hans bror takker nej til tilbuddet, primært fordi han ikke vil forlade sin kone og børn. Du Ponts plan skaber på denne måde splid mellem brødrene, en splid der dog ulmede i forvejen i filmens start. Det antydes også kraftigt undervejs, at Du Pont har en skjult dagsorden for sit forehavende. Rigmanden har altid været lidt af en splejs, og samtidig virker han en anelse for fokuseret på selv at ville brydes med de unge mænd, selv om han helt tydeligt ikke har flair for sport.

Det er på mange måder en atypisk amerikansk film om sport, for i langt de fleste tilfælde følger de en helt fastlagt formel, hvor man dels oplever en lang række træningsmontager med det undertippede hold, som efter en dramatisk konkurrence, hvor de er lige på nippet til at tabe, alligevel løber af med sejren. Dette er ikke tilfældet her, for i trit med at rigmandstræneren bliver mere og mere ambitiøs på sit holds vegne, begynder han også at miste kontakten med virkeligheden. Han får lokket Mark til at tage kokain sammen med sig, og der går derfor ikke længe før atleten langt fra kan leve op til den form, der kræves for at vinde medaljer.

Selv om det basalt set er en film om enkelte skæbner og sport, kan den metaforisk ses som et opgør med den Amerikanske Drøm, for selv om Du Pont har al den frihed og alle de penge, man kan ønske, så er han langt fra lykkelig, og selv om han forsøger at fungere som holdleder, motivator og hjælpetræner på holdet, så viser filmen, med fare for at afsløre for meget af handlingen, at tingene ikke altid går, som man regner med. Når hverken hårdt arbejde eller ustyrligt mange penge er nok til at gøre en lykkelig, hvad er der så i virkeligheden tilbage af denne drøm?

Det er sikkert elementer som disse, der sammen med filmens forankring i virkeligheden (drama-dokumentarer er jo blevet ustyrligt populære i disse år) og ikke mindst ganske fortrinligt skuespil, fra især den nærmest uigenkendelige Steve Carell, som har gjort, at filmen gik rent ind hos Oscarkomiteen. Selv om dramaet fungerer, især spillet mellem den bevidst bøvede Mark og hans noget mere fornuftige storebror, så betyder det ikke at filmen er fri for knaster.

Eksempelvis forekommer filmen en anelse for lang. At fortælle gennem film er i sagens natur en besværlig sag, for er man dygtig, så er der ikke et eneste skud eller scene, der er umotiveret. Dette gælder ikke for Foxcatcher, der flere gange undervejs skaber situationer, der godt nok lader os komme tættere på filmens centrale karakterer, men som ellers ikke tjener noget reelt formål. Filmmagerne kunne derfor godt have skåret en del af fedtet fra undervejs, hvilket med garanti ville have gjort filmen endnu mere seværdig end tilfældet er.

For Foxcatcher er virkelig værd at se. Ikke blot som en film om sport, men som et drama, der både overrasker og fascinerer, takket være den meget underspillede og realistiske tone som gennemsyrer filmen. Det ville blot være forkert at sætte sig til rette foran fladskærmen, med en stor pose snacks og åben bajer, i den tro at man vil opleve et traditionel, amerikansk sportsdrama, for hvis dette er udgangspunktet vil man med garanti blive skuffet. Vil man derimod se en film om drømme, der smadres, og menneskeskæbner, der griber skæbnesvangert ind i hinanden, så er man helt på rette spor.


Forrige anmeldelse
« Seventh Son «
Næste anmeldelse
» Mission Impossible – Rouge Nati... »


Filmanmeldelser