Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Resident Evil: AfterLife (97 min.) Biografversion / Sony Pictures
Anmeldt 26/9 2010, 18:12 af Torben Rølmer Bille

Actionzombier for fjerde gang


Actionzombier for fjerde gang

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er mange filmnørder, der hader Paul W. S. Anderson næsten lige så meget som de hader Uwe Boll – især fordi de mener at den første Aliens vs. Predator og den første Resident Evil film var noget værre hø og at Anderson derfor ikke kan lave film. Hvad disse folk glemmer er, at det faktisk var selvsamme instruktør som både skrev og instruerede den klassiske science-fiction gyser Event Horizon. Uanset om man kan lide manden eller ej, så er han i al fald tilbage både som forfatter og instruktør på verdens første zombieactionfilm i 3D: Resident Evil. Afterlife.

En af de andre ting, som de der udtaler sig om film, også ofte glemmer når såvel Aliens vs. Predator og Resident Evil filmene skal bedømmes, at det ikke er helt retfærdigt at sammenligne dem med de ”rigtige” Aliens-, Predator- eller zombiefilm, for selv om dette kan virke ganske nærliggende, så tager både AvP og R.E. filmene udgangspunkt i computerspil. I Resident Evils tilfælde et spil der i sagens natur foregår i omgivelser inspireret af de klassiske zombiefilm, men med en helt anden fortællemæssig dynamik end disse. Derfor bør filmenes succeskriterier med rette hænge sammen med, om de folk, der holder af at spille spillene er til at genkende denne oplevelse i filmene. For ser man filmatiseringerne ud fra dette synspunkt, så forekommer de faktisk overraskende vellykkede.

Et af de største problemer ved at omsætte spil til film er, at filmen ikke rummer det interaktivitetselement som gør spillet så medrivende. Seeren kan ikke som spilleren selv navigere rundt i den verden som præsenteres og filminstruktøren må derfor ty til mere lineære, traditionelle måder at opbygge en medrivende stemning på. Den nye R.E. rider som så mange andre med på den stadig voksende 3D bølge og i lyset af at det er en computerspilsadaption kan det valg måske ses som en måde at bringe seerren en anelse tættere på seriens dystopiske fremtidsvision på. I følge traileren har filmmagerne benyttet samme 3D teknik, som blev udviklet til Avatar og det kan faktisk mærkes, for dybdevirkningen er ganske fin. Desuden tør filmen, i modsætning til mange af de andre 3D fim man ser for tiden, flere gange at lege med illusionen om elementer der bevæger sig ud imod tilskueren, frem for udelukkende at have 3D som dybdevirkning. Selv om der ikke decideret spekuleres i denne effekt, så fungerer det alligevel fint.

Resident Evil: AfterLife starter ganske eksplosivt med en scene der tager tråden op kort tid efter at Resident Evil: Extinction sluttede. Den kvindelige actionhelt Alice fandt i den forrige film kloner af sig selv som hun straks gav sig til at optø og seeren bliver i de første ti minutter af den nye film vidne til at et dusin Alice-kloner angriber en af Umbrella selskabets tophemmelige, underjordiske bunkers i hjertet af det nu zombieinficerede Tokyo. Åbningsscenen byder på intet mindre end spektakulær flot action, der er både bullettime effekter i 3D, eksplosioner og massevis af toptrænede Umbrella kamptropper som må lade livet i slowmotion. Scenen byder også på et gensyn med Umbrellas topskurk: Albert Wesker, der i filmens start får skovlen under den originale Alice og med en sprøjte fjerner T-virusset fra hendes system. Derfor besidder Alice ikke længere de overnaturlige kræfter som hun før gjorde så flittigt brug af. Alice er kort sagt blevet dødelig og derfor også en hel del mere sårbar overfor de trusler der konstant lurer i skyggerne.

Det lykkes Alice at flygte fra sin fjende og hun giver sig til at forfølge et radiosignal, der angiveligt kommer fra et sted omkring Alaska. På radiosignalet påstås det at det er et sted uden infektion, men med masser af husly og mad til alle overlevende. Da Alice når frem til koordinaterne finder hun dog kun en masse forladte fly og begynder at overveje om hun virkelig er det sidste menneske på jorden.

Det er hun naturligvis ikke, for idet hun flyver tilbage mod Californien, opdager hun en lille gruppe overlevende, som har forskanset sig i et fængsel, hvor de tykke mure er som skabt til at holde horderne af udøde ude - i hvert fald midlertidigt.

Resident Evil: AfterLife introducerer vanen tro også en ny skurk, som mange spilfans vil genkende. Der er tale om den enorme fyr som har en kartoffelsæk på hovedet, søm igennem kroppen og som konstant svinger rundt med sin overdimensionerede øksehammer. De som har spillet Resident Evil 4 kan uden tvivl huske ham som en ganske hård nyser – det er han også i filmversionen. Desuden er filmens actionsekvenser ofte konstrueret sådan, at Alice hele tiden har en som står ved hendes side og hjælper hende med at komme ud af pressede situationer. Dette kan med lidt god vilje godt tolkes som om filmfolkene har forsøgt at gengive en form for ”co-op” spiller følelse – med andre ord, at der er to spillere, der bevæger sig rundt samtidigt.

Selv om filmen ikke er meget mere original end dens forgængere, selv om 3D effekten ikke bidrager synderligt til helhedsoplevelsen (andet end som fin gimmick) og selv om historien – som i de andre film – er inddelt i forskellige ”baner” (skiftende scenerier hvor der bliver kæmpet på liv og død), er Resident Evil: AfterLife stadigvæk en ganske seværdig zombieaction film. Den spilder ikke tid på at opbygge troværdige karakterer - for hovedpersonerne kender de fleste fans jo i forvejen. Derimod bruger den kræfter på at skabe klaustrofobiske, nervepirrende tableauer hvor enorme mængder af rådne, sultne zombier jagter de få, handlekraftige overlevende.

Det er ikke dybt, det er ikke revolutionerende, men for fans af såvel spillene og filmene er den nye film helt klart et skridt i den rigtige retning og muligvis den bedste film siden den første - især set i lyset af Extinction, som i sammenligning til disse to virker som en alt for tynd kop hjernemasse. Samtidig kan filmen med rette bryste sig med titlen som verdens første egentlige 3D film med zombier og det må da tælle for noget.


Forrige anmeldelse
« Samurai Avenger – The Blind W... «
Nste anmeldelse
» Harry Brown »


Filmanmeldelser