Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Når dyrene drømmer (84 min.) Biografversion / Nordisk Film / Alphaville
Anmeldt 18/6 2014, 22:31 af Torben Rølmer Bille

Varulve på vestkysten


Varulve på vestkysten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er vitterligt tale om noget un-heimlich i den oprindelige Freudianske betydning af begrebet, idet man sætter sig til at se den nye danske gyser Når dyrene drømmer. For selv om rammehistorien er en man har set før, nemlig den om et ungt menneske, der langsomt forvandler sig fra en sky, tilbagetrukken pige til et blodtørstigt, overnaturligt væsen, så er der nu noget fascinerende ved at dette sker i en navnløs by på den jyske Vestkyst.

Idet undertegnede selv har rødder i dette lokalområde, var det virkelig en fornøjelse at se de så velkendte miljøer fra Harboøre og Thyborøn, være transformeret til rammerne for en stemningsfyldt horrorfortælling. For lige som den amerikanske maler Edward Hoppers landskaber emmer af ensomhed og en uudgrundelig fare, som lurer lige under overfladen, så skaber Niel Thastums flot komponerede billeder af vindblæste landskaber, halvøde fiskerhuse og nedsunkne tyskerbunkere en utryg ramme for historien, næsten allerede før den er gået i gang.

De af os som er bekendt med kulturen på vestkysten, vil også vide at det er et meget fåmælt folkefærd der bor her, der tales kun når det er strengt nødvendigt (og selv om filmen mangler den lokale dialekt som kronen på værket), så er en af de mange fine tinge ved filmen, at den netop benytter denne fåmælte tavshed, som et af sine stærkeste fortælleelementer. Der økonomiseres med talen, men til gengæld fortælles meget af filmens handling i blikke, små smil og underspillede skuespilpræstationer.

Dette ses helt tydeligt i filmens start hvor vores hovedperson Marie skal starte på nyt arbejde på den lokale fiskefabrik. Her smiler en af de mandlige medarbejderne til hende, men Marie gengælder ikke hans smil, til gengæld smiler hun forsigtigt til en ung mand, der kommer ind på fabrikken med en kasse torsk. Manden fra før spænder ben for fyren og fiskene tabes ud over gulvet. Marie går straks over for at hjælpe den nytilkomne, mens benspænderen rynker brynene. Så simpelt kan forholdet mellem tre af filmens vigtigste aktører vises. Der ytres ikke et eneste ord, men alligevel er der ingen de er i tvivl om, hvad det er der foregår.

Der er også andre ting i filmen, der forbliver usagt, men som tilskueren selv må ræsonnere sig frem til. Det er dog ikke svært, for som eksemplet fra før viste, så er det en film der primært fortælles gennem det den viser frem for dens dialog.

Marie bor med sin far og sin syge mor i en fiskerby på Vestkysten. Hun ved ikke helt, hvad der er galt med moderen, blot at hun får nogle indsprøjtninger, er stum, sidder i kørestol og end ikke kan spise uden hjælp fra Marie eller faderen. Marie er dog bekymret for sit eget helbred, for hun har et modermærke over det ene bryst som bekymrer hende. Familiens læge tjekker hende en gang om måneden, men det er som om der er noget hverken huslægen eller Maries far fortæller hende. Derfor går hun selv på jagt efter sandheden.

Som i flere mainstream gyserfilm, knyttes det lykantropiske til den spirende seksualitet. Dyret vækkes her i dobbelt forstand og derfor bliver filmen også ret hurtigt til en allegori om at være en utilpasset og ung i et lukket, fjendsk landsbymiljø. I denne forbindelse er de lokale er her ikke skildret med særlig stor nuance, men fremstår mest af alt som nogle bonderøve, der hellere vil være proaktive og nedkæmpe det som de ikke forstår, snarere end at være nysgerrige og åbne over for det.

På den måde synes filmen at lege med den umiddelbare oplevelse, som nogle godt kan nikke genkendende til hvis man eks. tager direkte fra sit hjem på Nørrebrogade og vælger at indlogere sig på Sømandshjemmet i Thyborøn. Men selv om filmens fagter er overdrevne, så gennemsyres filmen også af en form for nøgen socialrealisme, der får en til at tænke på andre nordiske gyserfortællinger, som eksempelvis Lad den rette komme ind, Thale eller nogle af de glimrende svenske gyserromaner som eks. Menneskehavn eller Stallo, som også er at finde i Kapellets bibliotek.

Når dyrene drømmer er en underspillet, filmisk flot fortalt fortælling, der byder på en forfriskende, lokal udgave af varulvefilmen, uden at svælge i overfladiske effekter eller klicheer. Den måske fortællermæssige dybde som man kunne ænse i Lad den rette komme ind, men det betyder ikke at man bør undgå filmen. Den er måske ikke ustyrligt uhyggelig, men dens allegori er vedkommende og dens billedside en af de mest stemningsfulde længe. Endelig er Sonja Suhl der spiller hoedrollen som Marie ganske overbevisende. Alene på grund af hendes spil, fortjener filmen et stort publikum, men forhåbentlig indfinder de sig også når folk opdager at der er en dansk teenagegyser i biffen, som ikke taler ned til sit publikum.

Som et PS kan nævnes, at i et forsøg på at promovere skandinaviske genrefilm fik Rasmus Horskjær fra DFI på Berlinalen i 2014 ideen at bruge konceptet ”Nordic Twilight” om denne type film. Altså film som blander noget særegent nordisk med velkendte horrorelementer. Når dyrene drømmer falder ind under denne betegnelse, sammen med en håndfuld andre film, der får premiere i biograferne i løbet af efteråret. Der er endda fra filminstituttet skudt en kortfilmskonkurrence i gang med samme overskrift hvor DFI lover at støtte denne type film.

I samme stund er der mange gamle nørder, der sidder tilbage med følelsen af at vi har råbt endog meget højt til Filminstituttet i mange år om netop en større fokus på gyserfilm fra Danmark. Vi har længe indset at de sagtens kunne indbringe både lukrative salgsaftaler og få kunstnerisk anerkendelse – uden det mindste held. Der blev i stedet satset på Jon Bang Carlsen, Eric Clausen, Jytte Rix og andre gamle travere i nepotismens hellige navn. Nu lancerer DFI så dette koncept – som om pludseligt er blevet deres eget koncept, blot fordi de har døbt det. De dybtfølte suk kan sikkert høres mange steder fra filmundergrunden, men omvendt set kan det så være, at en filmatisering af Kadavermarch så endelig, endelig, endelig bliver en realitet.


Forrige anmeldelse
« Edge of Tomorrow «
Næste anmeldelse
» Pompeji »


Filmanmeldelser